Vinterdepression

blogindlæg

Vinterdepression

Skrevet af
Psykolog Teamet
Oprettet 1 dag 8 timer siden

I dag siger vi farvel og på gensyn til efteråret, mens vi på samme tidspunkt siger velkommen til vinteren. I løbet af efterårets tre måneder er kulden kommet snigende og dagene er blevet kortere og mørkere. Som mørket er taget til, er brugen af ordet vinterdepression nok også taget til i samtaler blandt dine venner, voksne omkring dig eller måske dig selv. Selvom december er en måned fyldt med julelys og hygge, oplever mange stadig at blive ramt af træthed og tristhed, når sæsonerne skifter hvert eneste år. Selvom vi kalder det vinterdepression, sker skiftet i humøret ofte allerede, når sommeren forsvinder den 1. september. Det er denne ændring i sæsonen og i humøret, som vi kigger nærmere på denne måned i Tankerummet.

“Jeg er altid så deprimeret om vinteren”

Ordet vinterdepression bliver brugt på mange forskellige måder. De fleste kender nogen, der siger det, eller bruger det selv. Her bruger vi det som en beskrivelse af den træthed som mange helt naturligt mærker, når dagene bliver kortere. Men ordet bruges også som et velkendt navn for diagnosen sæsonbestemt sæsonbestemt depression. Det kigger vi nærmere på i det næste afsnit.

Hvad er vinterdepression?

Vinterdepression er ikke en officiel diagnose i Danmark, men det betyder ikke, at der ikke er danskere som lever med det, vi kalder det bare sæsonbestemt depression. 

Hvordan er det at have sæsonbestemt depression? Mange oplever en stor træthed. Der er ikke nok energi eller lyst til at lave hverdagens opgaver. Det kan også gælde hobbyer, som man ellers plejer at elske. Nogle oplever også at være mere sultne end normalt. For mange betyder det, at de spiser mere og derfor tager på i vægt.

Hvorfor bliver nogle deprimeret om vinteren?

Forskere har ikke fundet den fulde forklaring endnu, men mange læger og psykologer mener at manglen på dagslys spiller en stor rolle. Du har måske hørt at mange danskere mangler D-vitamin, som også kan give træthed. 

D-vitamin dannes naturligt, når solens stråler rammer vores hud, men sollys gør mere end det. Hjernen har et indre ur, som indstilles efter sollys og hjælper os med at holde en god døgnrytme. Det lyder måske lidt vildt, men det betyder egentligt bare at lyset hjælper os med at vågne, og morgenen og mørket hjælper os med at falde i søvn om aftenen. Fordi man mener, at manglen på sollys spiller en rolle i vinterdepression, bliver mange anbefalet en særlig lyslampe, der kan erstatte noget af sollyset. Lamperne er helt særlige, så det duer desværre ikke at kigge ind i en almindelig pære. Men en anden løsning kan være at prøve at komme mest muligt ud, når solen er fremme. 

Hvornår bliver det til en diagnose?

I Danmark bruger man sæsonbestemt depression, når man har haft tre år med depressive symptomer ved sæsonskiftet. Hvis du oplever at have svært ved at få din hverdag til at hænge sammen, kan det give god mening at kontakte din læge. 

Rigtig mange oplever mere træthed i vintermånederne end om sommeren, og det kan blandt andet skyldes mangel på D-vitamin. Men hvis du føler dig mere ked af det, mister lysten til at lave de ting du plejer, eller oplever en træthed som fylder meget, kan det være en god idé at tale med en læge eller psykolog. Det vigtigste du kan gøre er at sige det højt til nogen du stoler på, for eksempel dine forældre eller venner. Hvis det føles som en uoverskuelig opgave, kan det være en god start at skrive det ned.

Gruppechat om vinterdepression i Tankerummet 

Vil du gerne snakke med andre unge om det at have en vinterdepression? Har du lyst til at dele din oplevelse med vinterdepression eller høre andres oplevelser med det?

Så kom endelig forbi når Tankerummet åbner d. 8. dec. Kl. 16:00-17:00

I Tankerummet får du psykologens perspektiv 

Her i bloggen “Tankerummet”, er det som udgangspunkt uddannede psykologer, som skriver indlæggene. Månedens indlæg er skrevet af en psykologistuderende, som er godt på vej til at blive færdiguddannet. 

I Tankerummet er der fokus på fakta, så du kan få besvaret dine spørgsmål om følelser, tanker, relationer, hjernen og alle mulige andre områder inden for psykologiens verden. 

Vi håber, at I vil læse med, og hvis I har spørgsmål til psykologerne eller forslag til emner på fremtidige blogindlæg, som I synes kunne være spændende, så skal I bare skrive en kommentar herunder! 

Hvert indlæg i Tankerummet efterfølges af en gruppechat, som handler om samme emne som blogindlægget. Det er forfatteren bag dette indlæg, som også bemander chatten.

Du kan tilmelde dig anonyme SMS-notifikationer her og få besked, når Tankerummets gruppechat åbner: https://cyberhus.dk/gruppechat

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program