Hej!

Tusind tak for dit spørgsmål! Det er altid dejligt med dybe og mere indviklede spørgsmål, så det er blot dejligt 😊

Først og fremmeste vil jeg starte mit svar med at understrege, at det måske er en af de mest normale oplevelser os mennesker imellem at føle sig anderledes. Lidt spøjst måske, men det er noget alle oplever i løbet af livet. At føle sig anderledes og måske endda malplaceret, er helt normalt.

Til gengæld vil jeg også understrege, at der er ikke en bestemt måde være et ”normalt” menneske på. At have intense interesser, lidt urolige hænder og perioder hvor man føler sig lidt udenfor sig selv, behøver slet ikke betyde at man har en diagnose. Nogle gange er det en del af at være menneske.

Du har måske også hørt en irriterende mængde gange, at de her lidt svære ting er en del af at være teenager, og jeg bliver desværre nødt til at gentage dem. Jeg siger ikke at man ikke kan have det værre, eller at man ikke kan have en diagnose fordi man er teenager, men den der følelse af anderledeshed fylder voldsomt meget i teenage årende.

Når du beskriver den her uro i din krop, og følelsen af at have det dårligt på en ubeskrivelig måde, kommer jeg til at tænke på nogle ting, som ikke specifikt har noget med en diagnose at gøre. Ting som for lidt eller dårlig søvn, stress over skole, måske høje forventninger der er svært at være i eller (igen, jeg ved godt det er irriterende at få af vide ens dårlige oplevelser er en del af at vokse op, men jeg bliver nødt til at nævne det alligevel) bare at være fyldt med hormoner. Mennesker uden diagnoser har også følelser af angst og stress, fordi det kan blot være følelser der kommer og går. Diagnoser som OCD eller angst, for eksempel, er når de her meget menneskelige følelser tager overhånd over en længere tidsperiode og man får svært ved at være i sig selv på grund af det.

I forhold til hvordan det føles at være en af de få omkring en der ikke har en diagnose på sig, kan jeg godt forstå din tankegang. At få en diagnose, kan føles som en måde at få en plads hvor man hører til, en kategori af mennesker man hører sammen med. Men hvis du har de her tanker, fordi du ser folk omkring dig få de her diagnoser, synes jeg vi skal sætte det lidt mere i perspektiv.

Diagnoser kan være fantastiske, hvis de hjælper dig med at forstå dig selv og få den rette støtte. Men hvis du ikke føler et stærkt behov for at blive “stemplet”, og du egentlig har det okay, så er der ingen grund til at tvinge noget frem. Man må gerne være anderledes uden at have en diagnose. Man må gerne være sig selv, uden at det skal forklares. Du må gerne være hyper uden at have adhd, men bare fordi du nyder at bevæge dig. Du må gerne elske toge eller Dungeons & Dragons uden at have autisme, men bare fordi du synes det er sjovt.

Diagnoser er fantastiske hvis de kan hjælpe dem der har dem, men de skal aldrig få dem der ikke har dem, til at føle sig udenfor. Og der er så mange andre måder du kan finde det her stempel af at høre til, som nogle får gennem diagnoser. Du kan finde det igennem dine venner, de fag du kan lide eller dine hobbyer.

Dog, på trods af alt det jeg lige har skrevet, hvis du er i tvivl eller hvis du tror du ville finde ro i at udforske det her i dig selv, så er det også helt okay at undersøge nærmere. Det kunne måske være en god ide at snakke med dine forældre om det. De kan hjælpe dig med at tale med en læge, som kan vurdere hvorvidt der er behov for at undersøge om det er en diagnose, eller om det måske er noget andet, som de ting jeg nævnte tidligere. Og hvis du er meget i tvivl, så fortjener du at få svar og lære dig selv at kende.

Puha, det endt med at være et langt svar. Jeg håber du kan bruge mine tanker til noget, og tusind tusind tak for at række ud og stille dit spørgsmål.

De bedste hilsner og held og lykke med det hele,
Juni fra Cyberhus