alle drenges drøm

brevkassespørgsmål

alle drenges drøm

brevkassespørgsmål af
Theo
15 år
Oprettet 2 uger 1 dag siden

Hej Cyberhus. Jeg har et fantastisk liv lige for tiden. Alt køre bare med klatten. Jeg er god i skolen, jeg for ros fra mine lære og mine forældre, jeg har massere af venner og det går godt med sporten. MEN her for nyligt har jeg fået et arbejde og der arbejder en af mine allerbedste venners storesøster og hun er f'cking lækker😍. Vi kom så lidt i snak og på det tidspunkt vidste jeg ikke det var hende da jeg ikke havde set hende i flere år, men det viser sig så vi har mange ting til fælles. Vi hænger ret meget ud sammen, både på arbejdet og i fritiden og så her for nyligt snakkede vi om vi faktisk har følelser for hinanden. Vi aftalte så jeg skulle komme hjem og spise hos hende. Da jeg så møder op foran hendes hus fryser jeg fordi det er jo der min bedste ven bor. Jeg ringer til hende og spørger om hun har givet mig den rigtige adresse. Det har hun... Jeg skynder mig bare hjemad og forklare dagen efter hvorfor jeg ikke kunne komme osv. Nu har jeg så dårligt samvittighed overfor min ven og hvis jeg havde vidst det havde jeg heller ikke været sammen med hende til at starte med. Min ven ved det ikke indu. Skal jeg slå op med hende, hvilket jeg virkelig ikke gider eller blive med hende og nok miste en af mine bedste venner.

Svar: 

Kære Theo

Tusind tak for dit brev, og for at skrive ind. Jeg kan sagtens forstå, at du står i et svært dilemma lige nu. Det er tydeligt, at du ikke har haft dårlige intentioner, og at du gerne vil gøre det rigtige, både over for din ven, hende fra arbejdet og over for dig selv.

Det lyder som om, der er mange ting, der går godt i dit liv, og det er virkelig dejligt at høre. Samtidig er det helt naturligt, at det her med din vens søster skaber uro, især når du ikke vidste, hvem hun var til at begynde med. Du er jo ikke gået ind i det med vilje for at skabe problemer, og det siger meget om dig, at du bekymrer dig om, hvordan det påvirker din ven. Det viser, at du er en person med omtanke og loyalitet.

Det er helt normalt at få følelser, også selvom det ikke altid passer ind i situationen. Kærlighed og tiltrækning kan opstå på de mest uventede tidspunkter, og det er ikke noget, man altid selv vælger. Så selvom det føles svært nu, er det vigtigt at huske, at du ikke har gjort noget forkert ved at få følelser for hende.

Men du står i en situation, hvor du nok på et tidspunkt bliver nødt til at være ærlig over for din ven. Måske ikke lige med det samme, men hvis det fortsætter mellem dig og hans søster, vil det føles bedre at få det frem end at gå og skjule det. Du kan overveje at sige noget i retning af: “Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig, og det er vigtigt for mig, at du hører det fra mig. Jeg har brugt noget tid sammen med din søster, og vi har fået følelser for hinanden. Jeg havde aldrig forestillet mig det, og jeg vil ikke gøre dig ked af det, men jeg vil gerne være ærlig.”

Hvordan han reagerer, kan du ikke styre, og det kan godt være, det bliver svært. Men ærlighed er ofte den bedste vej i længden – især i tætte venskaber. Det giver også din ven mulighed for at finde ud af, hvordan han har det med det, i stedet for at skulle opdage det senere.

Du spørger, om du skal slå op med hende. Det kan jeg ikke beslutte for dig, men ud fra det du skriver, virker det som om, hun betyder noget for dig. Og hvis I begge har følelser, og du føler dig glad og tryg med hende, så er det værd at tage seriøst. Du behøver ikke vælge kærlighed eller venskab, men det kræver mod og ærlighed at finde ud af, hvordan det kan hænge sammen.

Uanset hvad du vælger, håber jeg, du vil lytte til dig selv og det, der føles rigtigt i længden. Det er helt okay at være i tvivl, og det er tydeligt, at du prøver at finde en løsning, der tager hensyn til alle. Jeg ønsker dig alt held og lykke.

De bedste hilsner
Kasper

cyberhuskaspers billede
Kasper, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program