Mine tanker ødelægger mig
brevkassespørgsmål
Mine tanker ødelægger mig
Hej, jeg er en pige på 16 og år har nu gået på efterskole i 4 uger. Jeg har altid været en der overtænkte meget, og det som om det overtager mit hoved endnu mere på efterskolen. Jeg har fået venner, men er mest sammen med dem fra mit hus på efterskolen, og der er allerede kommet en stor pigegruppe, som nogle siger bliver de “populære” hvilket jeg synes lyder lidt træls for troede ikke der ville være grupper og sådan noget der på efterskolen. Jeg synes også pigerne fra gruppen er søde og kan godt snakke med de fleste individuelt, men ville aldrig gå hen til dem når de alle er sammen. Nå men nok om det, det med mine tanker er fordi at det som jeg tænker alt for langt ud hele tiden. Fx når en ny pige kommer hen og snakker med mig, især hvis hun er fra den pigegruppe der, så lever jeg ik bare i nuet og bare slapper af og er som jeg er med mine andre venner, men i stedet tænker jeg i mit hoved “hvordan skal jeg være lige nu” “hvordan skal jeg være for at hun kan li mig” “jeg skal ik sige noget eller gøre noget så hun ik kan li mig” og det bare som om at mine tanker overtager hele mig. Også når jeg snakker med drengene på efterskolen, tænker min hjerne at de skal kunne li mig og om de kan li mig og om nogle af dem kunne blive min kæreste eller en jeg kommer til at have noget med og tror ogs det forventningerne. For har aldrig haft noget med nogen før eller en kæreste og har bare fået at vide at “du får sikkert en på efterskole, for det gør alle” og det stresser mig kan jeg godt mærke jeg burde jo bare ku være mig selv og være mærkelig overfor drengene, som jeg er med de piger fra mit hus, og så blir man jo venner og så kan det måske blive til noget efter det. Og jeg prøver ogs at tænke sådan, men kan bare ik gøre for min hjerne tænker det andet. Og jeg blir helt stresset, for hvis jeg ik finder en på efterskolen, så er jeg allerede 17 og så jeg næsten voksen, og hvis jeg heller ik finder en på gymnasiet, så når jeg jo aldrig opleve teenage kærlighed Eller hva man siger. En anden ting mine tanker ødelægger er at jeg også tager alt personligt, selvom folk måske ik tænker over det. Sådan der var en dreng der sagde jeg var fed, fordi jeg fortalte hvor mange snacks jeg havde spist, og selvom det nok var for sjov blev jeg indeni ked af det og tænke over det. Har også fået at vide jeg ligner en der ville græde meget, og græder vitterligt aldrig foran folk, så den har jeg også tænkt meget over og tænkt om jeg har været en forkert version af mig selv hvis folk tænker sådan. Og hvis folk siger jeg er grim, tænker jeg virkelig meget over det, og kan seriøst tænke over det de næste par uger, selvom folk bare siger ting for sjov og andre folk også får sådan ting at vide. Men er seriøst begyndt at tænke jeg er grim og fed og er i tvivl om jeg overhovedet kan li den måde jeg er på. For man er jo sig selv og det kan man jo ikke ændre på, så hvis jeg er en dårlig person er det bare ærgerligt. Ved godt man skal være den person man gerne vil være, og jeg vil gerne være sjov, altid vide hvad jeg skal sige, aldrig være akavet, være en alle kan li og alle vil være venner med, men det kan jeg jo heller ikke være, så hvordan kan jeg så være en jeg selv kan li? Og jeg kan ik klarer jeg tænker sådanne tanker hele tiden, det som om mine tanker aldrig giver mig en pause og der går ogs tit lang tid før jeg falder i søvn om natten, fordi mine tanker bare kører rundt og rundt. Kan ikke snakke med mine forældre om det for det som om hele min krop bare gerne vil holde afstand fra dem, ikke fordi de er dårlige forældre, kan bare ik gøre for det. Når min mor kommer tæt på mig og vil kramme mig er det som om jeg får det helt ukomfortabelt, og når de spørger mig hvordan det går siger jeg bare “ fint” og går væk fra dem. Ved ikke hvorfor men det gør jeg bare. Tror også bare jeg har fået alt for mange forventninger om efterskole, både fra mig selv og fra andre. Bl.a. det med en kæreste, men har også fået at vide af alle i min familie at efterskole bare bliver SÅ godt for mig, fordi jeg er social og har flere venner, så derfor kommer jeg bare til at få det fantastisk, og tror også den forventning ødelægger det lidt for mig bare at leve i nuet og tage det som det kommer. Har brug for at snakke med nogle om alt det her, så skriver det herinde. Har også snakket med min veninde om det, men har også brug for andre der kan hjælpe mig. Tak på forhånd og undskyld for den lange besked😊
Svar:
Hej Marie
Først vil jeg sige tusind tak for dit lange og ærlige brev. De følelser du så fint beskriver, tror jeg er nogle mange kan genkende. Så tak for at tage tiden til at beskrive dem.
Jeg forstår det føles meget frustrerende, men det giver faktisk rigtig god mening, at du overtænker mere nu, end før du startede på efterskole. Du er for første gang i en hel ny arena med helt nye sociale strukturere. Du er ikke kun sammen med mennesker du har kendt i løbet af dit liv, og du har ikke din familie tæt på som en passiv støtte.
Og når man pludselig er i helt nye rammer, kan man nemt komme til at føle man måske ister kontrollen lidt. Og her kan man komme til at ty til nye måder at håndtere de svære følelser. Det kan se ud på mange måder, men at overtænke er helt klart en måde. Det giver også mening, gør det ikke? Du prøver at få kontrol over en ny ramme, ved at tænke alle skridt igennem. Det er en god forsvarsmekanisme, så længe det er noget der ikke kommer til at styre for meget og overtaget, hvilket det lyder til at du måske er kommet til. Og det lyder virkelig virkelig hårdt. Jeg har dog en masse tanker omkring det du skriver, så jeg håber du kan tilgive at du får et lige så langt svar 😊
Du skriver om det med kærester og forventningerne til at finde en. Jeg vil gerne sige helt tydeligt, så dit så hårdt arbejdende og stakkels overtænkende hoved ikke kan tolke noget forkert: Der findes ingen regel for, hvornår man skal have en kæreste. Mange har ikke haft en, når de er 16 eller 17. Ddet er helt normalt. Når folk taler om teenagekærlighed, tror jeg mest, de mener den første kærlighed. Den kan føles meget intens og speciel, fordi det netop er den første gang, man oplever den slags følelser. Ikke fordi man oplever den inden man bliver 18. Hvis man oplever de følelser for første gang når man er 22, 26, 30 eller senere, kommer det stadig til at være den første gang man oplever dem. Og derfor kommer det stadig til at være den der helt smukke følelse af sin første kærlighed. At prøve at skynde på oplevelsen, tror jeg er den eneste måde man kan ”ødelægge” den. Hvis ikke det sker naturligt, og er noget man virkelig inderligt har lyst til, kommer det ikke til at føles ægte. Og det tror jeg man ville fortryde noget mere, end hvis man ikke oplevede den inden man blev 17.
Du skriver også om de kommentarer, du har fået. Kommentere som “du er fed” eller “grim”. Jeg forstår da virkelig godt at du at du bliver ked af det! Selv hvis det var ment som en joke, kan ord ramme hårdt. Og især for en som kommer til at overtænke lidt for meget! Var det noget de egentlig mente, men forklædte som en joke? Er det noget de snakker om bag din ryg? Jeg kan kun forestille mig alle de katastrofer tanker, som jeg slet ikke tror er tilfældet i virkeligheden, du kommer til at tænke. Og det siger meget mere om dem, der siger det, end om dig. Du har lov til at føle dig såret, og det betyder ikke, at du er for følsom. Hvis det sker igen, kunne du måske overveje at sige fra eller fortælle, at det rammer dig. Nogle gange tænker folk ikke over, hvordan deres ord lander, før man gør dem opmærksomme på det.
Hvis det føles for sårbart at fortælle at man bliver ramt af joksende, kan du eventuelt prøve at starte en ny kultur af jokes. Det lyder måske liiidt fjollet, men det er måske et forsøg værd. Det kunne eventuelt være, at i stedet for at joke med negative ting om folk, så kan man skifte ting til de positive? Eksempel:
Person A : ”Maden ser virkelig dejlig ud i dag”
Person B: ”*Du* ser virkelig dejlig ud i dag”
Det er måske lidt mærkeligt, men jeg synes altid det er sjovere at lave humor som får folk til at smile og være godt tilpas, fremfor de jokes du forklarede.
Når du skriver, at du overtænker, hvordan du skal være sammen med andre, f.eks. pigerne i gruppen eller drengene, så tror jeg, at mange af dem omkring dig faktisk går med de samme tanker. Rigtig mange unge (og voksne!) vil gerne være en, som “alle kan lide”. Faktisk ofte så tit, at man slet ikke har tid til at tænke så grimt om dig, som du måske er bange for de gør. Men den bedste vej til det er i virkeligheden at arbejde på at blive en, man selv kan lide. Det lyder måske meget kliché, men jeg håber du vil tage mine ord lidt til dig alligevel. Når man kan stå ved sig selv, sine interesser og sine værdier, så tiltrækker man ofte helt naturligt mennesker, som matcher en og som man kan få dybe og ærlige venskaber med. Og derudover er det, bare at kunne finde ro i sig selv, ofte noget andre ender med at se op til, selv hvis man ikke har lyst til at være bedste venner med dem. Så det kommer til at være win/win.
Men jeg ved også det er noget nemmere sagt end gjort. En idé kan være at prøve at vende det lidt om: I stedet for at tænke “kan de lide mig?”, kan du spørge dig selv “kan jeg lide dem?”. På den måde får du lidt mere kontrol over situationen og bliver mindre fanget i tanken om at skulle præstere. Nogle gange kan de små perspektiv skift gøre virkelig meget.
Det lyder virkelig hård at stå med alle de her tanker alene. Det er virkelig fedt du tog mod til at skrive herind, men der er kun så meget hjælp man kan give gennem en brevkasse. Jeg vil virkelig opfordre dig til at dele noget af det med en voksen, du har tillid til. Som udgangspunkt ville jeg foreslå dine forældre, men hvis du ikke kan få dig selv til det, så måske en lære på efterskolen du stoler på? Hvis du ikke kan finde modet til at fortælle dem det i person, så har du jo formuleret dine følelser så flot i brevet herind. Du kunne eventuelt vise det til hvem end du beslutter dig for at åbne op til? På den måde kan de forstå, hvordan du har det, uden at du behøver sige det hele højt på én gang.
Du er på ingen måde alene om at have det sådan her. Det er svært at være teenager, og mange omkring dig har flere af de samme tanker, end du tror. Jeg håber, du kan give dig selv lov til at være tålmodig med både dig selv og din efterskoletid.
Og til sidst i forhold til din overtænkning, vil jeg sige du har taget et flot første skridt. Det kan nogle gane være svært at se, hvad det egentlig er der er problemet når man begynder at få det svært. Du har fanget at du kommer til at overtænke, og at du gør det alt for længe. Du har fundet din problematiske forsvarsmekanisme. Det er super flot! Nu er det næste skridt at finde en måde måske at skifte den ud. Er der andre ting, der måske kunne give dig følelsen af kontrol, du måske finder i at gennemtænke alt ned til sidste detalje? Det er hårdt arbejde, men du lyder så velreflekteret. Jeg tror på dig!
Pas godt på dig selv, og tak igen for dit mod til at dele dine tanker her.
De bedste hilsner
Juni fra Cyberhus
Relateret indhold
Svært ved at være ærlig over for psykologen
Hejsa.
Jeg har i en del år kæmpet med ret svære tanker, altså selvmordstanker, samt selvskade og meget lavt selvværd (og andre ting, men mindre relevante). Det har fyldt rigtig meget, men jeg turde aldrig tale om det, da jeg ikke ville være til besvær og var bange for...
Lukas, frivillig uddannet ungerådgiver hos Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
Har igen
Der er igen som kan hjælpe mig længere, og de var alligevel kun sårende, de lover ting de ikke kan holde og lukker tingende af på en møde hvor man bare er til besvær og en byrde for alle..
Er det en god måde at skulle ting af, når en har lovet at man gerne må skrive til dem hvor efter de...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Jeg har en krummerik
Så længe jeg kan huske har jeg haft en krummerik og har endelig fået taget mig sammen til at gå til lægen.. Men jeg føler alligevel hvorfor jeg har det pinlige problem. Er det virkelig kun mig som har det problem eller er der andre som har eller har haft problemet. Hjælp mig.
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
