Hej Clara

Mange tak for dit spørgsmål.

Til at starte med vil jeg gerne sige, at jeg bestemt ikke tror, at der er noget galt med dig!

Uden at sige, at din situation er helt normal, så tror jeg, at nærmest alle unge – måske især piger – på et eller andet tidspunkt har det svært med deres mødre. Det er bare noget, der ofte er en del af teenage-livet, og det kan være rigtig svært at håndtere følelsesmæssigt. Især fordi man jo bor sammen med sin mor, og hvis man slet ikke kan holde ud at være sammen med hende, er det rigtig ubehageligt at være i.

Dermed siger jeg ikke, at din situation med din mor er den samme som alle andres, eller at du ikke kan gøre noget ved det – for det tænker jeg helt sikkert, at du kan.

Flere af de ting, du beskriver om din mor, kunne tyde på, at hun måske har svært ved at regulere sine følelser. Det kunne i hvert fald være en forklaring på den måde, hun reagerer i nogle af situationerne – f.eks. når hun starter med at kritisere dig, for derefter at fortælle dig, hvor fantastisk du er.

Samtidig tænker jeg, at hun har nogle uheldige handlingsmønstre – f.eks. når hun betaler dig for at gå 10.000 skridt i stedet for at støtte dig med kærlighed og anerkendelse. Selvom det er en uheldig måde at handle på, er tanken bag handlingen jo egentlig god: Hun vil bare gerne støtte dig i dit vægttab, men kommer til at gøre det på en lidt uhensigtsmæssig måde.

Det, jeg prøver at komme frem til, er, at din mor nok ikke gør, som hun gør, fordi hun ikke vil hjælpe dig, eller fordi hun vil være ond mod dig – men fordi det er den bedste måde, hun evner at støtte dig på. Som du selv skriver, er det måske hendes måde at være omsorgsfuld på, selvom det kan virke stik modsat. Samtidig kan hendes usikkerhed i forældrerollen også komme til udtryk gennem hendes kritik – altså når hun kritiserer eller er nedladende over for dig, kan det være, fordi hun selv er usikker på, om hun er en god nok forælder, og så bliver det lettere at vende det mod dig.

Jeg prøver ikke at forsvare din mors handlinger. Jeg prøver blot at forklare, at det nok er hende, der har nogle ting, hun skal arbejde med – ikke dig. Der er ikke noget galt med dig!

Så langt, så godt – men hvad kan du så gøre ved det?

Det kan være virkelig svært at spørge en anden person, om de kunne overveje at søge hjælp, men jeg tror, din mor kunne have gavn af noget terapi eller anden form for støtte. Hvis det er for svært at sige direkte til hende, kunne du måske tale med en anden i din familie og få hjælp den vej?

Hvad siger resten af din familie til det? Kunne du evt. alliere dig med din far eller en søskende? Måske kunne I aftale, at når din mor begynder at kritisere dig (eller en af dem), så hjælper I hinanden med at sige fra?

Du kunne også selv overveje at søge hjælp til at få styr på dine tanker og følelser. Det er ikke en nem situation, du står i, og det kan være en rigtig stor hjælp at tale med en professionel om de følelser, du har omkring din mor og hendes måde at være på.

Har du overvejet at flytte hjemmefra? Det kunne måske være rigtig godt for jeres forhold, hvis I kom lidt på afstand af hinanden og ikke gik op og ned ad hinanden hver dag. Hvis det ikke er en mulighed lige nu, kunne du i stedet overveje at bruge noget af din fritid andre steder end hjemme – måske har du en veninde eller en kæreste, du kunne være lidt mere hos? Eller måske kan du gå nogle ture, tage på biblioteket eller finde andre steder, hvor du kan få lidt ro.

Til sidst vil jeg bare sige igen: Der er ikke noget galt med dig! Du står i en svær situation, og jeg kan godt forstå, at du er frustreret. Jeg håber, mit svar kan hjælpe dig – og ellers er du altid velkommen til at skrive herind igen.

Med venlig hilsen
Chris – Cyberhus