Er jeg bagud

brevkassespørgsmål

Er jeg bagud

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 3 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus.

jeg er en pige på 14 år.

jeg har tidligere i mit liv ved 11 års alderen udviklet en spiseforstyrrelse ved navn anoreksi nervosa. Jeg var syg i ca 2 år, men er nu på vej mod helbredelse.

i disse år var jeg ekstremt fokuseret på mad og træning, og har dermed ikke udviklet mig på samme tid som mine klassekammerater og venner.

mine venner snakker tit om pubertet, mens, porno, kærester osv. jeg føler bare ikke jeg kan være en del af det. Det føles underligt for mig. Jeg har ikke fået men endnu, som den eneste i hele klassen, og jeg føler jeg er virkelig barnlig i forhold til mine venner.

jeg har aldrig været en der deler sin problemer og bekymringer, og har derfor ikke et særlig tæt forhold (både venner og familie)

Jeg tænker nok det bare er fordi jeg har mistet et par års udvikling, og det bare kommer senere.

har i tips til at vænne sig til aæt det her med udvikling, pubertet, sex og porno?

hilsen 

Svar: 

Hej med dig. 

Allerførst vil jeg sige, at det er rigtig godt at høre, at du har det bedre efter din sygdom, og er på vej mod helbredelse.  Jeg synes du har nogle gode overvejelser over, at du føler dig bagud ift. dine klassekammerater og venner. Du har været igennem en hård sygdom, som muligvis har gjort, at du misset meget socialt, der gør at du lige skal finde ud af det igen og indhente noget, som de andre har udviklet naturligt gennem tiden, men jeg tror samtidig også, at din kamp for bedring har gjort dig stærkere end mange af dine klassekammerater og venner. 

Jeg kan godt forstå, at det må føles underligt, at dine venner nu snakker meget om pubertet, sex, kærester osv. for du er et helt andet sted. Og de var sikkert også et andet sted inden du blev syg. Det er helt okay, at du ikke er der lige nu. Det er helt forståeligt. Dit liv har handlet om noget helt andet, og jeg gætter på, at du måske også lige skal finde dig selv i alt det her, og have en "almindelig" hverdag op og køre, hvor det ikke er din sygdom, der fylder alt. 

Jeg tror det bedste du kan gøre er at være ærlig overfor dine venner, og fortælle hvordan du har det med alle de snakke, de har, og at du ikke helt er der endnu, og deres store fokus på det gør, at du føler, at du ikke kan være en del af snakken. Det handler ikke om, at de er forkerte for at gå op i de ting, og at det fylder meget for dem, for det er også meget naturligt, at de gør det. Men lige nu kan du bare ikke helt følge med i det her. Jeg tror, at det kan være godt, at dine venner prøver at forstå, hvordan det er at være dig, og hvad der fylder for dig. I en vennegruppe er det vigtigt at der er plads til alle, og til at tale om forskellige ting. Der skal også være plads til dig, og det du synes er spændende. Og sådan en snak kan måske også føre til, at dine venner også tænker over, om der er andet end lige de her ting, der fylder for dem, så du også bedre kan være med i jeres snakke. Men jeg forstår godt, hvis du synes det kan være en svær snak at have, og du skal selvfølgelig også kun have den snak med dine venner, hvis du har lyst. Men det kan også være, at sådan en snak bringer dig tættere på dine venner.

Jeg er sikker på, at du nok også skal begynde at interessere dig for de her ting, det kommer helt naturligt. Men det kommer, når det kommer, og du kan ikke rigtig presse dig selv til at gå op i det, hvis du virkelig ikke gør det. Når du fx får menstruation, så vil du helt naturligt også begynde at gå op i det. Og det er forresten helt normalt, at du ikke har fået det endnu. Menstruation kommer som regel mellem 10-15 år. Og når man har haft anoreksi, skal man som regel først op på en normalvægt, og derefter kan der godt gå op til et år før den kommer. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar og mine tanker om dit spørgsmål. 

De bedste hilsner 
Laura

LauraPernilles billede
Laura har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program