Præferencer

brevkassespørgsmål

Præferencer

brevkassespørgsmål af
S
22 år
Oprettet 2 uger 5 dage siden

Kære Cyberhus. Jeg har nogle tanker som jeg har brug for at få vendt. Jeg føler mig virkelig som jordens dårligste menneske og jeg forstår ikke helt selv hvorfor jeg har det som jeg har det. Jeg har mødt en fyr på en dating app og vi skriver meget godt sammen. Allerede efter et par dage føltes det som om vi faktisk kunne blive til noget. Men så bliver vi venner på sociale medier og jeg finder ud af at han er meget lille, nok et par cm mindre end mig, og derefter har jeg det ikke på samme måde mere og hvis jeg skal være helt ærlig har jeg ikke længere lyst til at date ham. Jeg ved at andre piger har det på samme måde, men jeg troede aldrig jeg selv ville få det sådan fordi det virker ret umenneskeligt på en måde at dømme ud fra højden. Men jeg kan simpelthen ikke tænde på en fyr der er lavere end mig. Hvad skyldes det mon egentligt og hvad kan jeg lige gøre ved det? Jeg føler ikke at jeg bare kan sige det som det er, da jeg så nok vil fremstå som et skidt menneske. Og det er jeg måske også når jeg har det sådan. Men jeg føler heller ikke jeg kan gå på kompromis med lige præcis højden. Hvordan får jeg afvist ham på en ordentlig måde uden at såre ham for meget, ved fx at sige at han er for lav? Vh. S.

Svar: 

Hej S!

Tak for dit brev – og for at dele noget, som helt sikkert kan føles både forvirrende og skyldbetonet. Først og fremmest vil jeg sige, at du ikke er et dårligt menneske. Det er tydeligt, at du gør dig mange tanker om dine følelser, og det i sig selv viser, at du faktisk prøver at handle med respekt og samvittighed.

Det er helt normalt, at vi har præferencer – også når det gælder tiltrækning. Det betyder ikke, at du er overfladisk eller er et dårligt menneske, men det kan godt føles ubehageligt, når man selv bliver overrasket over, hvad der tænder eller slukker noget i én. Vi vokser alle op med en masse forestillinger om, hvordan romantik og tiltrækning “bør” se ud, og højdeforskelle mellem køn er én af de ting, der ofte – helt ubevidst – får lov at fylde. Det er noget, mange kan genkende, også selvom man godt ved, at det måske ikke burde betyde så meget.

Du spørger, hvad det skyldes. Det korte svar er, at præferencer formes af både kultur, normer og personlige erfaringer – og nogle af dem sidder så dybt, at det kan være svært at ændre på. Men det betyder heller ikke, at man er et ondt menneske, hvis man ikke kan ændre dem lige nu. Du skriver, at du ikke kan tænde på ham – og det er faktisk en vigtig ting at lytte til. Du har lov til at mærke efter og sætte grænser, også selvom det føles hårdt.

Du nævner, at du faktisk havde en god følelse med ham inden du opdagede, han var lavere end dig. Det siger måske noget om, at der var noget interessant mellem jer – og måske stadig kunne være det, hvis du gav det en chance. Nogle gange tror vi, at vi har en bestemt “type”, indtil nogen (eller noget i os selv) udfordrer det. Så måske kunne det faktisk være værd at mødes med ham og se, hvordan han er i virkeligheden? Ikke fordi du skylder ham noget – men fordi du måske skylder dig selv at finde ud af, om din præference virkelig bunder i noget vigtigt, eller bare i en vane, du ikke selv har valgt.

Når det er sagt, er det også helt okay, hvis du mærker, at du ikke kan føle den nødvendige tiltrækning – og så skal du selvfølgelig ikke presse dig selv. Men du må gerne være nysgerrig, før du afviser det helt.

Hvis du ender med at ville takke pænt nej, behøver du ikke nævne højden. Du kan i stedet sige noget som:
“Jeg har virkelig nydt at skrive med dig, og du virker virkelig sød – men jeg kan mærke, at jeg ikke helt føler den romantiske kemi alligevel. Du har ikke gjort noget forkert, jeg kan bare ikke helt mærke gnisten.”
Det er ærligt, uden at såre.

Til sidst vil jeg bare sige: Du virker som en meget empatisk og selvreflekteret person. Bare dét, at du stiller dig selv de her spørgsmål, siger meget godt om dig. Jeg håber du har mod på at udfordre de klassiske idéer om at ”mænd skal være højere end kvinder”. Ikke fordi præferencer er dårlige, men blot fordi man kan komme til at misse nogle fantastiske mennesker, hvis man ikke er modig nok til at prøve at udfordre sig selv en gang i mellem. Og hvis du vælger at mødes med ham, betyder det jo ikke, at du lover ham noget. Er dating ikke netop sjovest, når man er afslappet og bare prøver at lære hinanden at kende – uden forventninger til, hvad det skal føre til?

De bedste hilsner,
Juni fra Cyberhus

cyberhuskarolinebs billede
Juni fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program