Mit selvværd

brevkassespørgsmål

Mit selvværd

brevkassespørgsmål af
Karla
17 år
Oprettet 2 uger 2 dage siden

Jeg har ENDELIG fået en kæreste for første gang. Han er virkelig sød, og så burde alt jo være godt. Men jeg er så usikker på mig selv. Jeg forstår ikke, hvorfor han overhovedet kan lide mig, og jeg er hele tiden bange for, at han vil slå op. Jeg ved godt det er ulogisk men har hele tiden den følelse indeni. Jeg havde det rigtig svært op gennem folkeskolen og jeg ved godt at det kommer derfra. Men hvordan ændrer jeg det. Er bange for at jeg selv kommer til at ødelægge vores forhold pga mit dårlige selvværd.

Svar: 

Kære Karla,

Tusind tak for dit brev! Rigtig, rigtig mange unge (og voksne) oplever problemer med selvværdet, og det kan virkelig være en kamp at tro på, at man er god nok. Jeg vil prøve at give dig nogle råd til at begynde på den lange rejse mod at få et godt selvværd.

Mit aller første råd er: Øv dig på at finde de gode ting fremfor at fokusere på det negative. Du beskriver, at du er usikker på dig selv, fordi du ikke forstår, hvorfor han kan lide dig. Spørg dig selv: "Hvad er nogle gode ting ved mig, som jeg selv ville vælge mig for?" Prøv at tale med ham om lige præcis det her med at kunne lide hinanden. Fortæl ham hvad du kan lide ved ham, og spørg ind til, hvad han kan lide ved dig. Det er helt okay at være usikker i et forhold, især når det er det første. Du må godt tale om, at du er usikker, og at du har lidt svært ved at slukke frygten for, at han går fra dig. Hvis du kan, så prøv at flette det ind med, at det er fordi, du er virkelig glad for ham, og du vil gerne være sikker på, at I er enige om, hvor det her skal føre hen. Der er nemlig også en god chance for, at han også er usikker, og måske også er bange for, at du også er på vej væk.

Mit næste råd er: Spørg dig selv om du ville tale til en veninde på den måde, du taler til dig selv. Det kan nemlig hjælpe at huske på, at ingen andre er så kritiske overfor dig selv, som du selv er. Det har noget at gøre med, at vi gerne vil være forberedt på alle former for kritik, så vi lærer meget tidligt at være enormt kritiske overfor alt omkring os selv. Men vi er aldrig så kritiske overfor dem omkring os - og slet ikke dem, vi er tætte med. Det kan derfor være en god ting at sætte spørgsmålstegn ved, om du egentlig er for hård ved dig selv - og det er nemmest at gøre det ved at tænke på sig selv som en andens veninde. Ville du virkelig spørge din veninde, om hun er god nok til sin kæreste? Ville du gå og tænke over, om hendes kærester slår op med hende lige om lidt? Nej, selvfølgelig ville du ikke det. Du elsker din veninde, og du ville aldrig gå og vække frygten for, at hun ikke er god nok, for det ved du, at hun er. Derfor er du nødt til at øve dig selv i at være din bedste veninde. Det vil være enormt svært i starten, for det er mange års kritik du skal arbejde med - og i starten vil du hurtigt høre dig selv sige "men jeg er ikke min veninde!". Det er her hemmeligheden er: Du er og bliver den eneste i dit liv, som du er 100% sikker på, du vil være sammen med fra vugge til grav, og hvis du skal bruge hele dit liv på at være din egen værste fjende, så bliver det et meget langt liv. Så du får meget mere ud af at blive din egen veninde, også selvom det betyder, at du må droppe kritikken og sætte spørgsmålstegn ved, hvordan du taler med dig selv.

Sidste råd er: Husk på, at du er et menneske. Så vær sød ved dig selv, lad dig selv lave fejl, og lad dig selv vokse med dit forhold og de oplevelser, der kommer med at være i et forhold. Du vil gøre ting, der gør lidt skade på forholdet, og han vil gøre ting, der skader forholdet, og I må sammen finde ud af, at reparere forholdet igen. Du kan ikke og skal ikke bære dit forhold alene, og det inkluderer også, at du må snuble og gøre dumme ting, sige de helt forkerte ting, og lære af det. Lad dig selv være et menneske, og husk på, at du kan ikke være perfekt, også selvom du nu er i et forhold. Det hele skal nok gå på en eller anden måde.

Jeg ønsker dig det aller, aller bedste i fremtiden.

Frida fra Cyberhus

cyberhuslivs billede
Frida fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program