Eksamensangst
Eksamensangst
Hej brevkasse Jeg går i 9. klasse, så nu begynder eksamen snart. Jeg er ok med i fagene men jeg har sindssygt meget eksamensangst, så jeg ved slet ikke hvordan jeg skal komme igennem det. Har i nogle råd til at få det bedre med eksamen? Mig
Kære du
Tak for dit brev – det er virkelig sejt, at du skriver og sætter ord på det, du kæmper med. Jeg får en fornemmelse af, at du egentlig føler dig fagligt klar, men at angsten for selve eksamen fylder meget.
Du er slet ikke den eneste, der har det sådan. Rigtig mange unge oplever eksamensangst. Det betyder ikke, at du ikke er dygtig – det betyder bare, at du gerne vil gøre det godt. Det er en naturlig reaktion, når noget føles vigtigt.
Hvad kan hjælpe?
-
Øv dig i det, der gør dig nervøs – fx ved at fremlægge foran andre.
-
Lav en plan, så du får overblik over din læsning og undgår at stresse.
-
Brug vejrtrækning, når du mærker angsten – det kan hjælpe kroppen til ro.
-
Tal med nogen – en lærer, ven eller voksen du stoler på.
Du er allerede godt i gang ved at skrive her. Det viser, at du tager ansvar og gerne vil finde en vej. Du kan godt komme igennem det – skridt for skridt.
De varmeste hilsner,
Samara fra Cyberhus