Hash
Hash
Det er nok ikke verdens største problem, men det er blevet et stort dilemma for mig. Jeg har rigtig meget lyst til at prøve hash. Jeg kender flere der ryger, og jeg er blevet tilbudt flere gange. Har sagt nej fordi jeg føler at det er forkert. Er nok også lidt bange for om jeg får det dårligt. Men jeg kan også mærke at jeg har rigtig gerne vil prøve. Jeg er træt af at være den eneste der ikke har prøvet noget.
Hej.
Tak for dit dilemma. Hvor er det fedt at du deler dit problem med os! Jeg kan virkelig godt forstå at du er nysgerrig og gerne vil prøve det.
For det første vil jeg gerne fortælle lidt om hvor mange unge der egentlig ryger hash. Du skriver at du er træt af at være en af de eneste der ikke har prøvet noget, men jeg ved at der er mange mange andre end dig der ikke har prøvet at ryge hash - specielt på din alder.
Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen i 2019 er det 17% af de 15-16 årige der overhovedet har prøvet at ryge hash, mens det kun er 7,4% der har røget den seneste måned. Det er altså ganske få på din alder der faktisk ryger hash eller ovehovedet har prøvet det. Ja okay, tallene fra Sundhedsstyrelsen er lidt gamle, men der er intet der tyder på at det skulle være højere tal i år.
Og som sådan behøver det måske ikke være et stort problem, at ryge hash en enkelt eller to gange. Men der er også et stort MEN.
- Hash er måske ikke farligt, på samme måde som andre rusmidler, hvor det kan være livsfarligt at tage en overdosis, men man kan stadig komme i farlige situationer fordi man er påvirket. Hash kan fx. gøre en ukoncentreret og usikker i trafikken - derfor er det ret afgørende at man ikke er i en situation, hvor man skal bevæge sig ud i trafikken efter man har røget. På samme måde er det også vigtigt at være sammen med mennesker man kender godt og er tryg ved, kan sørge for at skaffe hjælp, hvis det er nødvendigt.Hash kan have nogle negative psykiske effekter, som angstanfald eller psykoser, og for nogle kan det at være skæv være en meget ubehagelig oplevelse hvor man kan få det ret dårligt!
- Hash er meget vanedannende, og hvis det først er blevet en vane, kan det være utroligt svært at komme ud af igen og det kan have store konsekvenser for relationer, uddannelse og arbejde.
- Hash er heller ikke bare hash. Mange oplever desværre at der kan være blandet mange forskellige, og langt farligere stoffer i hashen, for at gøre den mere effektiv og stærkere. Så selvom man "bare" tror man ryger hash, så indtager man måske samtidig noget der er langt stærkere og farligere.
- Og så er der selvfølgelig også det ret vigtige faktum, at det er ulovligt at være i besiddelse af hash. Altså at have hash på sig. Mange tror at det kun er ulovligt at handle med hash, men det er altså faktisk også ulovligt at modtage hash - det er måske en af grundene til at du føler at det er forkert at tage imod når du bliver tilbudt af dine venner? Det er nok ikke verdens værste forbrydelse at ryge hash, men ulovligt er det altså.
Hvis du kan mærke at den her nysgerrighed bliver ved med at fylde, synes jeg du skal ligge forbi SMS-chatten på Netstof, hvor du kan udfolde dine tanker endnu mere, og blive endnu klogere på effekter og bivirkninger.
Jeg vil dog også gerne sige at der slet ikke er noget i vejen med at være en af dem der ikke har prøvet særligt meget. Det er jo faktisk langt de fleste der netop ikke har prøvet at ryge hash.
Jeg håber at du kan bruge mit svar!
Mvh. Chris - Cyberhus