Hej med dig,

Hvor er det bare godt du skriver. For det her er bestemt ikke noget du skal ignorere, og jeg vil afgjort mene, at du skal sige det til dine forældre. Også selvom det er svært at finde ud af hvordan.

Det er ikke meningen, at en pige på 14 år skal gå og have det som du har det. Derfor er det rigtig godt du reagerer. Men det tror jeg også godt du ved, for ellers havde du ikke skrevet. Hvis det er svært at få dine forældre til at lytte, når du prøver at tale med dem om hvordan du har det, tænker jeg, at det måske kan give mening at skrive et brev til dem. I brevet kan du, akkurat som du har gjort her, beskrive hvilke tanker det er du har, hvilken frygt du oplever, og hvilke fysiske symptomer du mærker. Når man taler sammen kan det nogen gange være svært at finde ordene, man kan have svært ved at få sagt det man egentlig gerne vil, og den anden kan nemt komme til at afbryde én eller feje én af. Skriver du i stedet et brev har du tid til at tænke over dine formuleringer, og du kan bedre sikre dig, at du får det hele med. Samtidig er brevet også en kommunikationsform, hvor dine forældre ikke kan afbryde dig, og derfor er "tvunget" til at "høre" det hele, inden de selv kommer med inputs. De ting du har skrevet her er et rigtig godt udgangspunkt. Måske er det dækkende og måske skal der fyldes noget mere på. Det ved kun du.

Du skriver, at din mor siger du er en stærk pige, og ofte tror at du pjækker, når du har det skidt. Her tænker jeg to ting. For det første tænker jeg, at du er stærk, for det kræver en stor styrke at kunne gå med noget som det her alene så længe. Samtidig kræver det også en stor styrke og et stort mod at fortælle andre om, hvordan man har det, når man har det svært. Det fortæller mig endnu en gang, at du er stærk. 

Men når jeg læser det du skriver tænker jeg, at du måske ikke føler dig stærk. Og i hvert fald ikke stærk på den måde din mor mener. Og det fører mig til min anden tanke. Jeg får nemlig fornemmelsen af, at du ikke føler hun hører og ser dig for den du virkelig er, eller mærker hvordan du rent faktisk har det. Måske gør det dig ked af det - både i forhold til ikke at kunne leve op til de forventninger hun har til dig, og det billede hun har af dig, men også i forhold til ikke at blive forstået, set og hørt. Jeg tænker, at din mor formentlig mener det som et kompliment, når hun kalder dig "stærk". Men hvis du ikke føler dig stærk, og samtidig føler du ikke bliver hørt når du råber på hjælp, så er det helt naturligt at blive ked af det, og føle sig misforstået og overset.

Hvorvidt du har angst kan jeg ikke sige med sikkerhed, men der er ingen tvivl om, at du har det svært. Langt størstedelen af dem, der har været udsat for mobning, kæmper med psykiske udfordringer efterfølgende, så det er helt naturligt, at det er noget du mærker. Hvis mobningen stadig står på, er det vigtigt, at du får fortalt dine forældre og dine lærere om det. For mobning skal stoppes, og det er skolens, og dermed lærernes, ansvar at sørge for, at alle elever i klassen trives, og at skabe de rammer, der skal til, for at alle har det godt.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Siv