Spøgsmål

brevkassespørgsmål

Spøgsmål

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 2 dage 8 timer siden

Hej, Jeg er en dreng på 15 år og er lidt forvirret. Jeg har nemlig mødt en sød pige. Vi har kysset/snavet nytårs aften og det er første gang jeg rigtigt prøver at "elske" med en pige. Nu skal jeg mødes med hende i en weekend og er bange for om det kommer til at gå godt. Jeg ved heller ikke helt om hun kunne tænke sig at lave mere end at kysse/snave. Hvad skal jeg gøre for at finde ud af de forskellige ting, når jeg ikke ved hvad jeg skal sige. Nogen gange kan det nemlig godt være ret svært at kommunikere med en pige jeg godt kan lide. Oftest når jeg så tager mig sammen bliver der en akavet stemning i rummet. Kan i hjælpe mig med at finde ud af det og måske komme med nogle tips til hvordan man starter samtalen om fx at kunne lave mere sammen end at kysse/snave. Vi er begge to 15 år.

Svar: 

Kære du 

Først og fremmest, hvor lyder det dejligt, at du har mødt en pige, som du synes er sød, og at I har haft en god nytårsaften sammen. Dernæst kan jeg forsikre dig om, at det er helt normalt, at være nervøs inden man skal mødes igen. Sådan er der mange, både unge og voksne, som har det. Sommetider kan tanker om, hvordan det mon kommer til at gå, fylde utrolig meget, op til at man mødes.

Det lyder på dit spørgsmål som om, du godt kunne tænke dig, at I skulle lave mere end at kysse/snave, men at du er  i tvivl om, om det er noget, hun har lyst til. Jeg synes, at det er mega sejt, at du både mærker, hvad din egen lyst er, men også er opmærksom på, at det er vigtigt at finde ud af, hvad din partner har lyst til, og hvor vedkommendes grænser går. At gå skridtet videre fra at snave, kan betyde mange forskellige ting. Det kunne fx være at berøre hinanden uden på tøjet, at ligge tæt sammen, at se hinanden uden trøje, at kysse hinanden på kroppen (med eller uden tøj), at tage et bad sammen, at have sex osv. Du kan overveje, hvad du selv synes kunne være dejligt, og hvad du godt kunne tænke dig, at I måske lavede sammen.

Det lyder som om, det har været en god oplevelse at kysse/snave nytårsaften. Det er meget forskelligt, hvornår folk har lyst til at gå et skridt videre. Det er derfor godt at være opmærksom på, at det kan være ens partner har brug for, at man kender hinanden godt og langsomt udforsker hinanden og bliver trygge sammen, før man går videre. 

Den bedste måde at være helt sikker på, hvad ens partner har lyst til, er at snakke om det, og som du selv skriver, kan det godt være udfordrende, særligt de første gange man skal starte sådan en samtale. Man kan blive nervøs for, hvordan man skal bringe det på banen, hvad man skal sige, og hvad den anden mon tænker. Jo flere gange man har sådan nogle samtaler, jo mere komfortabel bliver man med det.

Hvis jeg skal prøve at komme med nogle tips til, hvordan du kan starte samtalen, kunne du:

- Starte med at spørge hende, hvordan hun synes det var at kysse sidst i sås. Hvis hun synes det var rart, kan du spørge, om hun har lyst til, at du fx kysser hende på halsen, rører ved hendes krop, eller noget tredje. Hvis hun har lyst til det, kan I prøve at udforske det sammen. Hvis hun virker i tvivl eller ikke har lyst, er det selvfølgelig ærgerligt, men så kan I ikke gå videre. Det kan også være, at I begynder, men at en af jer skifter mening, hvilket er helt okay, men så kan I heller ikke fortsætte. 

- En anden mulighed er, at du kan fortælle hende, at du synes, det er dejligt at kysse/snave med hende, og spørge hende, om der er noget, hun godt kunne tænke sig, at I prøvede sammen.

- En tredje mulighed er at spørge hende ind til, om hun har tidligere har prøvet at gå videre fra at snave, og hvordan den oplevelse var for hende, og om det er noget, hun kunne tænke sig at gøre med dig. 

- En fjerde mulighed er løbende at tjekke ind med hende og spørge, om hun kan lide de ting, I gør sammen. Hvis I fx kysser, kan du spørge hende, om du fx må kysse hende på kroppen. Hvis hun har lyst til det, kan I prøve det, og så kan du tjekke ind igen, hvis der er noget nyt, du vil høre, om hun har lyst til, fx om hun har lyst til, at du tager trøjen af hende eller lignende. Det er vigtigt hele tiden at lytte til, hvad hun siger, og hvilke signaler hun sender med sit ansigt og krop - altså om hun virker til at nyde det, I laver sammen, eller om hun er passiv og stille. Det er selvfølgelig også vigtigt, at du lytter til dig selv og dine egne grænser, så de heller ikke bliver overskredet. 

Det var et par forslag til, hvordan du måske kan tage hul på samtalen. Jeg håber, at du kan bruge svaret, og ellers er du selvfølgelig meget velkommen til at skrive til brevkassen igen. Held og lykke med at mødes med den søde pige igen og sammen at finde ud af, om I skal gå videre fra at kysse/snave. 

Med venlig hilsen Christine fra Cyberhus

Krestines billede
Christine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program