Bange for graviditet
Bange for graviditet
Hej jeg har haft ubeskyttet sex med min kæreste , jeg kan ikke tåle p piller og vi vil ikke bruge kondom. Har læst at rygning nedsætter fertillitet så jeg kan ikke blive gravid nu mens jeg ryger? Har nemlig ikke fået menstruation men har læst at rygning gør så man ikke kan blive gravid, så derfor tror jeg at det kan forhindre graviditet. Er jeg helt gal på den?
Hej med dig,
Det er et godt spørgsmål du stiller, men desværre er du gal på den. Rygning er ikke et anbefalelsesværdigt præventionsmiddel.
Det er rigtigt, at rygning kan nedsætte fertiliteten. Med tryk på både kan og nedsætte. Rygning forhindrer ikke graviditet, men hos nogle nedsætter det fertilliteten en smule, så det bliver lidt sværere at blive gravid. Men det er langt fra hos alle og man kan sagtens blive gravid selvom man ryger.
Du skriver, at du ikke kan tåle p-piller og I ikke vil bruge kondom. Heldigvis findes der andre præventionsmidler end kun de to som er sikre. Når du skriver, at du ikke kan tåle p-piller antager jeg, at det er hormonerne i pillerne du ikke kan tåle. Mange præventionsformer indebærer hormonpåvirkning, men dem vil jeg undlade at rådgive dig om.
I stedet vil jeg anbefale dig at få lagt en kobberspiral. En kobberspiral fungerer ved, at den bliver lagt op i livmoderen, hvor den skaber et miljø, der gør, at et eventuelt befrugtet æg ikke vil kunne sætte sig fast. Kobberspiralen indeholder ingen hormoner, og den er ovenikøbet så smart, at når først den ligger der virker den, og man skal ikke bekymre sig om den. Det eneste man skal huske er at få den skiftet hvert femte år, og få den fjernet, hvis man gerne vil være gravid. Kobberspiralen kan købes på apoteket og man kan få den lagt ved sin egen læge.
Mit råd til dig er derfor at få booket en tid hos din læge hurtigst muligt til en snak om prævention, og om hvorvidt kobberspiralen er den rigtige præventionsform for dig. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at kobberspiralen ikke beskytter mod kønssygdomme, og at langt de fleste med kobberspiral oplever kraftigere menstruationsblødninger. Når det så er sagt er det en nem og billig præventionsform, som man ikke mærker noget til i hverdagen (forudsat den sidder rigtigt, naturligvis), og som beskytter ligeså godt mod graviditet som p-piiller.
Mange hilsner,
Siv