Homoseksualitet

brevkassespørgsmål

Homoseksualitet

brevkassespørgsmål af
Anonym
10 år
Oprettet 8 måneder 5 dage siden

Hej jeg er bøsse og er forelsket i en dreng han er også forelsket i mig og jeg tør ikke at spørge ham om vi skal være kærester hvad gør jeg

Svar: 

Hej,

Først og fremmest vil jeg gerne rose dig for at åbne op og dele dine følelser med brevkassen. Det kræver mod og styrke at være ærlig om ens følelser og seksualitet, især når det kommer til kærlighed og relationer.

Når det kommer til at spørge den dreng, du er forelsket i, om at være kærester, er det forståeligt, at du føler dig nervøs. Det er en stor beslutning. Derfor er det normalt at føle en usikkerhed og nervøsitet i denne situation.

Da kærlighed kommer i mange former, findes der heller ikke ét korrekt svar på, hvordan du bør handle i denne situation. Jeg vil blot forsøge at komme med et par råd som muligvis kan hjælpe og guide dig.

Et råd før du spørger ham om kærester kan være, at du gør dig tanker om hvad du gerne vil sige til ham, uden at du skal forberede en hel tale, men at du åbner op for dine tanker og følelser. Det kan muligvis også være med til at skabe en ro i dig.

Hvis det er svært for dig ift. hvordan du lige skal åbne op for samtalen, kan du foruden at udtrykke dine tanker og følelser, sige noget i retning af ’’Jeg har haft det virkelig godt sammen med dig, og jeg har lyst til at være mere end venner. Hvad tænker du?’’.  

Når du føler dig klar til at spørge ham, kan du overveje hvornår du skal gøre det og i hvilke omgivelser du vil gøre det i. Det kunne f.eks. være at finde et roligt øjeblik og sted, hvor I kan snakke uden forstyrrelser, så der er plads til at I begge to kan åbne op?

Måske er det ikke det i sig selv at spørge ham om I skal være kærester der gør dig usikker men måske nærmere hans potentielle svar, der gør dig nervøs? Husk, at uanset hvad svaret er, så ændrer det ikke på, hvor værdifuld du er som person. Det er okay at være sårbar og at tage det i dit eget tempo.

Jeg håber du kan bruge mine råd!

Mvh

Camilla    

cyberhuscamillas billede
Camilla fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program