Ked af det

brevkassespørgsmål

Ked af det

brevkassespørgsmål af
C
14 år
Oprettet 11 måneder 2 uger siden

Her på det seneste har jeg været ret ked af det. Jeg aner ikke hvorfor for jeg synes jo sådan set at jeg har det godt. Men flere gange om ugen bliver jeg bare pludselig ked af det og særligt når jeg skal sove. Jeg er lidt bange for at jeg er mærkelig eller noget. 

Svar: 

Hej med dig

Det er træls at være ked af det, uden at man ved hvorfor. Det er der mange, der har prøvet. Det kan godt føles mærkeligt. Men det er helt normalt at humøret kan svinge. Og også helt normalt, at det kan være svært at gennemskue. Du skriver, at du jo synes, du har det godt. Men stadig bliver du ramt specielt om aftenen.

Om aftenen kommer der ofte lidt ro på dagen og der kan dukke følelser op, som der måske ikke har været så meget plads til i løbet af dagen. Det kan være meget forskelligt, hvad de følelser betyder. Jeg har et par bud;

Når man er teenager og måske kommer i puberteten, sker der utrolig meget med én og kan der godt være nogle følelser, som bliver forstørret, uden nogen særlig grund. Så måske er det derfor.

Det kan også være andre grunde, som kan påvirke dig. Måske oplever du, for tiden, at der er mange ting om ørerne på dig? Så kan kroppen godt reagere med at man bliver ked af det. 

Relationer kan også påvirke en meget. Hvis der fx er nogle svære ting med dine veninder eller familie eller noget, der er svært at forstå, så kan det også gøre en ked af det.

På den måde kan der være mange grunde. Og måske finder du slet ikke grunden, selvom du tænker og undersøger. Det kan sagtens være, det går over igen, men hvis du føler at du bliver ved med at være ked af det i længere tid, så er det måske en god ide at se, om der skal gøres noget mere ved det. 

Når man har det sådan, så kan det - for nogle - være rart at fortælle det til nogen, så måske har du en god veninde eller en voksen, du vil dele det med. Bare det at sige det, kan allerede nogle gange lette humøret lidt. Og nogle gange kan det være en stor trøst at høre, at andre måske kender til det man står i eller kan forstå det. 

Masser af tanker herfra

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program