Min niece kan ikke lide mig

brevkassespørgsmål

Min niece kan ikke lide mig

brevkassespørgsmål af
L.I
19 år
Oprettet 2 måneder 3 uger siden

Hej Cyberhus. Jeg er en pige på 19 som har en søster på 23 og en bror på 28. Trods aldersforskellen var vi alle 3 meget tætte da vores bror boede hjemme og også et par år efter han flyttede hjemmefra, men så fandt han sin kæreste og det blev mindre og mindre vi så til ham, desværre. Jeg havde dog fuld respekt for at han "var blevet voksen" og gerne ville starte sit eget liv. For 3,5 år siden blev han så far til en lille pige. Jeg har gjort virkelig meget, synes jeg selv, for at være sammen med dem, men de har utrolig travlt og nærmest aldrig tid, så jeg får tit et nej når jeg spørger om vi kan ses. Jeg ser dem pt. måske kun 5-7 gange om året og det synes jeg selvfølgelig er ærgerligt, men jeg føler også jeg har gjort hvad jeg kan for at se dem oftere, og har derfor også accepteret at det er sådan det er nu. Men NÅR vi så endelig ses, så oplever jeg at min niece slet ikke vil kendes ved mig, og jeg forstår ikke hvorfor, for det er kun mig, hun er sådan overfor, ikke overfor min søster eller vores mor eller andre i familien. Jeg ved godt hun kun er 3,5 år, men det sårer mig virkelig meget og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal takle det. Når vi fx skal sige hej og farvel, så får min søster et stort kram, men hun nægter at give mig et kram og nægter at sige farvel til mig. Jeg havde købt chokoladeknapper til hende for et par uger siden, som jeg ved hun elsker, men hun sagde at hun ikke ville have dem. Til hendes 3 års fødselsdag kastede hun min gave væk, selvom det var noget hun selv havde sagt, hun ønskede sig. Det var igen kun mig der fik sådan en reaktion. Jeg kan mærke det påvirker mig meget dårligt psykisk selvom det kun er et barn. Jeg føler jo at noget er galt med mig når min niece slet ikke kan lide mig, især når hun bare elsker min søster... Har i mon et råd til hvad jeg kan gøre ved det? Jeg er SÅ ked af det... Vh. fasteren.

Svar: 

Kære faster L.I.

Først og fremmest vil jeg gerne takke dig for at sende dit spørgsmål til brevkassen. Det er så dejligt, at du vil dele dine bekymringer og aktivt forsøger at søge hjælp i den situation du er i. Det første jeg vil påpege er, at du skal være utrolig stolt over, hvor god en faster samt lillesøster du er for din familie. Det er betænksomt af dig at have forsøgt at give din bror plads til at udvikle sig dengang han flyttede ud selvom det måske ikke var helt let for dig, at jeres søskendedynamisk blev nødt til at ændre sig. Desuden skal du også have et klap på skulderen for at forsøge at tilbringe så meget tid med hans nye familie på trods af, at de har travlt med deres egen lille hverdag. Udover det så behandler du din niece på en betænksom måde ved at købe hende gaver, vise hende omsorg og skrive herinde for at forbedre jeres forhold på trods af de omstændigheder du er i. Du har bragt mange eksempler i dit brev, der viser dine store familieværdier, og jeg håber at du selv kan se, hvor hensynsfuldt et menneske du er i mod din familie. 

Da jeg fornemmer, at du er et menneske, der holder meget af din familie, kan jeg forstå, at du har det specielt svært ved tanken om dit forhold til din niece ikke er optimalt. Det kan være svært når man oplever sit eget familiemedlem ikke holder af en eller et barn hellere søger mod andre familiemedlemmer end dig, og man kan begynde at tænke "hvad gør jeg galt?" og "hvad gør de rigtigt som jeg ikke gør?". Her skal du huske, at dine tanker er helt normale, og mange mennesker oplever begge dele af de problematikker som du står i: Både det at blive skubbet til side af ens familie, når de har så travlt i hverdagen eller føle sig uønsket af yngre familiemedlemmer. Derfor er dine bekymringer og følelser helt valide, og der er intet galt med dig for at tænke sådan. 

Jeg kan også forstå den ekstra frustration der kan forekommer i og med, at din niece trods alt kun er et barn, og derfor kan det skabe en hel del forvirring omkring, hvorfor det virker til at hun ikke kan lide dig. Det er meget sjældent, at børn i den alder forstår koncepter som varig had mod andre, og derfor er det vigtigt, at huske dig selv på, at din niece forstår ikke "voksen-følelser" på samme måde som du og andre gør. Men derfor er det stadig helt forståeligt og okay, at du føler at hendes reaktion i mod dig er sårende.

Hvad kan du gøre?

Du kan gribe denne situation an på lidt forskellige måder, og her er mine bedste bud:

- Eftersom du selv nævner, at du næsten ikke får set din brors familie særlig ofte, giver det automatisk udfordringer for dit forsøg på at forbedre dit forhold til din niece. Børn finder vanskeligheder ved at huske båndene med mennesker de ikke ser særlig ofte, og jeg tænker jo mere tid i tilbringer med hinanden, desto nemmere bliver det at danne en bedre relation mellem jer. Selvfølgelig er det ikke let, når du selv nævner, at de har svært ved at finde tid til det, men jeg vil anbefale at tage fat i din bror, og fortælle ham, at du gerne vil føle dig mere inkluderet i familien, fordi du savner at se dem samt du gerne have at hans datter skal vænne sig mere til dig. Du kan evt tilbyde at babysitte hende de dage, hvor din bror og hans kæreste har travlt eller tilbringe mere tid hjemme hos dem f.eks. spise aftensmad engang i mellem. Så kan han også blive klogere på, hvordan siutationen sårer dig, da det kan være, at han ikke er klar over det.

- Udover at tale med din bror, så vil jeg anbefale at tale omkring det med dine andre familiemedlemmer som din søster, mor eller din brors kæreste (hvis du ikke allerede har gjort). Dermed kan de få sig en idé omkring problematiiken og kan måske hjælpe med at danne bro mellem din niece og dig f.eks. sætte sig lidt tilbage når familien er samlet så du og din niece kan have en chance for at blive tættere.

- Derudover vil jeg anbefale at forsøge med forskellige lege med din niece, da børn elsker at blive stimuleret. Forsøg med klassiskere som gemmeleg, lege med dukker, male sammen eller tage i legeleg bare jer to. Jeg kan forstille mig, at det vil styrke jeres forhold mere end at give hende legetøj, da børn ikke finder værdi i gaver på samme måde som voksne gør. 

- Hvis intet rigtig lykkes lige nu, er det også vigtigt at huske at tingene kan ændre sig helt automatisk, ganske enkelt fordi din niece udvikler sig, i takt med at hun bliver ældre. Hun har ikke truffet en belsutning om at hun ikke kan lide dig, men et barn på 3,5 kan være enormt selektivt omkring hvem det føler sig tryg ved, og hvem det ikke gør. Og der behøver ikke være en logisk voksen forklaring. Det er naturligt og helt okay, og det er noget der kan ændre sig mange gange gennem tiden, så selvom du har svært ved at komme igennem til hende lige nu, kan I være enormt tætte om et år eller to. 

Jeg håber, at dette svar har givet dig en idé om, hvordan du skal forholde dig til situation fremover, og jeg er sikker på, at alting nok skal løse sig med tiden - specielt når hun bliver ældre og bliver klogere på verden. Sørg for at have tålmodighed og så skal det hele nok blive godt :) Ønsker dig alt held og lykke!

Varmeste hilsner,

Samara fra Cyberhus

cyberhussamaras billede
Samara fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program