What to do

brevkassespørgsmål

What to do

brevkassespørgsmål af
Emilie
19 år
Oprettet 2 år 5 måneder siden

Hej. Mit problem er, at jeg har mødt en fyr som kommer fra udlandet og har boet i Danmark i næsten 10 år. Vi blev venner, men han vil gerne mere og har villet mere nærmest fra starten, da vi mødte hinanden for 2 år siden. Jeg har været ærlig og sagt at jeg ikke har det på samme måde, men det er som om, han stadig har et håb for at jeg skifter mening. Han siger dog selv, at han accepterer, at vi bare er venner. Nu er jeg helt ærlig og fortæller her, hvorfor jeg ikke føler det samme. Det lyder måske fordømmende, når jeg fortæller det, men det er sådan jeg desværre har det. Først og fremmest er det sådan, at jeg tydeligt kan mærke, at der er en stor forskel på måden vi tænker. Jeg ved godt, at man ikke behøver at være ens, men jeg føler i det her tilfælde bare at der er for mange ting, som i løbet af de 2 år jeg har kendt ham, slet ikke har forbedret sig. Han har et helt andet intellekt, som måske er svært at sætte ord på i sig selv, men jeg kan komme med et par eksempler. Jeg fester ikke specielt meget selv, men han fester aldrig, hvilket jeg selvfølgelig har fuld respekt for. Han hænger ud med sine venner, og selvfølgelig er det fint! Men de få gange, jeg så har været til fest, er han blevet virkelig sur på mig, især hvis der går noget tid inden jeg svarer på hans beskeder. Jeg føler det som om, han er jaloux, men igen, han kan jo ikke gøre krav på mig på den måde, især ikke når vi ikke er mere end venner. Det er ikke kun sket 1 gang, men måske nærmere 10?gange, hvor vi har haft den samme diskussion igen og igen, jeg siger, at han ikke kan tillade sig at blive sur på mig, over at jeg er til fest, og i sidste ende undskylder han og siger, jeg har ret, og han ikke skal bestemme hvad jeg laver. Men det sker alligevel igen efter noget tid. Det er bare for meget for mig nu. Et andet eksempel er, at han af og til, hvis vi skriver/snapper sammen og jeg skal et eller andet sted hen, så kan han finde på at spørge, om han må se mit outfit. Jeg går ikke i udfordrende tøj overhovedet skal lige siges! Men i sommer, da det var varmt, kunne jeg da godt finde på at have en almindelig sommerkjole på. Det blev han også flere gange virkelig skuffet over og spurgte mig fx om jeg virkelig har tænkt mig at gå ud på dén måde og om jeg opsøger opmærksomhed/vil vise mig frem for mændene. Denne snak har jeg ligesom første eksempel også haft med ham flere gange, primært hen over sommeren, fordi det var der, jeg nogle gange havde sommertøj på. Men han gik også selv med shorts og endda bar mave nogle gange, så uanset hvad er det bare dobbeltmoralsk. Og selvfølgelig skal han ikke blande sig i hvad jeg har på. Alligevel finder jeg mig i det, fordi jeg måske et eller andet sted har medlidenhed med ham, altså godt forstår hvordan jalousi føles, da jeg selv har oplevet at være forelsket og jaloux. Men det er jo ikke en passende adfærd, så længe vi ikke er i et forhold og jeg allerede har gjort det klart, at jeg ikke er interesseret i et forhold. Men det er ikke det der irriterer mig mest; det sidste eksempel på en handling, er noget anderledes og handler mere om vores kommunikation, som jeg også til sidst vil nævne mere om. Det er de ting, han snakker om og måden han kan køre emner, som for mig er en lille bagatel, op på, så det mindste bliver “helt vildt”. Fx kan han finde på at snakke i flere timer om hvordan hans mosters mand havde et skænderi med sin fætter. Jeg har lidt svært ved at sætte mig ind i, hvordan de ting, som for ham virker “vilde” kan være så vigtige at fortælle SÅ LÆNGE og SÅ MEGET med mig om. Når det sker får jeg heller ikke et eneste ord indført, han snakker bare uafbrudt, til mit hoved er ved at eksplodere. Der var en dag, jeg sad og så film hjemme hos min søster, hvor han kimede mig op, og da jeg sagde, jeg sad sammen med min søster, sagde han, at det var vigtigt og at jeg skulle ringe til ham straks, fordi der var sket noget helt forfærdeligt! Jeg troede jo det værste og ringede ham op så snart jeg kunne, men det viste sig “bare” at en af hans kammerater havde fået stjålet sin mobil. Selvfølgelig er det virkelig træls for hans kammerat, men jeg kan virkelig ikke se, hvorfor det var så vigtigt at JEG skulle vide det lige med det samme?! Eller er det bare mig? Jeg får nok lidt ondt af ham, så jeg finder mig måske i mere end jeg egentligt har lyst til. Derudover er hans dansk bare virkelig dårligt, og det er nu, jeg måske får mest dårlig samvittighed, for jeg vil jo på ingen måde lyde fremmedhadende (hvilket jeg absolut ikke er; jeg har venner fra alle mulige lande), men jeg har brug for at sige ærligt her i brevkassen, at det irriterer mig en smule, at hans dansk er så dårlig. Jeg ved godt, han “kun” har boet i Danmark i 10 år, men der er bare nogle betydelige fejl, som jeg aldrig har oplevet andre udlændinge lave. Jeg har kommunikeret med folk som kun har boet i Danmark et par år, som er bedre til at kommunikere. Vi har også prøvet på engelsk, men det er endnu værre… Jeg har af og til på en venlig måde korrigeret ham, især på mange af de samme ting igen og igen, men jeg kan gøre det 1000 gange; han lærer det aldrig. Det er som om, han enten ikke kan eller vil blive bedre, og det er bare svært. Det handler dog ikke kun om de grammatiske fejl, også bare måden, han fortolker ting, som nemlig ofte skaber en masse misforståelser i mellem os, for hvis jeg forklarer ham noget den ene dag, kan han dagen efter vise sig at have forstået noget HELT andet, end det jeg sagde. Jeg bruger derfor EKSTREMT meget energi på at forklare og forklare, og det er ærligt talt virkelig belastende, for jeg har selv stress og kan ikke overskue at skulle bruge flere timer om dagen på at forklare ham ting, især ikke, når jeg gang på gang oplever, at han alligevel ikke forstår det eller i hvert fald ikke ændrer noget. Det er bare en virkelig svær relation at være i, men jeg vil selvfølgelig gerne være en god ven. Jeg aner bare ikke hvad jeg skal stille op med det/med ham. Jeg håber i kan give mig et råd. :) Kh. Emilie

Svar: 

Kære Emilie

Jeg kan sagtens forstå at du er frustreret over jeres relation, og jeg synes det er så vigtigt at du har skrevet herind. Jeg kan nemlig forestille mig at din frustration bliver større og større, og det kan være virkelig svært at gå rundt med alene. 

Når jeg læser dit brev, så lyder det til at du er en rigtig god ven, som virkelig gør rigtig meget for jeres venskab og for at han skal føle sig tryg og godt tilpas. Det er virkelig flot af dig, selvom jeg samtidig tænker at du påtager dig en hel masse ansvar, som i virkeligheden ikke er dit. Som du selv skriver, så er I ikke i et forhold, og selvom du, flere gange, har gjort det klart for ham, så viser dine handlinger ikke helt det samme. Det er i hvert fald den tanke jeg får, når jeg læser dit spørgsmål. Jeg ved godt at du handler omsorgsfuldt overfor ham, fordi du holder af ham som en ven - og måske også fordi din samvittighed plager dig, men hvis du fortsætter med at give efter for ham, f.eks. når du bruger lang tid på at forklare ham ting, undskylde for at du ikke svarer med det samme eller ændrer på din tøjstil, så viser du ham noget andet med dine handlinger end dét du fortæller ham med dine ord. Og når man har svært ved et sprog eller har en anden forståelse af verden, som det lyder til at han har, så ser man oftere på handlingerne - som i dette tilfælde så misforstås. 

I den forbindelse, så tænker jeg at det er vigtigt at du begynder at spørge dig selv om hvor meget der er dit ansvar, og hvor meget der er hans. Det skriver jeg, fordi jeg også tænker at han lyder ensom. Det kommer f.eks. til udtryk ved at han meget gerne vil have kontakt med dig det meste af tiden, og at han ringer til dig, når der er sket noget i hans liv (som han synes er vigtigt). Og selvom det er vigtigt at man støtter dem der er ensomme, så skal du huske at det ikke er dit ansvar at være alt for ham. Det ville også gælde, selvom I var kærester. Ingen kan være alt for andre, men alle kan være noget for nogen. Så det er vigtigt at du gør det tydeligt for dig selv hvad du gerne vil være for ham - og hvad du ikke vil være med til. Og så skal du holde fast i det, og spørge dig selv: Er det mit ansvar? Det kan f.eks. være hvis han beder om at se dit outfit, og han har en holdning til det - er det dit ansvar at gøre ham tilfreds? Nej, det er det ikke. Det er dit ansvar at passe på dig selv, og sørge for at du ikke bliver belastet eller stresset af jeres relation, og nogle gange betyder det at du må sige fra - både med handling og ord. 

Man kan godt sige fra på en pæn måde, og gøre det tydeligt for ham, at du ikke står til rådighed 24/7, og at der er visse ting som du ikke ønsker hans holdning til. Første skridt kan være at du bevidst venter med at svare ham, når han skriver - og at du ikke føler dig presset til at svare på hvem du har været sammen med eller hvor du har været. 

Jeg tænker dog at der må være en grund til at du gerne vil beholde ham som ven (andet end din medlidenhed), så jeg tænker godt at du kan fortsætte med at holde kontakt med ham - det skal bare være på dine præmisser, så du ikke altid skal arbejde på at gøre ham tilfreds. I forlængelse heraf, så kan det også være, hvis du har lyst, at du skal hjælpe ham med at finde andre venskaber eller måske endda hjælpe ham med at date. Det kan f.eks. være ved at hjælpe ham på en datingplatform eller på boblberg.dk, hvor man kan finde andre med samme interesser som en selv. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og hvis du nu har brug for mere, så vil jeg anbefale dig at hoppe ind i vores sms-rådgivning. Der kan du nemmere følge op på det svar som rådgiver giver, og på den måde uddybe nogle af de ting som du skriver her. Du finder sms'en her: https://cyberhus.dk/sms

Jeg håber du vil holde fast i dig selv og dine grænser i jeres relation.

Kærlige hilsner,

Camilla

SigneHs billede
Camilla fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program