Hej. Mit problem er, at jeg har mødt en fyr som kommer fra udlandet og har boet i Danmark i næsten 10 år. Vi blev venner, men han vil gerne mere og har villet mere nærmest fra starten, da vi mødte hinanden for 2 år siden. Jeg har været ærlig og sagt at jeg ikke har det på samme måde, men det er som om, han stadig har et håb for at jeg skifter mening. Han siger dog selv, at han accepterer, at vi bare er venner. Nu er jeg helt ærlig og fortæller her, hvorfor jeg ikke føler det samme. Det lyder måske fordømmende, når jeg fortæller det, men det er sådan jeg desværre har det. Først og fremmest er det sådan, at jeg tydeligt kan mærke, at der er en stor forskel på måden vi tænker. Jeg ved godt, at man ikke behøver at være ens, men jeg føler i det her tilfælde bare at der er for mange ting, som i løbet af de 2 år jeg har kendt ham, slet ikke har forbedret sig. Han har et helt andet intellekt, som måske er svært at sætte ord på i sig selv, men jeg kan komme med et par eksempler. Jeg fester ikke specielt meget selv, men han fester aldrig, hvilket jeg selvfølgelig har fuld respekt for. Han hænger ud med sine venner, og selvfølgelig er det fint! Men de få gange, jeg så har været til fest, er han blevet virkelig sur på mig, især hvis der går noget tid inden jeg svarer på hans beskeder. Jeg føler det som om, han er jaloux, men igen, han kan jo ikke gøre krav på mig på den måde, især ikke når vi ikke er mere end venner. Det er ikke kun sket 1 gang, men måske nærmere 10?gange, hvor vi har haft den samme diskussion igen og igen, jeg siger, at han ikke kan tillade sig at blive sur på mig, over at jeg er til fest, og i sidste ende undskylder han og siger, jeg har ret, og han ikke skal bestemme hvad jeg laver. Men det sker alligevel igen efter noget tid. Det er bare for meget for mig nu. Et andet eksempel er, at han af og til, hvis vi skriver/snapper sammen og jeg skal et eller andet sted hen, så kan han finde på at spørge, om han må se mit outfit. Jeg går ikke i udfordrende tøj overhovedet skal lige siges! Men i sommer, da det var varmt, kunne jeg da godt finde på at have en almindelig sommerkjole på. Det blev han også flere gange virkelig skuffet over og spurgte mig fx om jeg virkelig har tænkt mig at gå ud på dén måde og om jeg opsøger opmærksomhed/vil vise mig frem for mændene. Denne snak har jeg ligesom første eksempel også haft med ham flere gange, primært hen over sommeren, fordi det var der, jeg nogle gange havde sommertøj på. Men han gik også selv med shorts og endda bar mave nogle gange, så uanset hvad er det bare dobbeltmoralsk. Og selvfølgelig skal han ikke blande sig i hvad jeg har på. Alligevel finder jeg mig i det, fordi jeg måske et eller andet sted har medlidenhed med ham, altså godt forstår hvordan jalousi føles, da jeg selv har oplevet at være forelsket og jaloux. Men det er jo ikke en passende adfærd, så længe vi ikke er i et forhold og jeg allerede har gjort det klart, at jeg ikke er interesseret i et forhold. Men det er ikke det der irriterer mig mest; det sidste eksempel på en handling, er noget anderledes og handler mere om vores kommunikation, som jeg også til sidst vil nævne mere om. Det er de ting, han snakker om og måden han kan køre emner, som for mig er en lille bagatel, op på, så det mindste bliver “helt vildt”. Fx kan han finde på at snakke i flere timer om hvordan hans mosters mand havde et skænderi med sin fætter. Jeg har lidt svært ved at sætte mig ind i, hvordan de ting, som for ham virker “vilde” kan være så vigtige at fortælle SÅ LÆNGE og SÅ MEGET med mig om. Når det sker får jeg heller ikke et eneste ord indført, han snakker bare uafbrudt, til mit hoved er ved at eksplodere. Der var en dag, jeg sad og så film hjemme hos min søster, hvor han kimede mig op, og da jeg sagde, jeg sad sammen med min søster, sagde han, at det var vigtigt og at jeg skulle ringe til ham straks, fordi der var sket noget helt forfærdeligt! Jeg troede jo det værste og ringede ham op så snart jeg kunne, men det viste sig “bare” at en af hans kammerater havde fået stjålet sin mobil. Selvfølgelig er det virkelig træls for hans kammerat, men jeg kan virkelig ikke se, hvorfor det var så vigtigt at JEG skulle vide det lige med det samme?! Eller er det bare mig? Jeg får nok lidt ondt af ham, så jeg finder mig måske i mere end jeg egentligt har lyst til. Derudover er hans dansk bare virkelig dårligt, og det er nu, jeg måske får mest dårlig samvittighed, for jeg vil jo på ingen måde lyde fremmedhadende (hvilket jeg absolut ikke er; jeg har venner fra alle mulige lande), men jeg har brug for at sige ærligt her i brevkassen, at det irriterer mig en smule, at hans dansk er så dårlig. Jeg ved godt, han “kun” har boet i Danmark i 10 år, men der er bare nogle betydelige fejl, som jeg aldrig har oplevet andre udlændinge lave. Jeg har kommunikeret med folk som kun har boet i Danmark et par år, som er bedre til at kommunikere. Vi har også prøvet på engelsk, men det er endnu værre… Jeg har af og til på en venlig måde korrigeret ham, især på mange af de samme ting igen og igen, men jeg kan gøre det 1000 gange; han lærer det aldrig. Det er som om, han enten ikke kan eller vil blive bedre, og det er bare svært. Det handler dog ikke kun om de grammatiske fejl, også bare måden, han fortolker ting, som nemlig ofte skaber en masse misforståelser i mellem os, for hvis jeg forklarer ham noget den ene dag, kan han dagen efter vise sig at have forstået noget HELT andet, end det jeg sagde. Jeg bruger derfor EKSTREMT meget energi på at forklare og forklare, og det er ærligt talt virkelig belastende, for jeg har selv stress og kan ikke overskue at skulle bruge flere timer om dagen på at forklare ham ting, især ikke, når jeg gang på gang oplever, at han alligevel ikke forstår det eller i hvert fald ikke ændrer noget. Det er bare en virkelig svær relation at være i, men jeg vil selvfølgelig gerne være en god ven. Jeg aner bare ikke hvad jeg skal stille op med det/med ham. Jeg håber i kan give mig et råd. :) Kh. Emilie