Klasse

brevkassespørgsmål

Klasse

brevkassespørgsmål af
Sofia
15 år
Oprettet 5 måneder 1 uge siden

Jeg går i en klasse sammen med en gruppe piger som jeg tidligere har været meget tætte med, og nu vender de mig fuldstændig ryggen. Jeg føler mig enormt udenfor og jeg føler mig ikke velkommen længere. Jeg har nogle gode venner fra en anden klasse som jeg tit snakker med men det er alligevel svært når jeg ikke går i den klasse Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Kan i hjælpe mig?

Svar: 

Hej Sofia

Tak for dit spørgsmål. Hvor er det godt, at du skriver til vores brevkasse. Mange unge kender til oplevelsen af, at det kan være svært med vennerne og derfor går og føler sig udenfor.

Det lyder som om, at det er rigtig svært, at dine veninder fra klassen har vendt dig ryggen, så du nu føler dig udenfor. Det er aldrig rart at føle, at man ikke er velkommen – og slet ikke i ens klasse, hvor man jo ofte bruger mange timer hver dag. Jeg kommer til at tænke på, om du mon har nogen at snakke med om det? Det kan være en forælder, en bedsteforælder, en lærer eller en anden voksen, som du er tryg ved. Når vi synes noget er svært, er det vigtigt, at vi har nogen at gå til, som kan støtte os og hjælpe os. Måske kan det være rart for dig at få snakket om det, og måske kan personen hjælpe dig. Hvis du ikke har nogen at gå til, er du altid velkommen til at kontakte UngeLiv. Jeg har sat vores kontaktoplysninger (mail, telefonnummer og nummer på SMS-rådgivning) ind nederst i dette svar.

Hvis du har en lærer, som du er tryg ved, så kan det måske være en idé at tage fat i vedkommende. Læreren kan måske hjælpe med at få løst de udfordringer, der er i klassen, så ingen føler sig udenfor. Det er en del af lærernes arbejde at hjælpe med, at alle har det godt i klassen. Læreren kender også de andre piger fra klassen og kan måske tage en snak med dem, hvis der er brug for det. Hvis du ikke har en lærer, som du ønsker at gå til, så har skolen en AKT-lærer, som ofte er rigtig god til at hjælpe, når det er svært i klassen. Du kan spørge på skolens kontor, hvem der er AKT-lærer.

Det er trods alt rigtig dejligt og vigtigt, at du har gode venner i parallelklassen, som du kan snakke med og måske bruge tid sammen med i pauserne. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt at holde fast i dem og bruge din energi på dem, så du også oplever et fællesskab/en vennegruppe, hvor du føler dig velkommen. Er det nogle venner, som du også kan ses med i fritiden?

Hvor har du været modig at skrive til os! Jeg håber, at du kan bruge mit svar og ellers må du endelig vende tilbage igen.

Bedste hilsner
Signe, UngeLiv

UngeLiv mail: ungeliv@middelfart.dk
UngeLiv tlf.nr: 8832 4045 (hverdage mellem kl. 11-13)
UngeLiv SMS rådgivning: 40 800 799

middelfartsignes billede
Signe fra Familiehuset i Middelfart har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program