For meget hår på piken

brevkassespørgsmål

For meget hår på piken

brevkassespørgsmål af
Emil
13 år
Oprettet 1 år 1 dag siden

Jeg er en 13 årige dreng der har hår på piken jeg synes selv at jeg har meget og bliver itvil om jeg skal klippe det af eller om jeg skal lade det være. Har aldrig prøvet at klippe det af btw.

Svar: 

Kære Emil

Tak for dit spørgsmål, det er fantastisk, at du tør dele dine bekymringer med os. Det er helt forståeligt at have tvivl og spørgsmål omkring kropsforandringer, især når man er i din alder. Det at få kropsbehåring er en naturlig del af at vokse op og gå igennem puberteten, og det er du langt fra alene om.

Kroppen udvikler sig forskelligt hos forskellige mennesker, og det inkluderer også hårvækst. Det er en god ide at huske på, at det er helt op til dig, hvordan du gerne vil håndtere det, og det er også helt op til dig, at bestemme, hvordan du gerne vil have dit hår. Nogle mennesker foretrækker at trimme eller fjerne det, mens andre vælger at lade det være. Alle har forskellige præferencer, men det vigtigste er at gøre det, der får dig til at føle dig mest komfortabel og tryg. 

Hvis du overvejer at trimme det, kan det være en idé at starte langsomt og forsigtigt, så du kan se, hvordan det føles for dig. For en behagelig første intimbarbering, er her nogle tips der evt. kan hjælpe dig i den rigtige retning:

  • Start med en grundig vask, hvor huden blødes op med varmt vand (brug evt. intim eller mild sæbe).

  • Brug barbercreme eller gel for følsom hud.

  • Barber forsigtigt i hårenes retning (pas på ikke at skære i dig selv). 

  • Afslut med en skylning i koldt vand og brug en mild fugtighedscreme.

Den første barbering er sjældent fejlfri, da det er en proces der kræver tid for at opnå den 'perfekte' barbering. Derfor kan man opleve røde knopper og irritation efter barbering, og det er helt normalt. Jeg har fundet en guide, der har en uddybet forklaring om, hvordan du opnår en behagelig barbering. Guide 

Husk, at det er okay at være i tvivl, og det vigtigste er, at du træffer den beslutning, der føles bedst for dig. Det er helt okay at lade det være, hvis du ikke er sikker eller ikke føler dig klar til det endnu. Jeg ønsker dig alt godt fremover.

De bedste hilsner
Kasper

cyberhuskaspers billede
Kasper fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program