Jeg har en mistanke om, at min søster og jeg blev misbrugt som 3-5 årige

brevkassespørgsmål

Jeg har en mistanke om, at min søster og jeg blev misbrugt som 3-5 årige

brevkassespørgsmål af
Anonym
25 år
Oprettet 5 måneder 2 uger siden

Dette spørgsmål kan indeholde følsomme oplysninger! Læs på eget ansvar! Jeg har en mistanke om, at min lillesøster og jeg blev misbrugt som små på en eller anden måde. Grunden til dette er følgende: 1. Jeg har pludselig fået nogle mærkelige og klamme minder fra min barndom, involverende min søster som lille og en penis, men jeg er jomfru og har aldrig haft sex, så hvordan kan jeg have minder om det? Jeg har aldrig set porno, så det kan heller ikke være det. 2. Jeg har aldrig rigtigt kendt min morfar, og når jeg spørger ind til ham er min familie meget tøvende med at give mig oplysninger. De siger altid, at han enten døde før jeg blev født eller at han døde et år efter 3. Min mormor kom med denne bemærkning som “ægteskab skaber ikke andet end vold og ødelæggelse” - jeg har sat spørgsmålstegn ved denne udtalelse flere gange da jeg altid kun har hørt gode historier om min morfar, men det er ikke altid hun kan holde dem ved lige. 4. Jeg har et lille ar på min pande, som jeg ikke ved hvor det stammer fra. Jeg har spurgt ind til det forskellige gange, men jeg får altid forskellige historier. Enten siger min far eller andre familiemedlemmer, at jeg faldt i min mormors badeværelse og blev syet, eller også siger de, at jeg faldt på en mini-cykel, som jeg havde da jeg var lille. Hvis en af disse historier var sande, så ville de kun holde sig til en og ikke komme med to forskellige versioner. 6. Der er intet i min journal, der tyder på at jeg er blevet syet som lille, medmindre det foregik på et privathospital 7. Jeg har heller aldrig kendt nogen fra min morfars familie. Det er som om den er forsvundet fra den blå luft eller blevet cuttet kontakt til den fuldstændig af en eller anden grund, da min familie aldrig har nævnt dem eller besøgt dem, hvilket er meget underligt efter min mening Kan disse ting være et tegn på, at min familie skjuler noget for mig, eller er jeg bare skør/paranoid? Jeg er ved at blive vanvittig og vil bare gerne vide, hvad og hvis der er sket noget. Og hvordan kan jeg finde ud af, om der er sket noget uden at virke anklagende overfor min familie?

Svar: 

Kæreste du

Mange tak for dit brev.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du er i tvivl om hvordan du skal håndtere alt det her. Det lyder til at være virkelig svært for dig, at være i.

Derfor vil jeg starte med at sige, at det er super stærkt at du rækker ud, og at du lytter til dig selv, og hvordan du går rundt og har det. Det i sig selv kan være rigtig svært.

Jeg vil forsøge at give dig et så godt svar som muligt, så du kan blive lidt mere klar over, hvor du står og hvad du kan gøre herfra.

Du beskriver flere punkter, med ting der bekymrer dig.

Når jeg læser dit brev, bliver jeg nysgerrig på, om du har talt med nogen, ud over din familie, om de her ting du skriver?

Ligeledes bliver jeg nysgerrig på, om du har talt med din søster om dine minder. Hvis du har, hvad hun så siger til det?

Det er svært at sige om du har været udsat for overgreb, det behøver ikke være tilfældet – samtidig kan noget kan måske tyde på at der har været sket noget i din opvækst, hvorfor jeg tænker det er vigtigt du får hjælp til at finde ud af, hvad det er der sker inde i dig.

Det er meget forskelligt om man konkret husker det, hvis man som barn har været udsat for overgreb. Nogle gør, andre gør ikke. Nogle får minder, drømme og andre erindringer når de bliver ældre, fordi der kan være noget der har tricket noget i dem, som har fået noget af det til at komme op til overfladen.

Nogle får aldrig minder om det. Så det er meget forskelligt for den enkelte person, hvordan og om de får erindringer.

Uanset hvad, så tænker jeg det er supervigtigt, at du får mulighed for at tale med nogen om det, så du ikke går alene med det. Det er virkelig godt gået, at du har forsøgt at spørge ind i din familie, og forsøgt at få svar på nogle af dine spørgsmål. Desværre lyder det til, at du ikke har oplevet at blive mødt eller forstået i dine spørgsmål og din undren. Desværre er det jo kun din familie der kan svare på de forskellige ting, men uanset tænker jeg, at du kan få god hjælp, ved at tale med nogen udefra, for at blive mere klar på de ting du oplever at have erindringer omkring. Måske det også kan gøre, at du får mulighed for at få mere klarhed i de erindringer du har nu.

Der findes nogle forskellige muligheder hvor du kan gå hen, for at tale med nogen. Det kan måske virke drastisk for dig, at starte hos en psykolog, derfor vil jeg præsentere nogle forskellige muligheder for dig.

  1. www.csm-danmark.dk har en chat og telefonrådgivning, hvor man anonymt kan tale med dem, hvis man har oplevet overgreb i sin opvækst. Man kan også tale med dem, hvis man er i tvivl om man har oplevet overgreb. Derfor tænker jeg, det kan give rigtig god mening, at prøve at kontakte dem og have nogle snakke med dem omkring det du skriver om i brevet til os. Ud fra det, kan de måske hjælpe dig lidt videre i det hele, og måske have nogle konkrete tilbud at give dig.

        CSM har mulighed for at tilbyde både gruppeforløb og individuelle samtaler, hvis det skønnes nødvendigt. Alt det kan de vejlede dig omkring.

  1. www.headspace.dk har centre rundt i hele landet. Det kan måske give mening at kontakte dem for et forløb, hvor du fysisk møder op hos dem, og taler med dem om hvordan du går rundt og har det helt generelt, og de erindringer/minder du har, og hvilken betydning de har for dig. Jeg vil anbefale at det er fysiske samtaler hos dem, da det vil kunne give dig noget mere end via chatten som er mere enkeltstående rådgivning.

       Det er ikke sikkert de kan hjælpe dig helt på vej i det, men det at tale med nogen, tænker jeg kan være rigtig vigtigt.

  1. Egen læge: din læge kan du altid kontakte og få en snak med og høre lægens vurdering. Lægen har herefter forskellige muligheder. Det kan fx være at tage nogle snakke med dig over en periode, for at støtte dig og finde ud af hvad der vil være mest hensigtsmæssigt at gøre. Lægen kan også give en henvisning til fx en psykolog eller anden hjælp.

Uanset hvad du vælger at gøre herfra, tænker jeg det er rigtig vigtigt at du får rakt ud til nogen. Nogen der har kendskab til at tale med mennesker der har været udsat for overgreb eller kan have været udsat for overgreb, så du kan få hjælp til at håndtere det. Hvis du vælger at opsøge en psykolog, så vil der være mulighed for at søge nogle forskellige fonde så du har økonomisk mulighed for at betale det, ligesom der kan søges timer hos kommunen via serviceloven. Men jeg tænker de andre ting kan give mening at kigge på først, så du forhåbentlig kan blive lidt mere afklaret i, hvad det er du går rundt med indeni.

Jeg håber det hjælper dig lidt på vej, og du er altid velkommen til at vende tilbage, hvis du har spørgsmål til svaret eller andre ting du ønsker at få kigget på.

Tanker fra Rose

Nannas billede
Rose fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program