For lidt søvn
For lidt søvn
Jeg er en dreng på 15 år og går i 9. Klasse men jeg føler mig træt konstant fordi jeg kun får sovet 2-3 timer ver nat. Alle mine venner og familie kalder mig doven, men de ved jo ikke at jeg nærmest ikke sover. Og der kommer mere og mere rod på mit værlse fordi jeg ikke magter at ryde op. Jeg magter heller ikke at lave lektier, og det er et kæmpe problem nå jeg går i 9. Jeg har brug for råd bare et eller andet fordi jeg kan ikke holde det ud mere. Kh Bertram.
Hej Bertram
Jeg tænker bestemt ikke du er doven. Kun at sove 2-3 timer hver nat, vil gøre hvem som helst fuldstændig ude af stand til at fungere normalt i løbet af dagen, så der er slet ingen tvivl om at det er din manglende søvn, der er problemet her, og det skal der selvfølgelig gøres noget ved.
Der kan være mange årsager til at man ikke kan sove. Du skriver ikke noget om hvad der kunne være årsagen, så jeg prøver at komme med nogle af de årsager vi oftest støder på.
Nogle bliver ganske enkelt lidt for optaget af en god serie, gaming eller hvad end det endeløse feed på de foretrukne platforme. Det er nemt at blive "fanget", og optaget, men for nogle bliver det også en slags energiboost der gør at kroppen ikke kan finde hvile. Hvis det er medvirkende kan det være at du skal over eje at lave nogle faste strukturer om hvornår du slukker for diverse devices, så din krop har tid til at finde ro.
For nogle kan det handle om noget så simpelt, at de drikker eller spiser noget, der holder kroppen vågen. Spiser man fx meget sukker i løbet af aftenen, kan det skabe uro i kroppen, som gør det svært at falde til ro. For mange vil det også være svært at falde i søvn, hvis de drikker kaffe, energidrikke, cola eller lignende i løbet af aftenen. Alle de nævnte drikke indeholder fx koffein. Koffein giver faktisk ikke energi, som mange tror. Koffein lammer bare hjernens evne til at registrere at den er træt, og derfor kan det føles som om man har mere energi, selvom kroppen faktisk skriger på hvile. Hvis du drikker koffein holdige drikke om aftenen, vil jeg anbefale dig at stoppe, for det kunne være en stor del af løsningen.
Der er også den mulighed at, du går og tumler med nogle tanker, som fylder rigtig meget? Er man stresset eller bare virkelig presset over et eller andet i livet, er søvnen ofte noget af det første der bliver påvirket. Det kan jo være tanker om hvad som helst. Kærestesorger, forelskelse, pres fra skole, uenigheder med forældre, tanker om fremtiden, og alt muligt andet mellem himmel og jord. Hvis du går og tumler med nogle tanker, så vil jeg anbefale dig at dele dem med nogen. Tanker, som vi går med alene, har det med at vokse sig større og større, indtil de bliver uoverskuelige. At få dem ud at hovedet og dele dem, kan gøre en kæmpe forskel. En ven, dine forældre eller en helst anden, som du er tryg ved, kunne være en mulighed. Alternativt kunne du også starte med at skrive til vores SMS-chat, på 25 80 60 60, hvor du kan dele hvad som helst, helt anonymt.
Det var de årsager vi oftest støder på, blandt de andre unge der skriver om problemer med søvn. Der kan også være helt andre årsager, så jeg vil faktisk anbefale dig at ringe til din læge, og fortælle hvordan du har det. Det lyder måske lidt voldsomt, men manglede søvn er faktisk ret alvorligt. Ud over at man ikke rigtig kan få hverdagen til at fungere, så har manglende søvn også indflydelse på kroppens fysiske tilstand, så man har nemmere ved at skrabe alverdens sygdomme til sig. Ved en snak med lægen, kan lægen stille de helt rigtige spørgsmål, og ret hurtigt indsnævre de mulige årsager, så du ved hvad det er du skal ændre på, for at få et godt søvnmønster tilbage, og ikke mindst bedre balance i hverdagen igen.
Mange hilsner Pedro