Hej. Jeg kan sagtens forstå det du skriver. Jeg kan godt forstå du er rigtig ked af det uden at vide hvorfor, at du tror du kan føle dig ensom nogle gange. Du undrer dig over hvad der sker med dig, når nu det ikke går dårligt i din familie eller skole. Det er én rigtig mærkelig følelse at være ked af det uden man ved hvorfor, det er rigtig skræmmende og man kan blive bange for om man nu er ”forkert” eller om der er noget galt med én.

Mange oplever teenageårene som en tid forvirrende tid med mange humørsvinger og følelser. Ens krop udvikler sig, når man kommer i puberteten; kroppen udvikler sig til at blive en voksen kvindekrop. Men i virkeligheden sker den største forandring i hjernen, der også udvikler sig helt vildt. Kroppen fyldes af hormoner, som er med til at regulere vores følelser, og derfor er det fuldstændig almindeligt at man kan være glad det ene øjeblik, og ked af det, det næste. Hos mange kan det blot være et tegn på at de står midt i en helt naturlig udvikling fra barn til voksen, og det kan føles virkelig overvældende og svært. 

Jeg kan godt forstå du stiller spørgsmålet om, hvad der sker, for det er egentlig ikke rationelt at føle sig ked af det når man ikke har noget at være ked af det over. Der behøver dog ikke altid være en grund til at vi føler som vi føler, det er helt okay og normalt. Når man har det som du har det, er det rigtig dejligt at have nogle gode veninder og familie omkring sig. Du fortæller, at du tror det føles som om du er ensom nogle gange, men samtidig er i tvivl om det kan være det, når du nu har både familie og venner omkring dig. Jeg kan godt forstå du er i tvivl om det, for hvordan kan man være ensom når man har mennesker omkring sig? Man kan sagtens føles sig ensom, selvom man har en masse mennesker omkring sig, og det er helt normalt. Du fortæller at du bliver virkelig ked af det nogle gange uden at vide hvorfor, og så kan du godt føle at du står alene med det hele. Det kan jeg godt forstå, og det er meget hårdt at gå rundt med alene. Jeg tænker sagtens at det kan være oplevelsen af at være alene med de her bekymringer og tanker, der kan give dig en ensomhedsfølelse. 

Nogle gange, når man har det som du har det, kan det hjælpe at åbne sig overfor nogen – enten ens familie eller veninder. Det kan være rigtig svært og meget sårbart at åbne sig op overfor andre, og fortælle hvordan man har det. Det kan dog også give en klarhed og være en hjælp til at forstå hvorfor man egentlig har det som man har det. Ved at dele dine følelser med andre kan det føles mindre ensomt, som om du ikke er alene med det hele. Her er det også vigtigt at huske at langt de fleste mennesker vil kunne genkende den her pludselige følelse af at være ked af det, uden at vide hvorfor, og derfor vil de fleste også meget nemt kunne relatere, hvis du åbner op og deler dine tanker. 

Jeg håber meget at mit svar kan hjælpe dig til at få det bedre. Kram til dig.