Hej, Jeg er en pige på 24 år, som er meget forvirret over mine følelser og hvad jeg skal gøre. Det er sådan at jeg for 1/2 års tid siden begyndte at spille i et band med nogle drenge på min alder. Efter en måned begyndte jeg at tænke mere og mere på en af dem, kald os kalde ham F. Vi øver sådan en gang om ugen - nogle gange flere - og jeg glæder mig altid meget til at se ham og kan da næsten savne ham imellem de her aftaler. Det her crush eller hvad jeg skal kalde det har altså stået på i 5 måneders tid. Der er ikke rigtigt sket noget mellem os udover at vi har ret intens øjenkontakt og det tolker jeg selv som et subtilt tegn, men jeg er simpelthen så usikker på det af to årsager. Den ene er at jeg er usikker på, om det hele er noget jeg selv har fundet på i mit hoved (da jeg har en historik med ikke at stole på min egen intuition og være meget usikker på andres signaler). Det andet er, at han er ret introvert og har social angst. Og det er her jeg synes det er rigtigt svært. I starten vidste jeg ikke at han havde social angst, så jeg tænkte blot at han var meget introvert og nok bare nød introverte aktiviteter som fx at skrive musik - hvilket virkelig fascinerede mig. Men efter jeg fik at vide af en hans venner, at han har kæmpet og kæmper med social angst, blev jeg selv rigtig trigget (han fortalte mig det selv et par uger efter henkastet i en samtale, så han har også selv sagt det). Jeg er vokset op med en far med bipolar lidelse (altså psykisk sygdom), og har selv kæmpet meget med angst, især da jeg var 12-22 år. Har dog gået rigtig meget i terapi og er blevet (og bliver stadig) klogere på mig selv og den angst jeg oplever. Efter jeg fik det af vide er jeg nærmest begyndt at være hyperopmærksom på hans adfærd og følelser og kan da godt se, at han virker usikker eller lidt "malplaceret" i nogle situationer. Og det trigger mig en del, da jeg selv var 12-15 år, var meget ensom og usikker socialt og netop følte mig malplaceret, akavet og forkert i sociale situationer. Så jeg har rigtigt svært ved at håndtere det, da jeg selv får så stærke følelser omkring det og får så stærk en bekymring/medlidenhed for ham, som jeg næsten ikke kan rumme. Det er ligesom at se i et spejl for den periode. Jeg overtænker det og har nogle forestillinger om hvordan han har det, som jeg faktisk ikke aner noget som helst om. Jeg bunder nok de forestillinger i mine egne oplevelser med psykisk sygdom og gerne de allersværste af dem, fx forestiller jeg mig om han nu sidder derhjemme og er ekstremt ensom og ikke har lyst til at leve etc. Jeg overtænker små ting egentlig. Jeg har også enormt meget lyst til at tage mig af ham - og det stammer nok fra min opvækst med en far med psykisk sygdom - fx når folk siger noget lidt udstillende om ham tager jeg ham i forsvar, jeg kan næsten ikke rumme at han skal blive trigget. Ret komplekse og modstridende følelser, som forvirrer mig. Fordi jeg selv er vokset op med psykisk sygdom (og desværre forældre der ikke rigtigt kunne håndtere det og dermed en ret dysfunktionel opvækst) og selv gik ned med stress og voldsom angst for 2 år siden, har jeg siden også lavet nogle forestillinger om, hvordan det ville være godt en potentiel kæreste skulle være. Fx at han skal være mere psykisk stabil, have det nemt social, være en "klippe" for mig osv., fordi jeg er så bange for at gå ned igen eller ende med en person, som jeg skal tage mig af på samme måde som jeg skulle med min far i min barndom. Dog ved jeg jo godt, at alle har deres udfordringer og naturligvis vil jeg gøre plads til det (don't get me wrong). Så er det jo utrolig svært, at jeg har de her blandede følelser for ham. Både at jeg har lyst til at være sammen med ham og jeg virkelig nyder det, at jeg virkelig føler han er en interessant person med en dybde, jeg sjældent oplever med andre mennesker. Jeg er meget nysgerrig på ham og har lyst til at vide alt om ham, og når jeg kigger ham i øjenene glemmer jeg hvad jeg skal sige og jeg synes bare han er sød. Men fordi han er introvert, bliver jeg også meget usikker på mig selv, fordi jeg ikke aner om han har det på samme måde. Samtidigt fylder angstfølelser (om de så er rationelle eller ej) en del, også når jeg tænker på at vi hypotetisk skulle finde sammen (af de grunde nævnt ovenfor). Og alt det her ved han overhovedet ikke. Vi har aldrig snakket om det. Svær situation at være i, fordi jeg ikke kan finde rundt i alle de her følelser (og sortere i og håndtere dem) og fordi jeg alligevel ser ham en eller flere gange om ugen og jo virkelig nyder at være i hans selskab og føler mig tiltrukket af ham og har lyst til at være sammen med ham. Jeg har skrevet til brevkassen fordi jeg tror det er godt at få ud og fordi jeg håber på at kunne sortere lidt mere i fortid, nutid og fremtidens følelser og måske blive klogere på, hvad jeg kan gøre i denne situation. Det skal siges at jeg stadig går til psykolog og dermed stadig arbejder med mig selv og fortiden, dog er dette dilemma ikke noget jeg har nævnt for psykologen. Mange hilsner herfra