Ulykkelig forelsket

brevkassespørgsmål

Ulykkelig forelsket

brevkassespørgsmål af
M
19 år
Oprettet 11 måneder 3 uger siden

Hejsa Min kæreste og jeg slog op for næsten 1,5 måned siden. Kort fortalt var det ham der slog op med mig, grundet at han følte sig forpligtet, i forhold til han bliver student nu her, og han "ville ikke have jeg skulle vente på ham". Derfor mente han, at forholdet ikke var det samme længere og at han heller ikke elskede mig på samme måde mere. Har aldrig fundet ud af hvad det betød.... For mig kom det som et chok ud af det blå, fordi jeg følte vi havde et "perfekt" forhold, og elskede hinanden uendeligt højt, med hele vores fremtid planlagt. Derefter gik jeg selvfølgelig ind i en lang sorg periode, hvor jeg græd hver eneste dag. Vi havde ikke kontakt i omkring 2 uger, men begyndte derefter at skrive lidt sammen om hvad vi laver. Det har jeg også debatteret flere gange om er en god idé, men besluttede med mig selv om at det er okay, fordi det ikke omhandler vores forhold. Nu her efter ca. 1,5 måned har jeg det bedre, græder stadig over ham engang imellem og sørger, men ikke på samme niveau som i starten. Vi skriver stadig lidt sammen, om hvad vi laver, intet andet. Tænker dog stadig på ham hele tiden, både inden jeg sover og som det første når jeg vågner. Efter en måned slettede jeg også snapchat og instagram for at undgå at stalke ham, fordi det kunne jeg ikke lade vær med. Har fundet ud af, at sorgen kommer, af frygten for aldrig at finde en som ham og have noget så specielt som vi havde, da han vitterlig var min drømmefyr og alle vores interesser og personlighed matchede og gik op i den højere enhed. Vi var nærmest skabt for hinanden, så godt vi klingede. Han behandlede mig også helt aldeles perfekt, der er virkelig intet at komme efter. Han er nærmest en mandlig version af mig selv. Jeg er så bange for, at jeg aldrig finder det samme igen, og aldrig oplever kærlighed igen. Jeg er også bange for, at jeg i fremtiden vil sammenligne alle fyre jeg møder med ham fordi han er så perfekt, og har hørt flere gange nu at man romantisere ham og forholdet, fordi vi ikke er sammen længere, men set ude fra er han en perfekt sød ung, klog dreng og det er altså et fact. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Derudover frygter jeg hans studentertid, der kommer om en måned, fordi han skal feste hele sommeren væk. Er bange for, at han finder en ny, eller kommer til at være sammen med alle mulige piger, fordi af det han har fortalt mig, lyder det til at studentertiden var en af grundene til han sluttede forholdet. Det også bare så trælst at han har/skal have det så sjovt i hans sidste gym tid + hele sommeren mens jeg stadig har det ad helvedes til engang imellem. Jeg har virkelig brug for råd ift. til ALT jeg lige har beskrevet, da jeg ikke har nogen venner der har været igennem et heartbreak eller noget lignende.

Svar: 

Kære dig,

Tak for dit spørgsmål.

Først og fremmest sender jeg mine varmeste, virtuelle kram i din retning. Der er helt sikkert rigtig mange, der kan genkende de følelser, som du beskriver, da det desværre er svært at komme igennem livet uden at opleve hjertesorger én eller flere gange.

Du ønsker at få svar på alt, du skriver. Jeg vil gøre mit bedste, men du må derfor forberede dig på at få et af de længere svar. Inden jeg forsøger at svare på de mere specifikke ting, du skriver, vil jeg starte lidt mere overordnet, da jeg tror, det vil kunne skabe et grundlag for resten af mit svar.

Jeg vil nemlig igen understrege, at det du oplever og føler ikke er unormalt, og jeg kan godt forstå, at du stadig er ked af det og tænker på ham. En hjertesorg efter et brud kan gøre forfærdelig ondt, og det kan føles som om, det aldrig vil blive godt igen. Lige nu er mine bedste råd til dig derfor, at 1) give dig selv lov til at være ked af det og 2) giv dig selv en masse omsorg og kærlighed.

I forhold til 1) så mener jeg, at det er naturligt og forståeligt at du har det, som du har det lige nu. Tillad derfor dig selv at have det, som du har det. Giv gerne dig selv lov til at græde en masse og høre trist musik, hvis det er dét, du har brug for. Tillad, at der kan komme dårlige, men også gode dage. Min pointe er, at du skal forsøge at give plads til alle de følelser du har lige nu, og det er helt okay at have det, præcis som du har det. Dét at være menneske betyder nogle gange, at tingene ikke går, som vi ønsker det, og derfor er det vigtigt at forsøge så godt du kan at acceptere, at du er i en svær periode lige nu.

I forhold til 2): det kan kræve omsorg og kærlighed at komme igennem et heartbreak. Den omsorg kan komme fra dem omkring dig, men det kan også kræve, at du er god ved dig selv. Lige som jeg skrev i 1), kan det kræve, at du giver dig selv tid og tilladelse til at være, hvor du er, men i din situation kan du også have brug for at gøre noget, der er godt for dig selv. Forsøg derfor om du kan fokusere på de ting, du godt kan lide, og som før bruddet plejede at gøre dig glad. Det kan være, at du skal være sammen med dine venner, familie, kæledyr eller hvem end, der kan gøre dig glad og give dig positiv energi.

Mærk efter, hvad du har brug for, og gør kun gode ting for dig selv lige nu. Det kan også være, at du kan se en rigtig god serie eller tage nogle varme, lange bade – eller hvad end, der kan give dig en god følelse. Det kan også være rigtig rart at have nogen at snakke med.

Du skriver, at ingen af dine venner har været igennem et heartbreak, så det måske er svært at snakke med dem. Rigtig mange mennesker har (og vil komme til) at opleve et knust hjerte på et eller andet tidspunkt i deres liv. Nu ved jeg ikke, hvordan dit forhold er til dine forældre, eller om du har nogle ældre søskende, som du kunne snakke med? Det kan i hvert fald være rigtig rart at blive hørt og bekræftet i, hvordan du har det af nogen, der har gennemgået noget af det samme. Og ellers synes jeg, det stadig kan være en god idé at forsøge at snakke med dine venner. Måske kan de hjælpe mere end du tror, til trods for, at de måske ikke har oplevet det samme.

De fleste tager det også som en positiv ting, at man gerne vil betro sig til dem og snakke med dem, når tingene er mindre positive. Der findes også en podcast, som hedder ’112 for knuste hjerter’. Den kan bl.a. findes på Spotify. Her taler værten med kendte gæster om lige præcis det her med at have gennemgået et heartbreak, og hvordan det føles nu, hvor gæsten er på den anden side af det. Det kan være, du kan få noget godt ud af at høre den? Måske kan den bekræfte dig i, at du ikke er helt alene i verden med det, du føler nu, eller måske kan den give dig håb for, at der findes noget godt for dig forude.

Du skriver, at du og din ekskæreste cuttede kontakten de første 2 uger efter bruddet, men nu er begyndt at skrive om emner, der ikke omhandler jeres brud, og det har du egentlig tænkt ville være okay. Når jeg læser det, du skriver, så får jeg fornemmelsen af, at det ikke nødvendigvis er den mest optimale løsning for dig at I fortsat holder kontakten – også selv om det ”kun” handler om andre emner. Jeg kan sagtens forstå behovet for at holde kontakten, for det kan føles meget overvældende at skulle sige ”farvel” fra den ene dag til den anden, og cutte kontakten fuldstændig, for på den måde føles bruddet måske lige pludselig mere virkeligt og endegyldigt.

Mit bedste råd er dog alligevel at cutte kontakten til ham for nu. Grunden til jeg foreslår det for dig er fordi jeg tror det kan forsinke din proces med at komme videre, hvis I stadig har kontakt. Når du ser hans navn på din telefon og følger med i, hvad han laver, så vil det helt automatisk lede dine tanker over på ham, og du vil mindes om, at han findes og at I to ikke længere er sammen. Lige nu tror jeg du har mere brug for at fokusere på dig selv, og for en stund glemme hans eksistens. Dét, som vi vælger at tillægge energi og fokus, er også ofte dét, som fylder for os – og hvis han derfor stadig optræder i dine tanker, så tror jeg du vil komme til at lægge din energi det forkerte sted ift. at komme videre. Du skriver også, at du tidligere har valgt at fjerne ham fra diverse sociale medier, så du kan undgå at få lyst til at stalke ham. Det fortæller mig, at din fornuft har fortalt dig det, som jeg skriver. Når jeg læser det, så synes jeg, at du har gjort nogle rigtige gode valg ved bevidst at afskærme dig fra ham på den måde. Det synes jeg er en rigtig god måde at prioritere dig selv på for nu, og gøre det, der giver dig mest ro fra ham.

Det er helt okay at være egoistisk i din situation og kun tænke på, hvad der gør dig godt ift. at komme videre og få det bedre. Det er derfor helt okay at blokere ham, eller lade være med at svare eller kontakte ham for en stund. Jeg tror, det kan være dit næste skridt på vejen til at komme dig. Håber, det giver mening. Du skriver, at du nu efter 1,5 måned stadig kan græde over din ekskæreste og jeres brud, men har det bedre, end du havde i starten. Når du skriver sådan, så kommer du egentlig selv med svaret på, hvad den bedste ”kur” mod kærestesorg er: nemlig at lade tiden gå. Det kan virke uoverskueligt at skulle gå og vente på at få det bedre, men det er det, der virker allerbedst. At give dig tid til at hele og få det godt igen, og i takt med, at tiden går, så vil du få det bedre og bedre, som du selv beskriver, at du allerede kan mærke du har fået.

Prøv at tænke på, hvor store fremskridt du har gjort på 1,5 mdr., og tænk så på, hvor langt du kan komme de næste 1,5 mdr. Klap dig selv på skulderen over, hvor langt du allerede er nået, og glæd dig over, hvor meget længere du er lige om lidt, for det er stærkt gået.

Jeg ved godt, at når man er i din situation, så ønsker man bare at få svar og løsninger på hvordan man får det bedre i en fart. Man bliver ved med at tænke på, om det virkelig kan passe, at man skal blive ved med at have det sådan, som man har det. At man skal gå og vente på, at det hele bliver bedre – og det kan være svært at se, at det nogensinde skal kunne blive godt igen. Hvis du kan genkende lidt af det, jeg skriver, så er du helt ligesom så mange andre, som har oplevet at være igennem det, som du gennemgår. Derfor kan det virke uoverskueligt at få rådet om at give det tid, men det giver nu engang god mening, når man siger, at ’tiden læger alle sår’. Du skriver selv, at du frygter, der ikke findes bedre end ham, og at du frygter, at du ikke vil opleve kærlighed igen. Jeg kan godt forstå, at du tænker sådan, og at det må føles overvældende, og som om der ikke findes noget godt forude.

Når vi er kede af det, kan vores følelser føles meget stærke og ekstreme, men heldigvis er følelser midlertidige. Følelsers natur er, at de ændrer sig med tiden. Det, du føler lige nu, vil derfor ændre sig i takt med at tiden går – og i takt med det, vil der helt sikkert blive plads til glæde og kærlighed igen. Det tør jeg næsten godt love. 

Du skriver også, at du er bange for, at du aldrig finder det samme igen, og bange for at du fremover vil komme til at sammenligne andre fyre med ham. Nu ved jeg ikke, hvor mange forhold du har haft før det her, men hvis det her var dit første rigtige forhold, så kan det helt sikkert være svært at forestille dig, at der findes noget godt forude, som jeg også har været inde på tidligere. Hvis ikke du har haft andre kæresteforhold før, så har du ikke noget at sammenligne med, og derfor vil det her forhold lige nu blive dit svar på, hvor godt det var. Med tiden, når du kommer videre, og engang får dig en ny kæreste, kan du sandsynligvis få øjnene op for, hvad der måske fungerede mindre godt i dit seneste forhold. Du nævner selv det her med at komme til at romantisere ham og forholdet, og jeg tror, det er noget vi alle sammen kommer til at gøre, når vi stadig er kede af det. Du har helt sikkert ret i, at I havde et godt forhold sammen, men der er formentlig også en grund til, at I ikke længere er sammen. Bruddet er kommet som et chok for dig, så det tager længere tid for dig at nå hen imod dét, som din kæreste har tænkt, da han valgte at gøre det forbi mellem jer. En god øvelse du kan lave med dig selv, kan være at tage et stykke papir eller en note på din telefon, hvor du skriver ’ulemper’. Her skriver du så alt det ned, som du overhovedet kan komme i tanke om, som måske i virkeligheden ikke var så godt mellem jer. Måske en dårlig vane, som din ekskæreste havde, eller noget han sagde, som irriterede dig. Måden, han valgte at slå op med dig på, eller hans begrundelse: hvad som helst. Selv i gode forhold vil der altid være noget, som er mindre positivt. Grunden til, at jeg foreslår denne øvelse, er for at du kan skabe lidt mere klarhed for dig og netop undgå at romantisere jeres forhold.

Når man er såret og ked af det, så husker hjernen helst kun de gode ting, så det kan være en god idé at minde sig selv om, at der faktisk ER dårlige ting – for det er der næsten altid, endda også i sunde, velfungerende forhold, hvor parterne stadig er sammen.

Til sidst skriver du det her med hans kommende studentertid. Jeg kan godt forstå, det fylder for dig. Når jeg læser det, så får jeg fornemmelsen af, at han har endt jeres forhold med det formål, at han gerne vil være ”fri” i sin studentertid. Desværre er det tit sådan, at det med at feste og fejre kan blive opfattet som noget, der hænger sammen med at være fuld og gå i byen, og for nogle kræver det at de skal være så bekymringsløse og frie som muligt. Hvis det er tilfældet, så synes jeg først og fremmest, at det er rigtig tarveligt. Men jeg tænker også, at det måske viser, at han i virkeligheden ikke var den rigtige for dig, hvis en kort periode kan afgøre, hvorvidt han vil prioritere jeres forhold. Selv om valget er blevet taget for dig, så skal du huske på, at du er i helt samme situation som ham, og det kan der også sagtens være fordele i for dit vedkommende. Jeg kan godt forstå, hvis det kan være svært at se fordele i det lige nu, men du er også blevet sat i en situation, hvor du ikke skal forholde dig til andet end dig selv. Du er også blevet sat fri, og du har nu en mulighed for at bruge mere tid på dig selv, dine venner, familie, fritidsinteresser eller andet, som du helt selv bestemmer. Grunden til, jeg skriver, som jeg gør, er fordi situationen nu engang er, som den er. Det bedste, du kan gøre, er derfor at forsøge at acceptere den, og forsøge at vende den til noget positivt, når du kan. Det kan være, det giver mening, når du er klar til det. Udover at 'tiden læger alle sår', findes en ligeså god talemåde, nemlig: If it’s meant to be, it will be. Der er altid en grund til, at tingene sker, som de sker, og hvis I to var som skabte for hinanden, så finder jeres veje måske sammen igen en anden gang, hvis det er det, der er meningen. Hvis ikke, så er det sandsynligvis ikke meningen, at det skulle være jer, og så skal du bare glæde dig til, at der kommer noget endnu bedre din vej forude.

Husk også på, at det er din ekskæreste, der går glip af noget ved at have givet slip på dig. Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget.

Held og lykke med det hele! Vicki

cyberhusvickis billede
Vicki fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program