Kan ikke sige fra

brevkassespørgsmål

Kan ikke sige fra

brevkassespørgsmål af
Alberte
14 år
Oprettet 6 år 7 måneder siden

Hej. Jeg er en pige på 14 år, som har et lille problem.. jeg har en veninde som jeg er rigtig glad for. Hun er altid lyttende og virker meget forstående. Problemet er bare at jeg ikke kan sige fra overfor hende.. hun har lånt penge af mig rigtig mange gange, og hun skylder mig nok i alt 500kr nu.. i starten lånte hun 100kr, og hun lovede jeg fik dem tilbage meget snart. Nu er det et år siden, og de 100kr er blevet til 500kr.. jeg har stadig ikke fået dem. Hun kommer altid med undskyldninger og jeg kan bare ikke sige nej overfor hende. Jeg vil rigtig gerne have de penge tilbage fordi jeg mangler dem. Jeg tør ikke sige noget til hende fordi jeg er bange for hun bliver sur eller noget. Der er også tit hvor hun glemmer mig, og kun hjælper hendes andre venner. Når jeg snakker med hende, siger hun at hun beskytter mig virkelig og alt det der, men hun har aldrig bevist det.. jeg kan ikke blive ved med at være sådan her, fordi jeg er træt af at blive udnyttet. Jeg ønsker ikke at droppe hende da jeg stadig holder af hende.. hvad skal jeg gøre?? Kærlig hilsen mig

Svar: 

Hej med dig. 

Øv hvor er det en træls situation du står i! Og et rigtig dilemma, for hvis du konfronterer din veninde, kan du risikere jeres venskab, men på den anden side, så føler du dig udnyttet og vil gerne sige fra. Så der er nok ikke nogen let løsning på det dilemma.

Ud fra det du skriver, så fornemmer jeg, at det ikke kun er de 500 kr., som hun har lånt af dig, som er problemet. Det er også generelt den måde, hun behandler dig på, og at du føler dig udnyttet af hende. Måske har du nogle gange en fornemmelse af, at når hun skal bruge dig, så er hun der for dig, og ellers ikke i så høj grad? Du skriver, at hun tit glemmer dig, hvilket på ingen måde er særlig fedt. Så måske du sidder med en følelse af, at du gør alt for hende, og hun ikke giver dig så meget som du giver hende? Det kan være en rigtig frustrerende følelse at have, og hvis man ikke tager sig af det, så kan man risikere, at den følelse vokser og vokser, og at det til sidst bliver svært at være venner. 

Jeg kan godt forstå, at du er bange for din venindes reaktion, men det er dine penge, og du er i din fulde ret til at få de penge. Det er selvfølgelig lettere for mig at sige, at du skal kræve at få pengene og være ligeglad med om hun bliver sur, for det er ikke fedt at miste en god veninde over et spørgsmål om penge. Men på den anden side har hun ingen ret til at blive sur over det. Jeg tænker, om du kan sige til hende, at du meget gerne vil have de penge tilbage, som hun har lånt, da du selv står og mangler dem. Måske du kan gå med til, at hun kan betale det tilbage over fx 3 måneder. Hvis hun ikke vil gå med til det, så tror jeg, at du bliver nødt til at gøre op med dig selv, om du kan acceptere det, om det vil påvirke jeres venskab senere hen, og om hun er en god nok veninde for dig, hvis hun bliver sur over at betale penge tilbage, som ikke er hendes. 

Jeg vil også anbefale dig at tale med en, som kender dig og din veninde. Måske dine forældre? Det kan være meget rart at høre deres mening om det, hvis de også kender hende. Eller måske en lærer, hvis I går på samme skole? Det er et stort dilemma at gå alene med, så jeg tror det vil være godt at tale med nogen om det.

Hvis du vælger at sige fra overfor din veninde, så synes jeg bare, at du er mega sej! For det er super svært at skulle sige fra, når man føler sig udnyttet, men det er vigtigt at gøre. Du skal ikke lade sig udnytte, for det lyder til at du er en rigtig god veninde og gerne vil hjælpe din veninde, men det er også fair nok gerne at ville have noget igen. Ikke nødvendigvis samme tjeneste, men bare visheden om, at hun altid er der for dig. Og det er måske det, der er det vigtige her - for hvis du egentlig kun føler, at de 500 kr er problemet, og du ved at hun har svært ved at betale det tilbage, så er det også en god egenskab at være det større menneske i den her situation og lade hende beholde de penge (og så måske ikke låne hende penge igen en anden gang). Men hvis du generelt føler dig udnyttet af hende, så synes jeg at du skal sige det til hende. Men mærk efter i dig selv og måske snak med en, der kender jer begge.

Jeg håber ikke at mit svar har ført til mere forvirring over hvad du skal gøre. Mit bedste råd til dig er at lytte og mærke efter i dig selv, hvad der føles mest rigtigt at gøre. Også selvom det er den svære løsning, der føles mest rigtig. Det er vigtigt at mærke efter, hvor ens grænser går, og hvis de bliver overtrådt, så øve sig i at sige fra. 

Mange hilsner 
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program