Pige med dun på overlæben

brevkassespørgsmål

Pige med dun på overlæben

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 1 år 2 uger siden

Hej. Jeg er en pige på 12 (snart 13) og jeg er begyndt at få dun på min overlæbe. Jeg har flere gange ville fjerne det fordi det er maget mørke dun, men er bange for at det bliver værre. Så jeg ville spørger om jeg kan fjerne det nu eller om jeg skal vente.

Svar: 

Kære du

Jeg tror mange kan genkende det her med at kroppen pludselig ændrer sig, og at det nogle gange betyder ændringer, som man er rigtig ked af. 

Mørke hår på armene, benene eller dun på overlæben er helt sikkert noget af det som mange oplever, og som mange er rigtig kede af. 

Du spørger om du skal fjerne dem, eller vente? Det er et godt spørgsmål som jeg ikke kan give dig et enkelt svar på. Den første tanke vil nok ofte være at fjerne dem, for rigtig mange. Men nogle gange så handler forandring også bare om at vende dig til det nye der er sket. Dun på overlæben er virkelig almindeligt hos piger, og selvom du selv er meget opmærksom og ked af dem lige nu, så kan det være at du tænker helt anderledes om dem efter at du har haft dem lidt tid? Så en mulighed er at vente og se om du tænker anderledes om dem, når du vender dig til at de er en del af dig...det tænker jeg sagtens du kunne. 

Hvis du vælger at fjerne dem, så findes der et hav af måder til, hvordan man kan fjerne uønsket hårvækst som overskæg.  Eksempelvis barbering,  voksning eller blegning af hårene.  Det er forskelligt hvilken løsning man synes er bedst, så det er noget man skal prøve at undersøge lidt.

Nogle oplever at huden bliver irriteret, der hvor man fjerner hårene, og nogle oplever også at hårene kan føles kraftigere, når de vokser ud igen.  

Jeg tænker du måske kunne have glæde af at snakke med din mor om dine tanker, og hvilke muligheder du har. Måske har din mor haft nogle af de samme tanker da hun var yngre, som hun kan dele med dig. Måske kan hun give dig nogle præcise råd ud fra hvad hun gjorde? 

Når man kommer i puberteten sker der virkelig mange ændringer med kroppen, og det sker samtidig med, at man som ung ofte er meget kritisk over for sig selv. Derfor kan man nemt komme til at føle sig forkert, og have svært ved at se, at man faktisk er god nok, som man er. Nogle gange kan man blive ked af noget ved sig selv, fordi man tror at andre tænker det samme om det, som man selv gør. Så hvis du eksempelvis synes at det ser forkert ud med de her din, så vil andre tænke det samme. 

Derfor kan det nogle gange være godt at snakke med veninder og venner, om hvordan de har det med alt det der sker med deres kroppe. Jeg kan garantere dig at de også har ting, som de er kede af eller frustrerede over. Noget som du slet ikke har tænkt over, eller måske slet ikke forstår at de er kede af. Jeg godt at det ikke hjælper dig at andre måske har det på samme måde. Når jeg så alligevel skriver det, så er det for at gøre det tydeligt, at de ting vi fokuserer på, bliver de ting der vokser. Og hvis man nogle gange prøver at kigge på sig selv med samme ukritiske øjne, som man ofte ser på andre med, så kan de små skønhedsfejl komme til at fylde noget mindre. 

Mange hilsner Pedro 

Pedros billede
Pedro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program