Jeg ved ikke hvordan jeg skal skrive det her, men jeg bliver nødt til at prøve på en eller anden måde, fordi jeg er desperat for at finde et svar. Jeg er ikke et godt sted i mit liv lige nu. Jeg føler ligeså stille at jeg er ved at brase sammen psykisk. Det er som om at jeg hver dag bliver dummere og dummere. Jeg laver flere og flere dumme fejl, som jeg aldrig bliver klogere af foran alle. Jeg er begyndt at stamme meget mere, jeg hører dårligere og det er som om at jeg får tunnel syn tit og aldrig rigtig tænker over tingene før jeg siger og gør noget, som ender i at jeg hver dag får mig selv til at ligne en komplet idiot. Det hjælper heller ikke meget at jeg P.T aftjener min værnepligt hvor dette bliver udpeget tit. Jeg startede livet ud lidt mere anderledes end andre, for da jeg var 3-4 fik jeg konstateret, hvad overlægen på det tidspunkt kaldte, et "gennemsigtigt billede" af Aspergers Syndrom, eller mild autisme, som de kalder det i dag. Dog er det siden blevet sagt af min vens mor, som er læge, at det ikke passer og at hun ikke kunne se symptomerne på mild autisme i mig. Dog havde jeg stadig en anderledes barndom. Jeg havde det svært ved at lære nye ting. Når folk gav mig en instruks, skulle jeg have den skåret ud i pap 1 milliard gange før jeg forstod det. I skolen fik jeg lov til flere ting end andre. Hvis der var en ting jeg ikke gad i skolen, fik jeg lov til at lade være med at lave det: Konkurrencer, samarbejde med andre elever eller idræt/sport, fordi jeg var bekymret for at folk skulle pege af og gøre grin med mig. På et tidspunkt i 4. klasse fandt jeg ud af at jeg kunne side ved mit eget bord nede i et hjørne i klasseværelset. Det syntes jeg på det tidspunkt var mega fedt, for så kunne jeg gøre det jeg havde lyst til uden at tænke på hvad personen ved siden af tænkte. Når jeg ser tilbage på den tid i mit liv, var det den værste beslutning jeg nogensinde har taget. Pga. dette og at jeg fik lov til lidt mere end de andre, endte jeg med at være sindssygt isoleret fra alle, uden egentlig at tænke over det. Jeg gik ikke til sport eller tog til fester. Generelt var jeg aldrig sammen med nogen fordi jeg helst ville være hjemme, specielt når forældrene ikke var hjemme. Der kunne jeg være for mig selv. Derfor udviklede jeg aldrig nogen interesser, nogen forhold med andre (jeg har ikke og har aldrig haft en kæreste), livserfaring eller kompetencer. Det gjorde også at jeg har det svært ved at sætte mig ind i ting og lære dem og forstå dem til et tilfredsstillende niveau og den dag i dag er der ikke særlig mange ting der interessere mig. Sådan var det fra 4. klasse til ca. 8 klasse, som jeg synes er nogle af de vigtigste år i ens liv i forhold til ens personlige udvikling. I 8. klasse indså jeg hvad jeg havde gjort, og skyndte mig at komme tilbage til hvad jeg syntes/troede var en normal tilværelse. Jeg prøvede at deltage i flere ting, jeg begyndte at sidde ved siden af folk igen i klasseværelset og begyndte endda at gå til noget sport, som jeg stadig går til i dag, dog til en hvis grad hvor jeg er meget alene. Jeg dyrker for det meste sporten alene, fordi jeg aldrig rigtig har sat mig ind i den og har været i situationer hvor jeg ikke havde forberedt mig nok og fik mig selv til at ligne en komplet idiot. Folk grinte og pegede fingre af mig, hvilket gjorde sindssygt ondt. Det var min største frygt, der pludseligt blev realiseret. Efter jeg havde vendt tilbage til en "normal" tilværelse var der dog stadig noget galt, jeg befandt mig med folk, som egentlig ikke vidste hvem jeg var mens jeg desperat prøvede at passe ind. Men lige meget hvor meget jeg prøvede havde jeg intet tilfældes med nogen. Igennem de år hvor jeg sad alene, havde jeg ikke udviklet nogen personlighed og samtidig med dette havde jeg og har stadig det svært ved at lære nye ting og snakke med folk. Dette begyndte en vedvarende periode i mit liv, hvor jeg blev forfærdelig ked af det og frustreret med mig selv. Jeg blev mere og mere bekymret for at være sammen med andre folk, fordi at jeg ikke havde noget tilfældes med nogen, fordi jeg ikke havde noget at snakke om og at jeg havde det svært ved at lære nye ting. Jeg var specielt bange og er stadig er for at snakke to og to med jævnaldrene, fordi de kan være så bedømmende og det kan blive så akavet, specielt når jeg er den jeg er. Jeg havde det endda også svært ved at være sammen med andre familiemedlemmer end min mor og far. De samme problemer opstod med dem, som de gør med jævnaldrende venner/kolleger, hvilket er det mest deprimerende ved det hele. På det punkt føler jeg mig stadig som en outsider i familien. Jeg har prøvet at ændre mit liv, ved at gå imod mine frygter og aftjene min værnepligt i livgarden. Jeg tænkte at jeg ikke blev yngre og ville virkelig gerne opleve et normalt liv som en ung person, sammen med andre normale unge mennesker. Jeg var så træt af hvem jeg var som person på det tidspunkt. Jeg håbede at udvikle en relaterbar personlighed, humor og måske lidt intelligens samtidig med at jeg kunne få noget livserfaring, eller bare et eller andet at snakke om med andre. Men det har vist sig her de sidste fire måneder, at det kræver at du til at starte med har en personlighed og over middel intelligens for at kunne færdes med de andre. Det er svært at indhente og nu som jeg er kommet ud af den isolerende bobbel som jeg har været i igennem hele mit liv, er det hele kommet som et kæmpe chok hvor meget jeg fucker op på alt. Det er også igennem denne tid at jeg er begyndt at føle mig dummere og dummere. Jeg glemmer ting noget oftere, jeg har svært ved at forstå ting endnu mere og generelt er blevet mere bekymret for alt. Folk udpeger altid mine fuckups og det gør ondt hver gang. For hver dag der går, begår jeg dumme, latterlige fejl, som har endt i at folk bagtaler mig, hvilket jeg har oplevet uden de vidste det. Jeg føler som konsekvens af dette at jeg oftere ikke er mentalt til stede. Jeg falder i staver og har svært ved at fokusere på hvad der bliver sagt, samtidig med at jeg oftere også bliver stresset, stammer og bliver klodset. Alt i alt, er det ikke særlig fedt at være mig lige nu, jeg færdes helt klart bedst når jeg er helt alene, hvilket er noget som jeg ikke vil have. Jeg er 20 år og bliver 21 om en lille uge. Jeg vil bare gerne prøve at opleve en normal eksistens som en ung gut i start 20'erne, men det er bare pisse svært. Det ender helt til sidst med disse spørgsmål. Hvad er det helt præcist der er galt med mig? Hvor skal jeg gå hen? Hvem kan hjælpe mig, er der overhovedet hjælp at finde? Jeg håber at i måske kunne give et svar? Vh Mig