Kære dig

Tak for dit meget modige og ærlige brev. Jeg kan forstå ud fra dit brev, at du kæmper med nogle ting, der fylder meget for dig. Jeg håber at mit svar kan lede dig lidt på vej.

Du starter med at fortælle, at du har et dilemma, som er meget sårbart for dig at dele. Og allerede der synes jeg, at du fortjener ros og anerkendelse. Jeg mener, at det kræver en særlig styrke at stå ved de sider af sig selv, som man ikke bryder sig om, og som man ikke har lyst til at vise frem. Så jeg synes at du er godt på vej til at få arbejdet med de ting, du fortæller om i brevet.

Vi mennesker besidder nemlig ikke kun ”gode sider”, som vi gerne vil vise frem til omverden. Vi mennesker har også sider af os selv, som vi synes er pinlige, knap så pæne, og alt muligt andet. Det er jo fordi at vi er komplicerede væsener, som langt fra er perfekte. Sådan er det at være menneske!

Du fortæller, at du er i tvivl om, hvilken retning du skal vælge indenfor uddannelse. Enten kan du tage en STX, eller få en elevplads et sted. Du fortæller dog også, at du er en smule bekymret for at vælge STX, da du er bange for, om det bliver for svært for dig.

Helt konkret tænker jeg om lige det spørgsmål, at det vil være en rigtig god idé for dig at tale med en studievejleder. Jeg har den forståelse, at det ikke er nødvendigt med en STX, for at forfølge din drøm om at blive bygningskonstruktør. Sådan nogle spørgsmål kan en studievejleder hjælpe meget bedre med, end jeg kan.

Med det sagt, så er der nogle ting omkring dit forhold til din søster, som jeg bliver nysgerrig på. Du fortæller, at din søster altid har været dygtig i skolen, og derudover også haft det godt socialt. Så du er nået frem til, at du er jaloux på hende, da du selv føler, at du ikke kan leve op til hendes ”præstationer”.

Og jeg vil starte med at sige, at jeg virkelig godt kan forstå, hvor din følelse af jalousi kommer fra. Det lyder bestemt ikke rart at blive konfronteret med sin egen usikkerhed, hver gang ens søster kommer hjem og fortæller om 10- og 12-taller. Du fortæller også, at det gør dig vred og ked af det, hvilket jeg tænker er helt normalt og forståeligt.

Jeg forstår godt, at du helt automatisk sammenligner dig selv med din søster. Men jeg synes også, at du fratager dig selv den ros du fortjener, når du tænker, at et 4-tal ikke er godt nok, når du har kæmpet hårdt for det, og faktisk selv kan være stolt af det. Det lyder lidt for mig som om, at det netop er når du sammenligner dig med din søster, at du bliver ked af det. Altså, hvis du ikke gjorde det, så ville du måske egentlig være okay tilfreds med dine karakterer?

Alle mennesker har i svingende grad en tendens til at sammenligne sig med andre, og det kan være både godt og skidt. Det kan motivere os til at gøre det bedre, men det kan også gøre os ulykkelige, hvis der er idealer, som vi ikke kan leve op til.

Du skriver, at du gerne vil have, at alle i familien vil tænke om dig, at du er noget helt særligt og bliver til noget stort, når du har færdiggjort en STX. Jeg tænker, at du allerede er noget helt særligt. Og det med at ”blive noget stort” – hvad med at prøve at blive til det, du gerne vil? Jeg ser det i hvert fald ikke som nødvendigt at tage en STX for at være noget helt særligt. Du er jo dig, med både pæne, grimme, gode og dårlige sider, ligesom alle os andre.

Her til slut vil jeg igen sige, at dine tanker og følelser omkring din søster er helt forståelige. Men jeg håber, at du vil prøve forsigtigt at koncentrere dig om at forfølge din egen drøm, og måske endda du på længere sigt kan blive stolt af både dig selv og din søster?

Jeg håber svaret giver mening for dig. Du er altid velkommen til at skrive herind igen.

Kærlig hilsen Jeppe