Uhyggelige scenarier
Uhyggelige scenarier
Hej. Jeg har længe set mange mærkelige ting når jeg lukker øjenene, når jeg skal til at sove. Jeg ser tit en mand, en død mand. Det er en af de ting jeg ser mest, f.eks igår så jeg en mand blive borede i hoved, det er ekstremt ubehageligt når jeg prøver at sove. Det er ikke total tydeligt, men jeg kan ligesom fornemme hvad der sker “foran” mig, kan også se en skov, hvor der ligger et lig i en pose. Ved ikke helt hvad det skal betyde, men det er ikke særlig rart. Jeg er ikke rigtig bange for de her ting, jeg finder det bare meget ubehageligt når det ikke lige er det man vil se, når man ligger alene på et mørkt værelse.
Hej med dig
Mange tak for dit brev til brevkassen. Jeg synes at det er en god idé, at du skriver herind, da jeg ud fra dit brev fornemmer, at det er noget som har fyldt for dig, over en længere periode.
Du skriver til os, fordi du har nogle ubehagelige, og uhyggelige tanker, inden du skal sove. Det kan jeg sagtens forstå, er generende for dig. De billeder, som du beskriver, lyder bestemt heller ikke særlige rare at se for sig, når man ligger alene i et mørkt rum.
Når det så er sagt, så er der flere ting som jeg selv kommer i tanke om. Først og fremmest, så vil jeg sige til dig, at der ikke er noget som helst unormalt i det, du beskriver. Vi mennesker har jo mange, mange tusinde tanker i fra vi står op, og til vi går i seng.
Nogle tanker er rare, nogle er neutrale, andre kan være ubehagelige. Men det er her vi kan minde os selv om, at tanker jo egentlig bare er tanker. De billeder som du beskriver, gør i hvert fald ikke mig bekymret. Jeg tænker mest af alt, at du har en livlig fantasi, og det er der jo ikke noget i vejen med.
Har du prøvet nogle teknikker, for at slippe for tankerne? Når en af billederne opstår, så kan du måske næste gang prøve at skifte dit fokus til dit åndedræt og mærke hvordan det føles at trække vejret, eller tænke på noget rart fra dit liv. Jeg ved ikke, om du tit ser gyserfilm eller andet der er skræmmende, men hvis du gør, så kunne det måske også være en idé at skrue lidt ned for det, og se om det betyder noget for, hvad du tænker om aftenen.
Du nævner, at du ikke er bange for de her ting, og jeg får heller ikke det indtryk, at du som sådan har problemer med at sove. Så jeg er egentlig ikke så bekymret ud fra det du fortæller, selvom jeg som sagt sagtens kan forstå at det ikke er særlig rart for dig.
Som sagt, så oplever alle mennesker at have uønskede tanker af og til. Så længe vi er bevidste om, at det ”bare” er det, og at vi egentlig et godt stykke hen af vejen selv kan styre hvad vi tænker på, så kan vi meget bedre hjælpe os selv, når de her tanker opstår.
Håber at du kunne bruge mit svar til noget. Ellers er du velkommen til at skrive til os igen.
Kærlig hilsen Jeppe