Kan ikke sige fra
Kan ikke sige fra
Hej CH. Jeg kan ikke sige fra og det er et meget stort problem da jeg køre motocross hvor cirka 90% der køre motocross er drenge og 10% er piger. Før jeg begyndte at interessere mig for motorcykler red jeg heste. Når jeg red ville jeg hele tiden galopere, men en hest bliver træt og har brug for en pause så det blev møg kedeligt... Min bror kørte meget motocross da jeg var yngre og jeg kunne godt lide at komme med ud på banen for at stå og se på når han kørte. Efter 5 år med ridning gad jeg ikke mere og da jeg blev 11 fik jeg min første off-road motorcykel. Det var lige noget for mig da jeg godt kan lide at presse mine grænser! Jeg endte med at vinde et danmarksmesterskab, men det var der nogle ulemper ved. Det gjorde mig hurtigt populær og især hos motocross drengene. Er 15 nu. Jeg kan godt lide drenge og jeg er ikke lesbisk, men de kan godt være lidt for direkte ind i mellem... Der kommer nogle drenge hen til mig tit og starter en samtale med mig. Jeg elsker at snakke så det gør mig glad, men!!! Når jeg får en god samtale med en dreng, som jeg tænker kunne være en god ven, så begynder han at flirte med mig og komme med søde kommentarer. Derefter spørger han mig om jeg godt kan lide ham, eller om jeg vil snave/kysse. Der går det galt!!! Jeg kan ikke sige fra og det ender med at jeg altid siger ja til alt hvad de drenge spørger mig om selvom jeg har kendt dem i 10 minutter. Nej, jeg har ikke lyst til at snave/kysse med dem og jeg kan godt lide dem bare ikke på den måde. Jeg syntes det er træls jeg ikke kan sige fra og jeg vil ikke fornærme dem eller give et surt/irriteret udtryk. Det er ikke mærkeligt at jeg bliver jagtet, syntes jeg, da der ikke er mange motocross piger at vælge i mellem, men jeg bryder mig ikke om det og jeg vil gerne have en god ven i stedet for at gå og kysse med alle der spørger. Hvordan siger jeg fra uden at blive uvenner med nogen eller udtrykke mig forkert? ;(
Kære Molly
Først og fremmest vil jeg lige sige, at jeg synes, at det er mega sejt, at du kører motorcross, og det lyder jo til, at du er vildt dygtig til det! Det er maks sejt!!
Nå, men tilbage til dit spørgsmål, for der er nogle ting, som går dig på, og det kan jeg virkelig godt forstå. Øv, hvor det lyder til at være nogle trælse situationer, og det er da mega frustrerende. Det virker dog som om, at det, der går dig mest på, er, at det er så svært for dig at sige nej og få sat grænser overfor motorcross drengene. Det kan jeg godt forstå, og det er faktisk noget, som rigtig mange slås med, det her med at få sagt nej. Det er typisk, fordi man er bange for at gøre folk sure eller kede af det, og det kan man jo godt forstå. Det er ikke rart, hvis andre er sure på én.
Det er dog typisk endnu mere ubehageligt at føle, at man har fået overtrådt en grænse, så derfor er det noget, som det er vigtigt at øve sig på. Det kan godt være, at du vil opleve, at der nogle gange er nogle, som bliver lidt fornærmerede eller trætte af det, hvis du siger nej. Det er ikke sikkert, at de så vil være venner, men hvis det er sådan, de har det, så er det måske heller ikke en person, man faktisk skal være venner med?
Derfor er mit råd til dig at sige tingene, som de er. Fortælle dem, at du synes, at de er søde, og at du gerne vil være venner, men at du ikke er interesseret i mere. Hvis de så bliver sure, så må det være sådan, det er, for som sagt så tænker jeg ikke, at man egentlig gider eller skal være venner med én, som ikke kan acceptere, at man sætter en grænse. Det lyder i hvert fald ikke som én, der kommer til at være en særlig god eller støttende ven.
Derudover så tænker jeg, at det er vigtigt, at du taler med nogle om det, hvis du kan mærke, at du har fået overtrådt din grænse, eller hvis du føler, at du har gjort noget forkert, når du faktisk får sagt fra. Nogle gange har man brug for lige at vende det med nogle, så kan det være nemmere at holde fast i, at man faktisk ikke har gjort noget galt. Det kan f.eks. være en veninde, familiemedlemmer eller noget helt tredje. F.eks. er du altid velkommen her på Cyberhus f.eks. i vores anonyme SMS-rådgivning.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du har mod på at prøve at øve dig i at sige nej, for med tiden er jeg sikker på, at det bliver lettere og lettere.
De bedste hilsner,
Dagmar