Har virkelig store bryster

brevkassespørgsmål

Har virkelig store bryster

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 2 år 3 måneder siden

Ja jeg har så ret store bryster. De begyndte allerede og vokse ret meget da jeg var 10-11 og nu bruger jeg en d-skål. Jeg ved godt de fleste ønsker at have store bryster men jeg hader det. Alle kigger. Drengene selvfølgelig og det kan jeg på en måde godt forstå men mine veninder kigger også og jeg har en der altid vil røre. Jeg vil bare gerne have almindelige bryster. Hvordan vender man sig til den krop man har, når man er rigtig ked af den? 

Svar: 

Kære pige.

Tak for dit spørgsmål. Det er meget modigt, at du skriver til os og deler dine svære tanker omkring din krop. 

Jeg kan godt forstå, hvis du føler dig alene om dine usikkerheder. Det kan være ensomt at gå rundt med de tanker, og man kan føle sig som den eneste, der har det sådan. Der er derfor vigtigt for mig at fortælle dig, at du bestemt ikke er alene – de fleste mennesker går nemlig rundt med de tanker engang i mellem. Det er faktisk nok de færreste, som ikke tænker sådan om dem selv. Derfor skal du vide at du aldrig er alene om at blive usikker på dig selv.

Vi er alle forskellige som mennesker, og vi ser – gudskelov – vidt forskellige ud. Det er det, der gør os til unikke væsener. Prøv at tænk på hvis vi alle så ens ud, og hvordan verden så måske ville komme til at se ud? Derfor er der heller ikke noget bestemt ideal for, hvordan man skal se ud. De sociale medier er ofte rigtig gode til at fortælle os, hvordan vi skal se ud – men det er der ingen grund til. Du er præcis, som du skal være.

Du fortæller i dit brev, at du er ked af at folk kigger på dine bryster, og at én klassekammerat gerne vil røre ved dem. Det kan jeg godt forstå er ubehageligt. Jeg synes, det er vigtigt at du sætter grænser for, hvad du ikke bryder dig om, at andre gør. Hvis der er nogle af dine klassekammerat, der kommer med kommentarer, som du ikke bryder dig om, er det vigtigt, at du fortæller dem, at du ikke bryder dig om det, og at du gerne vil have, at de stopper. Hvis du fortæller dem det, er der også en chance for, at de får en bedre forståelse for, at det er grænseoverskridende for dig, og at du ønsker, at de ikke skal gøre noget stort nummer ud af det. Du kan også prøve at fortælle din veninde om din usikkerhed, og at du faktisk ikke kan lide at få andres opmærksomhed på grund af dine bryster. Måske det kan give hende en bedre forståelse for, hvordan du har det.

Vi mennesker er ofte rigtig gode til at være kritiske overfor os selv. Det er ofte de kritiske tanker om en selv, der kommer til at fylde i stedet for de gode. Derfor kan det være en rigtig god øvelse, hvis man stille og roligt begynder at se på selv på en anden måde. Man kan ofte ikke få de kritiske tanker til at forsvinde helt, men man kan øve sig på – en dag ad gangen – at fokusere på de ting, man godt kan lide på sig selv. I starten kan det være grænseoverskridende at skulle fortælle sig selv, at man er god nok, som man er. Men med træning og tålmodighed kan man ofte nå rigtig langt. Man kan starte i det små og lige så stille opdage, at der sker nogle fremskridt. Det er måske ikke i morgen eller i overmorgen, at du mærker den helt store forskel, men det er ofte de små skridt, der tæller. Det er ikke nogen nem øvelse, jeg forslår, men jeg tror, at den på sigt kan gøre en stor forskel for dig, hvis du har mod på at prøve den.

Mange gode tanker til dig.
Emilie fra Cyberhus.

 

cyberhusemilies billede
Emilie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program