Hej. Jeg skriver i et desperat forsøg i håb om nogen vil lytte til mig og ikke bare kritisere og nedgøre mig. Jeg har næsten hele mit liv haft det svært med min mor. Hun er ekstrem lunefuld og kører psykisk totur på en når hun er vred. Hun har kun få gange været fysisk voldelig med lusinger, slåen med ting, spark eller skub. Har prøvet at sige hende imod igennem min opvækst, men så har jeg bare fået fx “Så lad være med at gøre x” eller “du er også sådan…” Kunne skrive en roman om alle de gange hun psykisk har gjort mig ondt, men skal forsøge at holde det kort. 1. Engang da jeg var 14 år og havde glemt mit idrætstøj ville jeg bare cykle hjem for at hente det. Min mor var så hjemme og spørg hvad jeg laver der. Fortæller jeg havde glemt mit idrætstøj også flver hun bare ud i et raserianfald med at nu ydmyger jeg hende foran mine lærerer og nu tror skolen mine forældre er retaderet (pga en fucking glemt gymanstiktaske???). Var helt i chok dengang og kan bare huske jeg grædende sagde undskyld mens hun kylede idrætstøj ned i en taske og sagde til mig hvis den gentog sig ville hun tage alt mit elektronik… 2: i gymansiet da jeg virkelig havde det svært med en moderat depression og havde selvmordstanker og et enkelt mislykket forsøg i baglommen. Valgte jeg komme clean til mine forældre. Min far var chokeret, men min mor sagde blot “Hold kæft hvor du egoistisk. Får du ikke opmærksomhed nok? Er det det?” Struggler desværre dagligt med selvmordstanker, men har sjovt nok ikke lyst til at fortælle især min mor om det. 3. Havde fornyligt en rigtig slem madforgiftning, som ende med at jeg lå halvbevistløs på badeværelset dækket af bræk, og alligevel er min mor syg nok til spørge “Om jeg bare er en diva” hun råbte og skreg også efterfølgende af mig fordi man sjovt nok grisser til når man non stop brækker sig…. 4. Fik fornylig fillers i min læbe (har meget smalle læber og har altid været usikker på dem) også siger hun til mig “Nu er det brian typer der gider dig. Ingen rigtige mænd vil have en luder” Det var lige nogen af de aller væreste. Som sagt der er meget mere, men vil holde det lidt kort. Har prøvet at snakke med alle i min nærmeste familie om det. Men det somom det er “accepteret” at det er sådan hun er og man må bare ignorere hende, og kritiserer man hende får man selv svinere tilbage. Bor stadig hjemme, men arbejder på at flytte ud snart, men er svært for døjer med angst, lavt selværd og alt muligt pis pga min mor Er ved at gå i spåner over det for oveni er min mor rigtig dygtig til at spille sød og forstående når “der er kamera på” men så snart man er alene med hende bliver hun en fucking dæmon Gik hos en mentor for nogen år siden hvor jeg forsøgte at forklare min mor er vanvittigt, men mentoren var bare “Skal jo høre begge siderne af historien, og måsle du også overreagerer lidt? Din mor virker altså meget bekymret for dig og hun var meget forstående da jeg talte med hende” Har efterhånden opgivet nogen overhovedet vil lytte til mig, er ærligt ligeglad med om hun faldt død om imorgen og ja vi har da også haft gode stunder, men der er efterhånden LANGT imellem dem. For mig er hun djævlen selv, men ingen tror på mig og folk bliver oveni pisse rassende hvis man vover at kritisere sin mor, for de jo ikke perfekte og gøre det nok så godt de kan, men vil mene der er forskel på det også hvordan hun er. Det var mit brev. Det blev lamgt alligevel, men havde brug for et sted at lukke luft ud. Døm Mig venligst ikke for hårdt, er bare et total ødelagt menneske der desperat ønsker en stemme og nogen der vil høre på hende… Vh Anna