Lidt blandede følelser

brevkassespørgsmål

Lidt blandede følelser

Hej Cyberhus For nogle måneder siden kom jeg til at læse lidt om ADHD og ADD, hvor jeg fandt ud af, at mange symptomerne passer på mig. Jeg har svært ved at koncentrere mig, svært ved at komme i gang med/færdiggøre opgaver, forlægger ting, distraheret af egne tanker osv. osv. Jeg har længe følt at der var noget ved mig, som ikke helt fungerer som det skal. Om det muligvis kunne være ADHD/ADD, social angst eller lignende er jeg dog i tvivl om, da jeg også har det rigtig svært i sociale situationer. Noget er jeg i hvert fald næsten sikker på ikke er som det burde være. Jeg ville føle at en diagnose endelig kunne give mig lidt ro i mit hoved, da mine tanker normalt kører som en motorvej i myldretiden. Jeg har det desværre utrolig svært ved tanken om at snakke med mine forældre om mine spekulationer. Jeg har dog læst, at for at få ADHD diagnosticeret skal en vedrørende med ind og snakke om symptomer i barndommen, eller noget i den dur. Ved i tilfældigvis om det er muligt at få foretaget en udredning uden? Jeg er begyndt at have det sværere og sværere i hverdagen, og jeg er virkelig ved at være træt af det/: Med venlig hilsen mig

Svar:

Hej med dig,

Det er helt naturligt, at det kan være svært at skulle snakke med sine forældre om et emne som det her. Men måske behøver det heller ikke at være det allerførste du gør. For at blive udredt skal du nemlig starte hos din egen læge, der vil vurdere dig og dine symptomer ud fra det du fortæller. (Det kan i øvrigt være en god idé at skrive det hele ned på forhånd, så du er sikker på, at du ikke glemmer noget, når du sidder foran lægen). Lægen skal så henvise dig til en psykiater eller en speciallæge i psykiatri, som foretager den egentlige udredning. Og det er først i den forbindelse, at dine forældre kommer ind i billedet. Selve udredningen kan nemlig ikke foretages uden deres (eller en anden nær pårørendes) beskrivelse også. Men det er altså ikke det allerførste, der skal ske.

Faktisk kan din læge også hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du skal snakke med dine forældre om det. For udover at lægen vil undersøge dig og spørge ind til dine symptomer, så kan du også snakke med din læge om dine bekymringer for at skulle snakke med dine forældre. Lægen vil kunne hjælpe dig til at finde den bedste måde at tale med dem om det på, og vil også kunne hjælpe dig med at få sat ord på, hvad det er der gør, at du har svært ved tanken om at snakke med dine forældre om dine spekulationer. For igen, det er helt almindeligt at have det sådan - sådan er det mange, der har det. For nogle handler det om, at de skammer sig, for andre om, at de er bange for at være til besvær, for andre igen om, at de er bange for ikke at kunne leve op til forældrenes forventninger til dem, og for andre igen om noget helt fjerde. Uanset hvad der er på spil for dig, så vil det højst sandsynligt være en stor hjælp for dig at få sat ord på det over for din læge. Udover at undersøge kroppen og de fysiske symptomer bliver læger nemlig også trænet til at tale om de ting, der er svære for os, indeni.

Og selvom det er svært at tale med dine forældre, så er det vigtigt, at du får talt med dem. På et tidspunkt. Det behøver ikke at være lige nu og her, og det behøver ikke at være det første du gør. Men det er vigtigt, at du taler med dem på et tidspunkt. Dels for at du kan få lettet dit hjerte, dels for at du har nogen at tale med om det du går igennem, dels for at de forstår, og dels for at de kan hjælpe og støtte dig bedst muligt. både nu og i fremtiden.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Siv