Kære Lilly

Tak fordi du rækker ud og skriver ind til os. 

Til start vil jeg virkelig rose dig for at række ud til din mor, og fortælle om hvordan du går og har det, og hvordan du oplever din papfar behandler jer. Det er virkelig sejt gået at du fortæller hende om det, for jeg kan høre, at det har været enormt svært for dig. Samtidig er jeg også glad for at høre at din mor ikke er ligeglad, men lytter til dig og gerne vil prøve at tale med din papfar. 

Jeg forstår dog også godt, at du har ondt i maven og fortryder at du har fortalt det, for det er bare enormt svært at skulle sige sådanne ting højt og risikere at gøre andre kede af det, men samtidig holder jeg fast i min ros til dig, for at sige det højt og ikke gå rundt med det alene. Du har ret til at have en tryg hverdag. Det har alle børn og unge, ja alle mennesker uanset alder! Og hvis den ikke er tryg at være i, er det vigtigt at gøre noget ved det og se om man kan ændre noget. Du fandt her en rigtig god og fornuftig løsning, at fortælle det til din mor. Jeg tænker faktisk også at din mor er rigtig glad for at du fortæller hende om det, og kan hjælpe hende til at i får det bedre alle sammen. Det kan betyde at din mor går fra din papfar til sidst, men så er det også den rette løsning hvis det er det hun vælger. Lige nu lyder det til, at hun forsøger at tale med ham om det og forsøger at hjælpe ham til at han kan behandle jer anderledes. 

Derfor vil jeg også anbefale dig, at du  fortsætter med at tale med din mor om hvordan du har det, og det du oplever om hvordan han behandler hende. Måske har hun vænnet sig til det og derfor ser hun det ikke på samme måde som dig. Ved at tale sammen, kan i bedre få en fælles forståelse af hvad der foregår og du kan samtidig hjælpe hende til at få fundet ud af hvad der skal ske fremadrettet. 

Måske kan det være hjælpsomt for dig at tale med nogle andre også? Fx på gruppechat.dk kan du møde andre unge i trygge rammer. Ellers kan det måske være hjælpsomt for dig at skrive til Cyberhus's sms rådgivning og tale om hvad du kan gøre herfra. 

Men en ting er sikkert og det er at det er virkelig sejt gået, at du ikke går med det alene, men fortæller din mor ærligt om hvordan det er for dig. Også selvom du går rundt med en skyldfølelse. Det er aldrig din skyld og kan aldrig blive det, hvis han taler hårdt til jer og du ikke føler dig tryg. De voksne har et særligt ansvar til at børn og unge kan føle sig trygge i opvæksten, særligt i deres hjem. 

Jeg håber du får nogle flere snakke med din mor, og prøver at minde dig selv om, at du har gjort det her, for at hjælpe dig selv, din bror, din mor og faktisk også din papfar. 

Venlig hilsen fra Rose