Forelsket i en pige

brevkassespørgsmål

Forelsket i en pige

brevkassespørgsmål af
Mikkel
17 år
Oprettet 2 år 5 måneder siden

Hey brevkasse Jeg skriver fordi jeg mødte den her pige til en fest for 14 dage siden og er nu blevet forelsket i hende for mig er hun helt fantastisk. Her for et par dage siden begyndte hun så og sende hjerter hvor jeg blev meget glad for det og jeg sendte selvfølgelig tilbage, og var så til fest hos hende hvor vi holdte om hinanden meget og jeg fik den bedste følelse nogen sinde, har aldrig haft den følelse for en pige som den, og efter den fest er jeg bare blevet mere forelsket i hende. Kan ikke tænke på andet end hende, har så spurgt hende om vi skulle mødes det sagde hun ja til, det er hjemme hos mig men hun ved ikke hvornår vi har aftalt hvilken uge men dagen ved hun ikke, jeg synes det er lidt irriterende. Men nu føler jeg så hun er begyndt og spille lidt kostbar, det er selvfølgelig ok, for jeg ville ikke give op på hende lige meget hvad VH Mikkel 17 år

Svar: 

Kære Mikkel

Hvor er det dejligt at høre, at du har mødt en sød pige, som du godt kan lide.

Det er en ret vild (og dejlig) følelse, at være forelsket. Mange får den her følelse af, at der er en masse sommerfugle der blafrer rundt nede i maven i tide og utide og mange mærker man også forelskelsen ved, at de slet ikke kan stoppe med at tænke på den person, som de er blevet forelsket i. Så det lyder til, at det er det du oplever lige nu.

Det virker til, at I begge har vist meget interesse for hinanden ind til nu - I har begge sendt hjerte-emojis til hinanden og holdt om hinanden til en fest I begge var til, samt aftalt at mødes hjemme ved dig. Du skriver så, at hun nu er begyndt at spille lidt kostbar. Jeg kan ikke lige læse ud fra dit brev, hvad det er hun gør, der giver dig indtryk af, at hun spiller kostbar. Er det mon, at hun er begyndt at svare mindre på dine beskeder og være sværere at få fat i? Eller er det noget andet? Uanset hvad det er, så er det ikke rart, pludselig at få fornemmelse af, at den anden spiller kostbar. Det kan give en følelse af usikkerhed, som kan være ret ubehagelig at gå rundt med. Men, det er ikke sikkert, at det er hendes mening at spille kostbar. Hvis det er fordi hun ikke svarer så ofte, så tænker jeg, at der kan være mange forskellige grunde til det.

Jeg tænker derfor, at det kunne være en god idé, at være ærlig overfor hende her pigen og sige og sige, at du føler at hun er begyndt at spille lidt kostbar. Du behøves ikke at bruge den formulering, men du kan sige, hvad det er du mærker, som gør at du har en følelse af, at hun spiller kostbar. Jeg synes det vil være godt, at I lige får snakket med hinanden om, om I begge stadig er lige interesserede i at ses. Det kan naturligvis godt være lidt svært eller ubehageligt, at skulle spørge om, fordi man risikerer at få et svar, der ikke er særlig sjovt at få. Men jeg synes alligevel, at det er vigtigt. at du får fundet ud af, om I begge stadig er interesserede i hinanden - for det er heller ikke sjovt at gå rundt med en usikkerhed omkring jeres relation og måske også lidt en følelse af, at blive "holdt for nar". 

Så, hvis du har mod på det, og stadig føler usikkerhed i forhold til jeres relation (som det virker til at du gør, ud fra dit brev) så synes jeg, at det vil være en rigtig god idé at få talt med hende her pigen om det.

Jeg håber du kan bruge mit svar og så krydser jeg fingre for, at det fortsætter med at udvikle sig godt mellem dig og pigen.

Mange hilsner,

Freja

Frejas billede
Freja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program