Jeg elsker min bedste ven.
Jeg elsker min bedste ven.
Hey, jeg ved ikke helt om i overhovedet kan hjælpe mig med det her. Da det lidt er noget jeg har dealet med siden 2020. Men sagen er at jeg mødte min alle bedste ven tilbage i 2020 da jeg kom i Praktik i FAKTA. Han var butikschef der. Og han er 18 år ældre end mig. Så han er 40 år nu. Men han var 38 da vi mødtes. Vi klikkede ekstremt godt. Han er den første person jeg følte jeg kunne være mig selv omkring. Jeg har hele mit liv haft lidt svært ved at holde venskaber. Det har altid føltes hårdt at holde det ved lige. Men med ham er det bare naturligt. Men problemet er at jeg elsker ham. Jeg er kommet over forelskelses fasen. Jeg føler ikke at jeg tænker på ham hele tiden som jeg gjorde i starten. Vi har også kendt hinanden i snart 2 år nu. Og jeg har sådan set accepteret at det ikke bliver til mere. Eller det siger jeg ihvertfald til .og selv. Men det er nok ikke helt sandt. Jeg mener han siger at han ikke ser mig på den måde. Men jeg føler hans signaler siger noget helt andet. Han har intet imod at jeg putter mig op ad ham hvis han overnatter hos mig. Eller holde i hånd. Dog holder vi ikke i hånd så meget mere. Han virker virkelig glad for mig. Og jeg har bare aldrig mødt en som ham. Og jeg er lidt den veninde han ses med mest. Vi ses for det meste en gang om ugen. Medmindre han arbejder lidt meget i den periode. Jeg vil så sige vi arbejder ikke sammen mere. Jeg var der kun et halvt år. Men vi nåede at gå i seng sammen 2 gange det første halve år vi kendte hinanden. Men han vil ikke gå i seng med mig mere fordi han er nervøs for at jeg bliver for tilknyttet til ham når vi ikke kan være kærester. Nogen gange så ved jeg ærligt bare ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg er ensom da jeg savner en kæreste. Og han gør mig også ekstremt glad når vi ses. Også selv om vi ikke har noget fysisk. Nogen gange så føltes det som om vi allerede er i et forhold bare uden sex og kys. Jeg tror mit spørgsmål er lidt hvordan får jeg de her følelser til at gå væk? Fordi det er alligevel hårdt nogen gange. Især når jeg savner sex og at blive rørt ved. Men uanset hvad så vil jeg ikke stoppe med at ses med ham. Fordi han er den person der kan få min dag til at blive god, selv hvis jeg har haft en virkelig dårlig dag. Så hjælper det altid at snakke med ham og ses. Og han har også været en virkelig god støtte. Da min Mor er alvorligt syg. Og det er en ret svær proces. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden ham. Og jeg elsker ham bare virkelig meget. Men jeg ved bare ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv nogen gange. Jeg tror også bare jeg havde brug for at få det ud. Jeg har tænkt ret meget over det. Hilsen hende der er håbløst forelsket i en hun ikke kan få. 😥
Kære dig
Lad mig starte med at sige at det altid er helt utroligt svært at stå i en situation, hvor ens følelser er ugengældte, og jeg kan sagtens forstå at du både er frustreret og forvirret. Omvendt så er det virkelig fantastisk at du har mødt en så god ven, som støtter dig og trøster dig i svære perioder. Det er virkelig noget man skal holde fast i, og jeg kan derfor fuldt ud forstå din beslutning om at du ikke vil stoppe med at se ham.
Når det så er sagt, så er jeg i tvivl om hvordan du skal komme videre, hvis du fortsætter med at se ham på samme måde som nu. Du skriver at I nusser og putter sammen, og at det nogle gange kan føles som om at I er i et forhold, selvom I ikke er det. Og lige præcis den del, vil gøre det helt urimeligt svært for dig at komme videre. Det vil blive ved med at fastholde dine følelser, og give dig håb om at det måske en dag vil ske. Det kan jeg selvfølgelig heller ikke udelukke at det gør, men eftersom han bliver ved med at sige at det ikke kommer til at ske, så tror jeg ikke at det vil ske. Desværre. Det er en mega hård erkendelse, men du er nødt til at forstå og acceptere det.
Jeg tænker at den bedste løsning måske vil være, at I holder noget fysisk afstand, så du kan samle din energi om dig selv og de ting som du godt kan lide at lave. Ræk ud til nogle andre venner, og søg noget støtte hos dem. Jeg ved godt at det ikke vil være det samme, men min umiddelbare tanke er at du skal have ham en smule på afstand i en periode, så du kan arbejde med dine følelser, og måske endda åbne dit hjerte for andre. Jeg siger ikke at du skal løbe direkte ud og finde en kæreste, men jeg tænker at du har brug for at mærke nærhed og støtte fra andre, for lige nu repræsenterer han alle de ting.
Når du så, efter en periode, kan mærke at dit behov for at være sammen med ham, ikke længere er så voldsomt, så kan du række ud til ham igen. I den forbindelse, så kan du sagtens fortælle ham om din beslutning, så han ved hvorfor du holder afstand. Bed ham om støtte til processen, så han måske også holder lidt pause fra at kontakte dig. Det vil nemlig kun gøre det sværere, hvis han fortsætter med at række ud til dig hele tiden, og han bliver jo ved med at sige at I ikke skal være kærester, så på den måde, må det også være i hans interesse.
Jeg ved godt at det føles som en nærmest umulig situation, og det er fuldstændig umuligt at styre hvem man forelsker sig i. Men du skriver at du er ovre forelskelsen, og nu er landet på kærlighed. Kærlighed kan man også have til sine venner, og det er helt ok. Det er bare dit ønske om at han skal være din kæreste, som du skal arbejde med, og lige den del, bliver urimeligt svær, hvis du fortsætter med at se ham ligesom du gør nu.
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Kærlige hilsner,
Camilla