Er det normalt?
Er det normalt?
Jeg ville gerne vide om det er normalt at min penis buer ned ad når den er stiv, faktisk forholdsvis meget. Fordi jeg føler lidt at det "plejer" at være omvendt altså at den buer opad. Og om jeg skal til en operation eller noget i den dur.
Hey Anonym
Man kan let komme i tvivl om alting er som det skal være, og så er det virkelig godt at spørge.
Ca. halvdelen af alle penisser buer såmeget i en eller anden retning at man kan se det når de bliver stive. Nogle buer op, nogle ned, og andre til én af siderne. Det hele er sådan set lige almindeligt, og helt uproblematisk, i langt de fleste tilfælde.
Penis kan godt bue så meget at det er svært, eller måske endda ligefrem umuligt at have sex, eller onanere, uden at det er meget smertefuldt, og så kan man tale om at det er nødvendigt at operere. Nu er det ikke sikkert at du er seksuel aktiv endnu, men hvis du kan onanere uden problemer, så tænker jeg heller ikke umiddelbart, at det vil være problematisk at have sex.
Hvis din penis buer meget nedad, og det gør ondt hvis du ligesom prøver at løfte den, så den peger lige ud, eller opad, når den er stiv, så kan det også godt være at det kan give problemer ved sex. Men i langt de fleste tilfælde er det som sagt helt uproblematisk. Operation er oftest kun nødvendigt, hvis penis nærmest "slår et knæk", og ikke "kun" buer.
Så jeg tænker ikke det du beskriver lyder bekymrende eller unormalt.
Mange hilsner Lasse