Kære Isabella

Tusind tak for dit brev. Jeg forstår godt, at det er en svær situation du står i lige nu. Det er ikke rart at gå rundt med den slags følelser, uden at få talt med nogen om det - så det er vigtigt, at du får gjort det og derfor er det også rigtig godt at du skriver herinde..

Du og din kæreste har været sammen i ret lang tid efterhånden og I har været sammen gennem en tid, hvor der er sket meget hos jer begge. Det er både en tid, hvor der som regel sker meget i ens liv og hverdag, men også en periode hvor der sker meget personlig udvikling. I har oplevet meget sammen, og er - eller har været - en hjælp og støtte for hinanden, i svære perioder. Du skriver, at din kæreste har hjulpet dig igennem en svær periode på dit studie. Det, og så også det faktum, at I har været sammen ret længe, gør at det er helt forståeligt at du elsker ham højt.

Når det er sagt, så virker det også som om, at der er en del ting, som ikke fungerer særlig godt mellem dig og din kæreste længere. Som jeg skrev før, så har I begge gennemgået en ret stor udvikling de seneste par år, og det lyder lidt som om, at I har udviklet jer lidt i hver sin retning. Jeg synes du er rigtig god til at sætte ord på, hvordan du har det med din kæreste og du virker til at have reflekteret en del over det - og det lyder også til, at du har haft det sådan et stykke tid, eftersom du skriver, at du også var i tvivl om jeres forhold, inden I flyttede sammen.

Efter I så er flyttet sammen, lyder det til, at du er blevet endnu mere i tvivl om forholdet og at du ikke rigtig trives i den hverdag I har sammen. Jeg tvivler - som nævnt - ikke på at du elsker ham. Nogle gange kan det dog godt være sådan, at man elsker det man havde sammen engang eller dem man var sammen engang - eller at man simpelthen bare elsker en person, fordi at man har oplevet en masse sammen og at personen er forbundet med noget tryghed og forudsigelighed. Jeg forstår derfor også godt, at det er rigtig svært at skulle træffe et valg om, hvad der skal ske. Jeg kan ikke træffe beslutningen for dig, men jeg kan give dig mine tanker og refleksioner, som forhåbentligt kan hjælpe dig på vej i din beslutningsproces.

I bund og grund handler det jo om, at du skal være glad og have det godt i jeres forhold - og hvis ikke du har det, så tænker jeg, at det er værd at overveje, om det giver mening at blive i forholdet. Der er nogle forskellige ting du kan overveje, for at finde ud af hvordan du har det i forhold til din kæreste og i jeres forhold. Du kan eksempelvis overveje, om du kan se for dig, at I også er sammen om 10, 20 eller sågar 30 år - kort sagt, om du kan se for dig, at I har en fremtid sammen. Du kan også prøve at mærke efter, hvordan det føles i maven, når du tænker på ham og jeres fremtid sammen. Og du kan prøve at tænke over, om du har lyst til at lave ting sammen med ham og bliver glad ved at tænke på, at I skal opleve forskellige ting sammen. Jeg synes allerede du beskriver ret godt i dit brev, hvordan du føler, omkring nogle af de her ting. Du beskriver blandt andet, at du føler at din kæreste "suger" livet ud af det, at du følte dig meget gladere, da du boede på kollegiet og at du ikke rigtig kan se jer få børn i fremtiden. Ud fra de beskrivelser synes jeg ikke du lyder til at være glad og trives i jeres forhold. Men du kan prøve at tænke over de tankeeksperimenter som jeg har beskrevet ovenfor, og se hvad det giver dig, når du prøver at tænke dem igennem.

Jeg forstår godt dine tanker om, at du gerne vil tage hensyn til din kæreste og være der for ham, når han ikke har så mange andre end dig - det siger også noget om, at du holder meget af ham og at det betyder noget for dig, at han har det godt. Men for mig at se, er det også bare vigtigt at du er glad og har det godt - og at du tør stole på dig selv og din egen mavefornemmelse. Du skal vide, at der ikke er noget galt med dig og med at du har det, sådan som du har det - alle mennesker er vidt forskellige, og vi har derfor også vidt forskellige sociale behov - og der er ikke noget der er mere rigtigt end andet. Og - selvom der er svært at stå i, så er der heller ikke noget unormalt i, at man som kærestepar, udvikler sig i hver sin retning og pludselig oplever at stå i en situation, hvor man bare er vidt forskellige og vil forskellige ting - og egentlig mest har det til fælles, som man havde sammen engang.

Du beskriver også, at du er bange for din kærestes reaktion, hvis du siger noget til ham om, hvordan du har det - både i jeres forhold og generelt. Jeg tænker det må være ubehageligt for dig, at gå rundt og være nervøs eller usikker på, hvordan din kæreste reagerer, hvis du prøver at tale med ham om noget, der fylder for dig. Sådan skal det helst ikke være i et forhold. Når man er i et forhold, så er det vigtigt, at der er plads til, at man kan tale om det, der ikke fungerer så godt eller det man synes er svært, uden at den anden reagerer voldsomt og bliver sur osv. Hvis ikke der er det, så kan det ende med, at den ene i forholdet, går rundt på listesko hele tiden, af frygt for at gøre eller sige noget forkert - og det er bestemt ikke meningen. Det kan i sidste ende gøre at man bliver meget usikker og mister selvværdet og troen på sig selv.

Så, hvis vi lige skal opsummere, så synes jeg du skal overveje de tankeeksperimenter jeg beskrev ovenover - og mærke efter, hvad der føles rigtigt i maven og hvad der kan få dig til at trives bedst muligt. Hvis du vælger at slutte jeres forhold, så tror jeg det er bedst at gøre det nu, i stedet for at gøre det om eksempelvis tre måneder. Jeg tror ikke der vil komme et tidspunkt, som føles mere rigtigt end et andet. Det vil nok være hårdt en periode - for jer begge - men på sigt vil det være bedre, end at være i et forhold som den ene - eller begge - ikke trives i.

Jeg håber du kan bruge mine overvejelser til at træffe den beslutning der føles rigtig for dig.

De bedste hilsner

Freja