Kære Alice

Jeg forstår fuldt ud dine bekymringer, tanker og overvejelser. Vi mennesker har nogle gange en tendens til at komme til at grine eller smile i situationer, som egentlige er alvorlige, og hvor det ikke rigtig passer ind, at smile eller grine. Grunden til, at man kan komme til at gøre det alligevel, er fordi at vores hjerner er sådan indrettet, at smilet (eller grin) ikke altid kun kommer i situationer, hvor vi er glade - det kan nemlig også komme i situationer, hvor man, måske ubevidst, føler sig nervøs, bange, trist, utryg eller vred - kort sagt, når man mærker en ubehagelig følelse, så kan man komme til at smile eller grine. Det er en reaktion som kommer helt instinktivt, hvilket betyder at det er en reaktion som kommer automatisk og som man ikke kan styre. Det er ikke noget man (eller ens hjerne) selv har tillært sig, det er tværtimod noget som ligger helt dybt som en naturligt og medfødt automatisk reaktion i hjernen, som kommer når man mærker en ubehagelig følelse eller føler sig usikker eller truet. Man mener at reaktionen er blevet udviklet for virkelig mange år siden hos aber, hvor det er en måde at vise underdanighed eller underkastelse over for de andre aber. Så når du, eller en af dem du fremlægger sammen med, kommer til at grine under fremlæggelsen, så tænker jeg, at det i virkeligheden skyldes at I forstår at det er en "alvorlig" situation og at I måske også er en smule nervøse ved situationen. Og som du også selv skriver, så bliver det ikke bedre af, at du er nervøs for at komme til at grine, for det gør, at du sandsynligvis kommer til at føle dig endnu mere anspændt eller presset i situationen, hvor du skal fremlægge, og så er der større sandsynlighed for at begynde at grine.

Jeg forstår godt, at tanken om at komme til at grine ikke er særlig fed og jeg forstår godt din bekymring for det. Som du selv skriver, så er det en vigtig fremlæggelse, hvor det betyder meget for dig at gøre det godt. Selvom det er en vigtig fremlæggelse, så synes jeg også det lyder til at du lægger et ret stort pres på dig selv, i forhold til det. Det er tydeligt at det fylder rigtig meget for dig og optager mange af dine tanker. Jeg synes derfor det ville være en god idé, hvis du prøvede at snakke med din lærer om, hvor meget det fylder i dine tanker og at du har mange bekymringer omkring det. Når noget først fylder så meget i vores tanker, at det nærmest overskygger alt andet, så kan det nemlig være rigtig godt at få sagt det højt til nogen. Det at sige det højt, kan i sig selv være en lettelse - men det er selvfølgelig endnu bedre, hvis den man fortæller det til, på en eller anden måde kan hjælpe med nogle forslag til, hvad man kan gøre eller kan give en forvisning om, at det nok skal gå. Hvis du taler med din lærer om det, så tænker jeg at din lærer vil være forstående over for dine bekymringer og vil være glad for at du siger på forhånd, at det ikke er fordi du vil være fjollet eller useriøs, at du måske kommer til at grine under fremlæggelsen. Bare det, at du får det sagt til din lærer i forvejen, tror jeg vil være med til at gøre, at der er meget mindre sandsynlighed for at det kommer til at ske.

Jeg håber mit svar har været en hjælp og så håber jeg på alt det bedste for dig og din gruppe til fremlæggelsen.

Mange hilsner

Freja