Nydelse?

brevkassespørgsmål

Nydelse?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 2 år 7 måneder siden

Hejsa, Jeg er en pige på 15 år som er bange for at alt det der med at få noget op i sig ikke er rart. Når jeg onanerer gnupper jeg mig normalt nede ved clitoris og det plejer jeg at komme af, men når jeg ligger og ja rør ved mig selv plejer jeg også at give mig selv finger, men det tænder jeg ikke på? Jeg kan ikke mærke noget "kilden" eller nogen "dejlig følelse" år jeg giver mig selv finger eller stikker noget op i mig, som jeg gør når jeg rør ved clitoris, Er det normalt? Jeg er bare lidt nervøs for at når jeg begynder at have sex (er stadig jomfru) at jeg så ikke kan få orgasme nu hvor at jeg ikke tænder af at få noget op i mig, og under sex får man jo en pik op i sig, så er bange for jeg ikke får nogen nydelse af sex. (Har ALDRIG prøvet at få finger af en anden end mig selv) Kærlig hilsen en pige som ik kan lide at få finger

Svar: 

Hej med dig

Tak for dit brev. Du har en alder lige nu, hvor det er helt naturligt at begynde at udforske sin krop og være interesseret i sex. Det er noget som kan fylde meget i bevidstheden, så derfor synes jeg at det er super godt, at du skriver herind med de tanker og bekymringer du går rundt med.

Faktisk er det ganske normalt, at man som kvinde ikke kan mærke så meget og ikke får den her "kilden" af at stikke en finger eller lignende, op i sig selv. Grunden til at det er sådan, er fordi at en del kvinder ikke kan opnå orgasme alene ved at stikke noget op i skeden, men er nødt til at stimulere klitoris, for at kunne få en orgasme. Det er meget forskelligt fra person til person hvad der skal til for at man bliver tændt og for at man får en orgasme. Derfor er det rigtig godt at du prøver forskellige ting af - det kan godt tage et stykke tid at finde ud af hvad der føles rart og hvad der kan få én til at komme, så derfor synes jeg bare du skal fortsætte som du har gjort indtil videre, med at prøve forskellige ting af.

Du beskriver, at du er nervøs for om du vil kunne få orgasme ved at have sex med en fyr, når nu du ikke mærker nydelse af at få noget op i dig. Jeg kan godt følge din tankegang, men når man har sex med en anden person, så er det som regel kombinationen af den nærhed og berøring over hele kroppen, og det at man får fyrens penis op i sig, der gør at man kan opnå en orgasme. Så selvom du ikke føler at du får nogen nydelse ud af at stikke en finger eller noget andet op i dig selv, så tror jeg at det vil være noget andet, når du er sammen med en fyr, som du godt kan lide. For mange er det sådan, at man får en anden nydelse af at have sex med sin kæreste/partner, end man får af at onanere selv, fordi der er en masse intimitet og nærhed forbundet med at være sammen med sin kæreste/partner.

Det er ikke alle kvinder som opnår orgasme hver gang de har sex og det er derfor ikke nødvendigvis sikkert at det lykkes at opnå orgasme første gang du har sex. Selvom man ikke nødvendigvis får orgasme under sex, så kan oplevelsen sagtens være dejlig og give nydelse alligevel. I takt med at du og din kommende kæreste/partner lærer hinandens kroppe bedre og bedre at kende, bliver det nemmere at tale om og sammen spore jer ind på, hvad i hver især synes er dejligt og hvad der kan få jer til at komme. Derfor synes jeg - som nævnt - også at det er super fint, at du selv prøver forskellige ting af ved at onanere - det vil nemlig også gøre, at du har lært din egen krop og seksualitet godt at kende, når du en dag møder en sød fyr, som du har lyst til at have sex med.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Husk at du altid kan skrive herind igen, hvis du har flere spørgsmål.

Mange hilsner

Freja

Frejas billede
Freja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program