Bange for den er for lille

brevkassespørgsmål

Bange for den er for lille

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 2 år 9 måneder siden

Hej jeg er en dreng på 14 og har en kæreste som gerne vil have sex med mig men er meget bekymrede for om hun synes det er for lille.også om det overhovedet er rart for hende når de kondomer jeg har er ca 1mm for stor i forhold til dillern??hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Hej med dig

 

Tak for dit spørgsmål her i brevkassen.

 

Først og fremmest vil jeg sige, at det er meget normalt for drenge i din alder at bekymre sig om størrelsen på sin penis. Så det er du bestemt ikke alene om. Du er i puberteten og ved at udvikle dig, og din penis vil sandsynligvis vokse mere. 

 

Det er også meget normalt at blive usikker, når man skal være sammen med en pige for første gang. Synes hun nu, du er flot, og er din penis alt for lille? Jeg er ret sikker på, at din kæreste ikke har set så mange penisser endnu, så hun ved sandsynligvis ikke, hvad der er normalt/stort/småt. Måske det heller ikke betyder så meget for hende? Det kan også være, at hun selv er lidt bekymret for, hvad du vil synes om hendes krop. 

 

Derfor synes jeg, du skal tage en snak med hende om dine bekymringer og tanker. Det kan godt være lidt svært at snakke om, fordi det måske er lidt grænseoverskridende. Men det er faktisk en rigtig god idé at gøre det, fordi så er der en åbenhed og tillid imellem jer. Og når der er det, kan det være nemmere at sige til og fra (hvad man godt kan lide, og hvad man ikke kan lide), når/hvis I på et tidspunkt skal have sex sammen. 

 

Du skriver, at din kæreste gerne vil have sex med dig. Det er vigtigt for mig at sige, at du skal mærke efter, om du også har lyst til at have sex, eller om du gør det for hendes skyld og for at gøre hende glad. Det er nemlig vigtigt at mærke efter og have sig selv med. Du skal nok opleve at få sex, når du er klar til det. Hvis du synes, det er lidt overvældende at have samleje med din kæreste, kan I prøve andre ting af inden. Der er mange måder at hygge sig på seksuelt, uden det er samleje. I kan fx prøve med oralsex, hvor man bruger mund og tunge til at stimulere kønsorganerne. 

 

Hvis I beslutter jer for at have samleje, er det rigtig godt, at du er forberedt og har kondomer. Det beskytter nemlig både for graviditet og kønssygdomme. 

Det er vigtigt at vælge et kondom, der passer i størrelsen. Hvis kondomet er for småt, kan det gå i stykker eller være ubehageligt og er kondomet for stort, kan det glide af. Du skriver, at de kondomer, du har, er 1mm for store, og du er derfor bekymret for, om det vil være rart for din kæreste. Jeg synes, det lyder som en fin størrelse, da kondomet ikke skal sidde for stramt. Hvis du føler, det er ved at glide af, vil jeg anbefale dig at købe nogle mindre. 

 

Mange hilsner

 

Matilde

 

 

Matilde fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program