Hej, Jeg er en ung dreng på 20 år, som går rundt med mange forskellige tanker og bekymringer om nuet og fremtiden. Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres råd til, hvad jeg kan gøre, og hvordan jeg kommer godt videre herfra. Jeg skrev for 2-3 måneders tid siden til et par brevkasser, hvor jeg fik nogle fine svar. Men jeg føler at jeg har rykket mig på nogle punkter siden – også positivt på nogle punkter. Dengang var det i høj grad et endt forhold i slut juli og kærestesorgerne derfra, der stadig fyldte en del af mine mange tanker og bekymringer. Selvom de til tider stadig fylder, er det blevet en smule bedre på den front, men nu er der dog andre tanker, som fylder for mig. Jeg blev student i sommer, og havde haft en lang rigtig god periode af mit liv i gymnasiet, da jeg havde en kæreste og mange rigtig gode venner, som jeg sås med hver dag, og hele ’levemåden’ gav bare mening – eller der var ikke så meget at tænke over måske (det skal lige siges, at de venner, som jeg nævner her, er stadig mine rigtig gode venner, og jeg ses stadig med dem). Der var et fast pejlemærke at gå efter og en fast hverdag, som fungerede godt: op i gymnasiet i hverdagene og bruge fritiden og weekenderne på at ses med kæresten og vennerne. Det var nok en del nemmere, fordi der ikke var så mange valgmuligheder og i virkeligheden ting at bekymre sig om. Nu er vi i januar, og det er lidt over et halvt år siden, jeg blev student. Da mange af mine venner fra folkeskolen, som blev studenter året før mig, gik ind i deres sabbatår, kan jeg tydeligt huske, at jeg tænkte, at mit sabbatår ikke skulle være så ’ustruktureret’ som deres. Jeg syntes den gang, at det udefra virkede vildt sløset og slasket bare at gå og arbejde hver dag og bruge pengene i fritiden på at feste osv. Den gang havde jeg markant højere ambitioner til mit eget sabbatår – en tendens, jeg altid har haft – selvom jeg ikke dengang selv vidste, hvad jeg ellers skulle lave i et sabbatår eller hvorfor/om jeg skulle studere. Da jeg så selv kom ind i mit sabbatår, kunne jeg godt fornemme, og nogenlunde affinde mig med, at jeg ingen planer, ambitioner eller lyster havde, og derfor blot gik og arbejdede. Og det har da også været nogenlunde fornuftigt bare at gå og bruge tiden på at arbejde, for så får jeg da i det mindste tjent nogle penge. Og med tiden, der gik på arbejde, fik jeg det langsomt bedre fra mine kærestesorger, som dengang var enorme. Så ja – det seneste halve år er gået meget med at få det bedre efter mit endte forhold i juli og finde ud af, hvad det egentlig er, jeg selv vil med min tid. Jeg føler bare stadig ikke, at jeg har fået helt styr på, hvad jeg vil med min tid, mit liv og hvad jeg helt generelt har lyst til. Det er nogle af de tanker, der fylder meget. Noget af alle disse tanker og bekymringer, som jeg beskriver, er også noget med seksuel præstationsangst og bekymringer for at være alene uden kæreste – især mest fremtidsbekymringer. Bekymringerne om seksuel præstationsangst og dermed fremtid har også præget mig meget som person inden min kæreste, som slog op i sommers, og derfor kan jeg mærke, at de er kommet tilbage. Men i det mindste, så ved jeg, at jeg har et enormt ønske om at gøre op med dem. Disse bekymringer beskrev jeg også i mit sidste brev, og de fylder stadig lige så meget som dengang. Min seksuelle præstationsangst har gjort, at jeg holder mig fra at være i situationer, hvor jeg kan komme til at kysse med en pige eller lignende. Jeg har aldrig rigtig prøvet bare at score nogen i byen eller lignende, men vil gerne overvinde det. Med til det er, at det er hårdt at fornemme, at min ekskæreste er vild med at være single, og virker til at have været sammen med flere fyre siden mig. Det er hårdt og pinligt, når man selv kæmper med seksuel præstationsangst og derfor ikke kan komme videre. Det skal siges, at det også er rigtig hårdt fordi, vi netop har de samme bedste venner, og derfor meget tit ses til de samme arrangementer – f.eks. til nytår i år. En af grundende til at jeg har haft det så godt, når jeg har været i et forhold er nok, at det har givet mig en tryghed og sikkerhed – en sikkerhed der gjorde, at jeg ikke behøvede at bekymre mig om at præstere seksuelt. Nu er bekymringerne tilbage, og jeg tænker tit, om jeg overhovedet kan finde ud af at være sammen med en pige efter at have mødt hende få gange. Dette er noget, som jeg gerne vil gøre op med – men hvordan, ved jeg ikke. Måske skal jeg tale med en psykolog eller findes der noget som en sexolog til at tale om sådanne bekymringer? En anden del af alle mine tanker og bekymringer handler om usikkerheden på, hvad jeg vil og hvad jeg har lyst til i f.eks. mine sabbatår. Jeg har lyst til at hvile i min (usikre) fremtid, uden at skulle bekymre mig om seksuel præstationsangst som en barriere for at forme mit liv. Men det er svært at danne sig lyst, gåpåmod og ideer til hvad man kan lave i sine sabbatår, når man hele tiden går og grubler og tænker på bekymringer. Jeg ville ønske, at jeg bare vidste, at jeg havde lyst til f.eks. højskole – eller f.eks. at jeg bare brændte for at rejse et sted hen og lære noget. Men jeg mangler simpelthen den lyst og energi til at ville noget. Og samtidig ved jeg, at jeg på et tidspunkt skal studere igen, men lige nu aner jeg simpelthen slet ikke, hvad jeg har lyst til at studere. Det hele virker så uoverskueligt, fordi der er alt for mange valgmuligheder. Jeg ved dog, at jeg som person ret godt kan lide at studere. Jeg hviler egentlig ret meget i mig selv som person på mange punkter, men paradoksalt er jeg vildt usikker på min seksuelle præstationsangst. Jeg hviler i mig selv i og med, at jeg ved, jeg er socialt intelligent, klog, dygtig, venlig, en god ven og en god kæreste. Jeg hviler meget i, at jeg er et godt menneske. Men derfor æder alle disse bekymringer mig alligevel op. Jeg har brugt en del tid her de sidste par uger på at undersøge mine muligheder i sabbatåret og gøre noget proaktivt for at få en lyst til noget. Jeg begynder da også stille og roligt at fornemme, at der er nogle ting, som jeg har mere lyst til end andet. F.eks. vil jeg nok hellere på højskole i udlandet, eller grupperejse i udlandet for at opleve noget end højskole i Danmark. Jeg tror, jeg vil finde mere af mig selv ved at være mere udfordret i udlandet. Jeg vil gå lidt tid og gruble over, om jeg vil ud og rejse og udfordre mig selv personligt – og så håber jeg, at der vokser en lille lyst til det i mig over tid. Et andet problem/bekymring der fylder lidt for mig for tiden, er at mine forældre har købt en lejlighed til mig (og min lillesøster om nogle år), som egentlig er ment som en investering. Og ja, det er da mega fedt med et forældrekøb! Men ikke, når man ikke føler sig mega klar på at flytte hjemmefra lige nu og her. Lejligheden er formentlig færdigrenoveret om en måned, og klar til at jeg kan flytte ind i, men det ved jeg ikke om jeg vil. Dels fordi det er en stor økonomisk udgift i forhold til at bo hjemme, men også særligt fordi, at det begrænser mig meget, hvis jeg gerne vil rejse i en længere periode og opdage/udfordre mig selv. Jeg kan ikke helt se for mig, hvordan jeg skal kunne flytte ind i den lejlighed med en ven om en måned, hvis jeg gerne vil ud og rejse i et par måneder kort efter, jeg er flyttet ind. Ja, måske har hele dette brev været en meget rodet omgang, men det håber jeg, at I kan bære over med. Jeg har behov for at finde en mening ved hverdagen, der gør mig gladere, og finde ud af, hvad jeg vil med mine sabbatår. Jeg mangler noget glæde i livet, noget at se frem til og generelt mere selvtilfredshed – især når det angår at være single (præstationsangst). Målet for mig var at give jer et godt indblik i, hvilke tanker og bekymringer, der suser rundt i mit hoved, så I kan give mig den bedste rådgivning til, hvad jeg skal gøre. Jeg tænker, at jeg måske vil opsøge en psykolog og en studievejleder (studiedanmark). En studievejleder, der kan rådgive mig om mit sabbatår, og hvordan man lige håndtere alle disse tanker og mangel på lyst til, hvad man skal lave. En psykolog til at hjælpe mig med mine bekymringer om fremtiden, mig selv osv – i virkeligheden en professionel, der kan hjælpe mig i processen om at få det bedre i livet. Måske skal jeg også finde en sexolog, men det ved jeg ikke så meget om. Gør I? Kh En bekymret og tænksom gut