Hej du

Det lyder som om, der er rigtigt mange ting, der bøvler for dig lige nu. Derfor er jeg glad for, at du har mod på at skrive herind i brevkassen. Når man sætter ord på de ting og følelser, der er svære, kan man ofte opleve, at de bliver mere håndgribelige og overskuelige. Jeg håber, at det er sådan, du havde det, efter du havde skrevet herind.

Som jeg læser dit spørgsmål, er der flere ting på spil for dig. Derfor tillader jeg mig at tage dem én ad gangen i mit svar til dig her nedenfor.

1. Du skriver, at du føler dig ensom, og at du ikke har nogen at snakke med om dine problemer. Vi mennesker er sociale væsener, og når vi ikke får opfyldt vores behov for at være sammen og snakke med andre, så kan det føles rigtigt ubehageligt. Det er heller ikke særligt rart at gå med sine problemer alene. Når man gør det, så kan problemerne ofte vokse sig så store, at man slet ikke kan se sig ud af dem. Som regel finder vi ikke frem til løsninger på vores problemer på egen hånd, men i fællesskab med andre. Det er derfor, det er vigtigt at bede om hjælp, når man har det svært. Jeg ved godt, at det kan være rigtigt svært at bede om hjælp, men det kan være, at du står i en situation nu, hvor det er nødvendigt. Derfor vil jeg først og fremmest opfordre dig til at være modig og turde bede om hjælp fra dine forældre, søskende eller venner, selvom du skriver, at du ikke har lyst.

Du skriver også omkring dine folkeskoleveninder, og det lyder som om, I havde det godt sammen, og at du gerne vil i kontakt med dem igen. Det kan jeg godt forstå. Jeg kan også godt forstå, hvis det på den anden side kan føles lidt akavet at skrive til nogen, som man ikke har snakket med længe. For er de mon på samme måde, som i folkeskolen? Eller har de ændret sig? Det kan sagtens være. Men helt ærligt: hvad er det værste, der kan ske? Det godt være, at de har travlt med gymnasiet og ikke har tid, eller at I er vokset fra hinanden. Men det kan også være, at de har det på samme måde som dig. Det kan være, at de også har savnet jeres vennegruppe, og at I stadig har en masse fælles interesser. Det finder du kun ud af ved at prøve og spørge dem.

2. Du nævner, at du har haft det svært med din vægt det seneste års tid. Jeg tror, at de fleste af os oplever, at vi ikke er tilfredse med det, vi ser i spejlet, eller det tal, som står på vægten. Hvis du har et stort ønske om at tabe dig, synes jeg, at du skal prøve at tale med din læge om det. Du har en alder, hvor din krop stadig er i gang med at udvikle sig, og derfor skal du passe på med strenge slankekure og for meget motion. Din krop har brug for energi til at udvikle sig, og den har brug for at røre sig på et passende niveau. Det kan være svært at afstemme på egen hånd, og derfor kan det være en god idé at tale med lægen om det. Det er vigtigere, at man laver en livsstilsændring, end at man går på kortsigtede slankekure, så man kan opretholde vægttabet. 

Derudover skriver du, at det kan være svært at komme i gang med at spise sundt og at træne. I den forbindelse kan være en god idé at melde sig ind i et fitnesscenter eller en motionsklub, hvor man kan være sammen om at motionere fx til holdtræning eller løbeture i mindre grupper. Når man dyrker sport sammen med andre, kan man motivere hinanden, og det tilføjer også et socialt element i træningen. Det kan også være, at man kan dele sunde opskrifter med hinanden og på den måde inspirere hinanden til at spise sundt.

3. Du fortæller også, at du har fundet ud af, at du er ordblind, men at du ikke har lyst til at fortælle dine forældre om det. Og det kan jeg faktisk godt forstå, at du ikke vil, når du skriver, at dine forældre ikke tror på, at din søster også er ordblind. Du skriver samtidig, at din far har store forventninger til dig, fordi dine brødre ikke går i skole. Jeg kommer til at tænke på, om dine forældre måske ikke har lyst til at erkende, at I er ordblinde, fordi de så gerne vil have, at I klarer jer godt? De fleste forældre vil deres børn det bedste, men nogle gange kan de komme til at gøre uhensigtsmæssige ting, fordi de tror, det er det bedste for deres børn. Nogle gange kan forældres stolthed også komme i vejen, fordi de gerne vil have, at deres børn klarer sig bedre end dem selv. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at det er det, der gør sig gældende. Men måske kan det være nemmere for dig at fortælle dine forældre om din ordblindhed med de tanker i baghovedet. Det kan også være, at du kan alliere dig med din søster, så du ikke skal tale med dem alene.

Jeg har ikke kunnet komme omkring alle de ting, du har nævnt i dit brevkassespørgsmål. Og måske er der også nogle vigtige nuancer, som du ikke selv har kunnet få med i dit skriv. Derfor vil jeg til slut gerne opfordre dig til at komme forbi vores SMS-rådgivning på tlf. 25 80 60 60, så vi kan hjælpe dig dér.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner
Marie