Kære V,

Jeg kan høre på dit brev, at du har det rigtig svært. Det er så flot og stærkt skrevet - du er virkelig god til at sætte ord på hvordan du har det. Og lige nøjagtig det at kunne sætte ord på, er det første skridt til at få det bedre.

Når jeg læser dit brev får jeg et billede af en pige med et lavt selvværd. En pige, der gang på gang oplever ikke at være god nok. En pige, der til sidst er blevet overbevist om, at det er hende, der er noget galt med. Men det er det ikke. Der er ikke noget galt med dig. Du er god nok lige akkurat som du er. Og det du mærker er helt naturligt. For som mennesker har vi alle sammen et behov for at have betydning for andre. Vi har et behov for, at andre bryder sig om os. Og vi har et behov for, at det betyder noget for andre, om vi er der eller ej.

Når man har det som du har det, er det meget naturligt at føle et behov for at lave om på sig selv. Fordi man så håber på, at andre bedre vil kunne lide én. Men problemet ved at lave om på sig selv er, at hvis man kun gør det for andres skyld, så er man ikke længere tro mod sig selv. Så bliver man så optaget af, hvad man tror de andre gerne vil have, at man glemmer at have sig selv med. Hvis du skal ændre dig, skal det være fordi du har lyst til det, og det skal være fordi du kan gøre det på en måde, hvor du stadig er tro mod dig selv. Ellers vil du ende i en udgave af dig selv, som du ikke kan genkende. Og det er ikke værd at leve som en version af sig selv, som man ikke kan genkende.

Det jeg i stedet vil råde dig til at gøre, er at prøve at finde ting som gør dig glad og som du godt kan lide. Måske er du rigtig god til et eller andet, eller måske er du bare helt vild med at lave noget bestemt (læse bøger, spille musik, danse, synge, tegne, male, hvadvedjeg). Når man finder noget, der gør én glad og som man går op i kan man nogen gange kanalisere den postive energi over i de områder af ens liv man ikke er så glad for.

Et andet råd jeg vil give dig med på vejen er at tale med nogen om det. Du skriver i starten, at det synes du er svært, og det er derfor du har skrevet brevet. Jeg forstår godt det er svært. Det kan være rigtig svært at tale med andre om de ting, der gør ondt. Men du behøver måske heller ikke at gøre det med ord du siger højt. Du kan ligeså fint gøre det ved at skrive et brev eller en besked til dem, ligesom du har gjort her. For det er nemlig ikke meningen, at en pige på 13 år skal gå at have det som du har det. Derfor er det rigtig vigtigt at du får talt med nogen voksne omkring dig om det. En forælder, en lærer, en onkel, en tante eller en anden voksen, du er tryg ved og som du stoler på. For det er alt for tungt at gå med alene.

Og du har heller ikke fortjent at gå med det alene. Du har fortjent nogen, som vil lytte til dig, tage sig af dig, og vise dig omsorg. Men det kan de kun gøre, hvis du tør åbne op.

Held og lykke!

Mange hilsner,

Siv