Hej Cyberhus, jeg står i den situation, at jeg nu i to måneder har haft en kæreste, som desværre rejser rigtig meget grundet hans arbejde. Han arbejder i udlandet, og er derfor væk 1-2 måneder flere gange om året. Vi har kendt hinanden i lidt over et år, men besluttede først for 2 måneder siden, at vi ville give det en chance og kaste os ud i et forhold, velvidende at vi ser hinanden sjældent. Når han er hjemme har vi det vildt godt sammen, og det føles egentlig bare som om, at vi er på en lyserød sky. Vi griner, hygger os, snakker vildt godt sammen, og vi skændes aldrig, da der ikke rigtig er noget at skændes om, hvilket jo er dejligt. Problemet er så bare, at når han så rejser væk, og vi ikke skal se hinanden i lang tid, så er de første dage han er væk selvfølgelig virkelig hårde, fordi man lige skal vænne sig til igen at sove alene, og hvor han ofte skriver til mig, at han savner mig, og er rigtig sød, og tager sig tid til at være der for mig, selvom han er væk. Når der så er gået en lille uges tid, så er det som om, at hans interesse for mig lidt forsvinder. Jeg er rigtig god til at overtænke ting, og øver mig virkelig på at lade være med det, men det dræner mig helt vildt for energi, at jeg nogle dage næsten ikke kan tænke på andet end "åh nej, hvad hvis han ikke er forelsket i mig længere, og hvad hvis han dropper mig osv osv…". Han er dårlig til at spørge ind til, hvordan min dag på arbejdet har været, og det er som om, at det hele lidt handler om ham hele tiden - det føles i hvert fald sådan. Jeg er dårlig til at få tingene sagt til ham, for jeg vil ikke lave dårlig stemning, når han er væk, men jeg går hele tiden og bliver mere og mere ked af det, fordi jeg føler det er mig, der skal kæmpe for forholdet. Inden vi blev kærester, så vi hinanden lidt on/off, hvor han droppede mig 3 gange, hvor jeg herefter kom tilbage hver gang, og vi så endte med at blive kærester, da han indså, at han ikke kunne undvære mig. Men jeg føler hele tiden en form for angst for, at han dropper mig igen, hvilket jo nok skyldes, at jeg har været udsat for det før. For mig betyder det rigtig meget, at han sætter tid af til, at han kan snakke i telefon med mig, eller at han tager initiativ til at planlægge noget, som vi kan lave, når han er i Danmark igen. Det er bare som om, at han ikke rigtig tænker over de ting overhovedet - det ved jeg ikke om er en drengeting? Generelt set, så tror jeg at jeg ofte overtænker situationerne ret meget, men på den anden side, så burde han vel også skulle kæmpe lidt for mig? Eller i hvert fald give mig en følelse af det. Jeg er egentlig bare super forvirret, og jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg føler og hvad jeg ikke gør, det eneste jeg ved er bare, at jeg virkelig godt kan lide ham, og at jeg er forelsket i ham. Min plan har hele tiden været, at jeg ville gøre alt hvad jeg selv kunne, for at få det til at fungere, men når man så oplever, at ens kæreste ikke virker lige så interesseret, som jeg selv gør, så gør det mig ked af det. Er det fordi han ikke kan lide mig længere? Det føles bare slet ikke sådan, når vi er sammen, men så igen, lige så snart han rejser, så virker han bare slet ikke som den samme person. Håber I kan hjælpe mig lidt med mine tanker <3