vægttab
vægttab
Kære Cyberhus Jeg er en pige på 15 som virkelig har brug for jeres råd. I et par år nu har jeg tænkt meget over min vægt og hvordan min krop generelt ser ud. Egentlig er jeg normaltvægtig og dyrker en del sport, men det føles aldrig som nok. Jeg ønsker virkelig at tabe mig og at komme af med bare lidt fedt, på især mine ben. Hver dag går jeg rundt med en følelse af at føle mig ulækker. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers kan beskrive følelsen. Bare ulækker, netop pga min krop. Det er noget jeg tænker over hver dag og mange gange på dagen. Jeg kan ikke gå forbi et spejl uden at tænke på det. Faktisk er det blevet værre da jeg er begyndt at tælle kalorier og gå meget op i ekstra motion, udover den jeg ellers får. Jeg er bange for at det ender som for et år siden da jeg næsten kun kunne drikke en smoothie om dagen og alligevel følte mig skyldig. Kan I give gode råde til at tabe sig hurtigere og måske nogle råd til sunde måltider udover dagen? Måske også fysiske øvelser som er gode til fedttab på benene? Det ville hjælpe mig meget for ikke at ende ud som for et år siden. Kh pigen på 15.
Hej pige 15 år
Først og fremmest skal du have mange tak for dit spørgsmål her i brevkassen.
Du skriver, at du er normalvægtig og dyrker en hel del sport til hverdag. Dog føler du dig alligevel ikke tilpas i din egen krop, og du derfor ønsker at tabe dig og komme af med fedt, særligt på dine ben.
Idag bliver vi bombarderet af billeder af hvordan man "bør" se ud på diverse sociale medier sådan Facebook og Instagram. Alle disse billeder er med til at skabe et forskruet kropsideal, som man let kan forledes til at tro er det "rigtige". Dog skal vi huske på, at langt de fleste billeder vi ser på de sociale medier, er redigeret og forvrænget og dermed ikke afspejler virkelighedens kroppe.
Det jeg særligt bider mærke i når jeg læser dit brev er dels, at du i forvejen er normalvægtig og dels, at du for et år siden næsten ikke kunne drikke en smoothie uden at føle dig skyldig.
Jeg kan derfor være rigtig bekymret for, at du er ved at udvikle et meget usundt forhold til dig selv, til mad og ikke mindst til din egen krop. Derfor vil jeg virkelig anbefale dig, at opsøge din læge sådan du kan dele dine tanker med en fagperson, som kan hjælpe dig til, at kunne få et godt og sundt forhold til din vægt og til din krop. Af netop den grund kommmer jeg derfor ikke med nogle råd til hvordan du kan tabe dig hurtigere eller hvilke øvelser du kan lave, som gør at du kan tabe fedtet på dine lår.
Jeg håber virkelig, at du lytter til mit råd, og at du opsøger din læge, som vil kunne hjælpe dig med at få et sundere selvbillede.
Pas på dig selv.
Mange hilsner
Sara