Overvægtig
Overvægtig
Hej. Jeg er en kvinde på 23, og som er overvægtig. Jeg har diverse sygdomme som fx hofteledsdysplasi og så ligger min puls gennemsnitligt på 105 i hvile tilstand. Jeg har svært ved at stoppe med at spise usundt, selvom jeg VED det er forkert. Jeg er 23, jeg er voksen - og alligevel formår jeg ikke at kunne styre det. Jeg vil rigtig gerne tabe mig, og jeg skammer mig over min krop. Jeg skammer mig over hvordan jeg mishandler den, og hvordan jeg ser ud. Jeg føler mig ikke tiltrækkende overfor min kæreste. Jeg har rygrad som en regnorm, og jeg har vildt svært ved at modstå fristelser. Jeg prøver samtidig at blive gravid, og det hjælper heller ikke på situationen. Jeg kan ikke stå op ret længe før jeg får ondt i fødderne, lænden og hofterne. Jeg kan ligeledes ikke gå ret langt grunde min dysplasi. Det jeg egentlig vil have, er eventuelle råd. Hvad kan jeg gøre? Skal jeg opsøge nogen? Jeg ved ikke hvad der er bedst lige nu, men jeg ved det ikke er at spise usundt.
Hej og mange tak for dit spørgsmål.
Det kan være rigtig svært at tabe sig og undlade at spise usundt, også selvom man godt ved at det er forkert eller ikke gavner ens krop. Vi kender alle til fristelser, og hvis man samtidig også er vant til at få et sukkerfix dagligt i form af slik, kage, chokolade, is mm, så kan man næsten sidestille det med en afhængighed. Det kan derfor være super svært at bryde sit mønster med at spise usundt. Generelt gælder at der ikke er noget quick fix. Mit bedste råd vil være langsomt at skære ned på det søde gradvist og erstatte det med noget "andet at putte i munden på den korte bane", og på den lange bane kunne modstå trangen til at snacke for meget. I starten kan du forsøge og erstatte det usunde med lidt frugt. Dog indeholder frugt også en del sukker, Så alternativt er grøntsager endnu bedre fx gulerods og agurkestave og fx en kop the eller andet du kan lide at drikke. Det vil helt sikkert ikke stille dine søde trang i starten, men i takt med at du afvænner din krop fra sit daglige sukkerfix, vil dine cravings også mindskes. Desuden skal dine øvrige måltider også bestå at næringsholdig mad, med langsomme kulhydrater og fibre, som kan holde dig mæt længe.
Du fortæller også at du har problemer fra dine hofter og øvrige led. Jeg synes at du skal bestille en tid hos din egen læge og fortælle om dine problemer og at du ønsker vejledning og hjælp og at du samtidig har et graviditetsønske. Det kan være en ide at opsøge en diætist som kan hjælpe med at lægge et ordentligt kostprogram og vejlede dig i at håndtere din sukkertrang og måske hjælpe med et kontrolleret vægttab, hvis det er dit ønske. Man ved at overvægt bl.a. kan have en negativ effekt på at blive gravid, så det kan tage længere tid og være sværere at holde på en graviditet.
Desuden kan en henvisning til en fysioterapeut og lyde gavnlig for at hjælpe og vejlede dig i ft. skånsomme øvelser, og træning du kan udføre som kan afhjælpe dine led og muskelsmerter og begynde at dyrke mere regelmæssig motion.
Og alt i alt kræver det selvfølgelig også, at du kan mobilisere en god portion gå-på-mod og motivation for at ændre din nuværende situation. Du behøver ikke at have alle svar og løsninger selv, men du skal være åben for at opsøge ny viden og tage imod rådgivning samt at turde bryde dine dårlige vaner. Bare det at du skriver nu, synes jeg viser et ansvar og en handling mod at ændre på din situation.
Jeg håber at du har kunne bruge mine råd og at din egen læge kan hjælpe dig videre, så du får det bedre med dig selv og snart bliver gravid.
BH Line