Ulidelig smerte i mundhulen

brevkassespørgsmål

Ulidelig smerte i mundhulen

brevkassespørgsmål af
Maria
19 år
Oprettet 2 år 7 måneder siden

Hejsa! 

 

Først og fremmest kan jeg lige fortælle at jeg lige så stille begyndte at drikke alkohol da jeg var 14. Dengang drak jeg nærmest alle typer drinks, shots, øl, vin, cider, breezer, drinks (både med rom og vodka) og også ren vodka og jeg fik altid tømmermænd dagen efter, men alt var “normalt”. Så begyndte jeg dog mere og mere at holde mig til øl og breezer, cider, shakers osv. i en lang periode indtil her for 3 uger siden hvor jeg købte en flaske vodka med til en fest og sodavand til at blande op med. Jeg endte faktisk med at drikke næsten hele flasken selv, altså opblandet med sodavand. Allerede samme nat, da jeg kom hjem, ville jeg spise lidt natmad, men jeg mærkede at jeg ikke kunne spise noget, fordi jeg var VIRKELIG øm i mundhulen/det bagerste af munden, lige før man kalder det halsen. Jeg droppede så natmaden og faldt i søvn med en masse vand, men det gjorde stadig ondt når jeg synkede. Da jeg vågnede næste dag kunne jeg stadig slet ikke spise nogen former for mad. Det varede i 4 dage, hvor jeg måtte leve af yoghurt og drak en masse varm te og mælk, selvom selv dette også gjorde lidt ondt, når jeg synkede det, men jeg var jo nødt til at få noget ned. Det føltes som om, min mundhule var helt flænset, men der var ikke noget at se… Jeg troede ikke rigtigt dengang, at det kunne skyldes at jeg havde drukket vodka, og bildte mig selv ind, at jeg var ved at blive syg med ondt i halsen, da jeg også kendte flere andre, der lå syge, og jeg tænkte at jeg måske var blevet smittet til festen. Men det blev ikke til mere end de cirka 4 dage med en frygtelig smerte bagerst i munden. 

 

I lørdags var jeg til en anden fest, hvor jeg igen vågede at drikke vodka (denne gang dog kun knap en halv flaske) men stadig opblandet med saft og sodavand. Siden da har jeg IGEN haft denne ulidelige smerte i mundhulen, og det er først i dag, 4 dage efter, at jeg er begyndt at kunne spise lidt igen, ellers har det været helt umuligt, fordi det svier sindssygt meget, når maden rammer området. Det gælder nærmest alt mad, men yoghurt og mælk føles ok, så det har jeg måtte leve af igen lige siden. 

Nu ved jeg da i hvert fald at det skyldes vodka og jeg skal selvfølgelig ikke drikke vodka næste gang jeg skal til en fest. 

 

Men hvorfor får jeg det sådan af lige præcis vodka, og hvorfor kun af vodka? Første gang det skete var en Smirnoff, anden gang Poliakov, så det er sket med forskellige mærker. 

 

Jeg er egentligt bare nysgerrig på hvad det mon er, der sker med min mund og mundhule når jeg drikker vodka? Er det en allergisk reaktion, eller hvad er det? Er det min mund, der ætser? Jeg undrer mig bare, for jeg kender flere som kan drikke (også ren) vodka uden at mærke noget i halsen eller munden bagefter.

Jeg har ingen andre symptomer og som sagt er der intet at se i mundhulen, men det gør ufattelig ondt… 

 

Venlig hilsen Maria

Svar: 

Hej Maria

Mange tak for dit spørgsmål. Det, du beskriver, lyder ikke rart og kunne godt tyde på halsbrand, der er udløst af for meget alkohol. Ved et større alkoholindtag  bliver slimhinden i spiserøret skadet, og det kan blandt andet medføre halsbrand/syregener. Måske er du også ryger, og rygning kan medføre samme skade. Maven bliver irriteret af alkohol, hvilket kan medføre opstød af mavesyre i spiserøret (såkaldt refluks), og ved at blande alkohol med juice tilføres der yderligere syre. Det giver en sviende smerte i halsen eller bag brystbenet. Varme drikke og mejeriprodukter kan netop virke lindrende på smerterne. Umiddelbart tror jeg ikke, at dine symptomer skyldes vodkaen i sig selv, men formentlig mere den store mængde af alkohol, du indtager ad gangen. Du kan også have været så uhældig at være blevet smittet med en virus, der har givet en betændelse i svælget, som typisk giver smerter ved synkning og en kløende eller kradsende fornemmelse i halsen. Som regel har man ikke feber og føler sig kun lidt sløj. Alkohol udtørrer nemlig slimhinderne, hvilket gør dem mindre modstandsdygtige for sygdomsfremkaldende mikroorganismer som virus og bakterier. Gentagen irritation af slimhinden i spiserøret kan give varige skader og forandringer, så ved tilbagevendende symptomer eller forværring, bør du henvende dig til din læge for at få det nærmere afklaret.

Jeg bliver nødt til at pointere, at du i de to nævnte situationer drikker en alt for stor mængde alkohol. Husk på, at alkohol er sundhedsskadeligt og Sundhedsstyrelsens udmeldinger om alkohol siger blandt andet, at man bør stoppe før 5 genstande ved samme lejlighed, og at man som kvinde bør holde sig til under 7 genstande om ugen. Hvis du har brug for råd og vejledning i forhold til dit alkoholindtag, så tøv ikke med at kontakte din læge.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

 

Med venlig hilsen

Tatjana

Tatjanas billede
Tatjana fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program