Retspyskiatrien

brevkassespørgsmål

Retspyskiatrien

brevkassespørgsmål af
Rasmus
20 år
Oprettet 2 år 7 måneder siden

Hej. 
Jeg har fået at vide at jeg skal på retspyskiatrisk for at få lavet en mentalundersøgelse om nogle dage. Jeg overvejer virkeligt ikke at møde op fordi jeg ikke har lyst. Kan de tilbage holde en der henne? Ved virkeligt ikke hvad jeg skal gøre. Der er ingen der må vide det. Nogle politifolk tror ikke den kommer til at betyde noget og min advokat tror ikke der bliver noget at finde. Hvordan skal jeg kunne fortælle dem der arbejder der om hvad jeg har oplevet i mit liv, det er jo det sværeste og jeg kender dem jo ikke en gang. 

Svar: 

Hej Rasmus 

Jeg kan godt forstå at du ikke har vildt meget lyst til, at skulle have foretaget en mentalundersøgelse, men jeg er slet ikke i tvivl om at du skal møde op. 

Jeg går ud fra at det sker i forbindelse med en straffesag, og der tænker jeg først og fremmest, at en mentalundersøgelse handler om din retssikkerhed. Altså fordi man vil sikre sig, at du er i stand til at stå til ansvar, inden man igangsætter en retssag? 

Dernæst er det, så vidt jeg ved, ikke noget du kan vælge til eller fra. Det er en skal ting, så ikke at møde op, gør bare din situation værre. Når du advokat siger at undersøgelsen ikke kommer til at vise noget, og politiet siger at den ikke kommer til at få betydning, så kan det sagtens være rigtigt. Men det har ingen betydning for om du skal gennemføre den, for det skal du. Din advokat må kunne give dig et helt præcist svar på hvad der sker, hvis du ikke møder op. Jeg er ret sikker på at det er en dårlig idé. 

Jeg kan godt forstå, hvis du slet ikke kan overskue at fortælle om de ting du har oplevet. Når du beskriver oplevelserne på den måde, tænker jeg det nok er nogle rigtig hårde oplevelser, som har efterladt dig med nogle rigtig svære følelser og tanker? Det er enormt privat, og det kan jeg godt forstå, hvis du ikke har lyst til at dele. Omvendt kan det dels være din mulighed for at skabe noget forståelse for hvem du er, og hvad der har bragt dig i den situation du står i. Og så kunne det måske også åbne op for muligheden for at få noget hjælp til at arbejde med de ting du har oplevet, så de kan komme til at fylde mindre i din fremtid. 

At åbne dig op over for fremmede er på den ene side svært. På den anden side kan det også være en befrielse, at få talt om meget svære ting, med professionelle som ellers ikke er en del af ens liv. Lidt ligesom du har valgt at skrive her i brevkassen, og fortælle om en virkelig svær situation, fordi det måske, på en måde, er nemmere end at spørge én som kender dig?  

Du kunne måske overveje at skrive de ting ned, som du tænker er væsentlige fra dit liv. Tag det med, og så kan du læse det op eller give det til den psykolog eller psykiater, som du skal tale med, hvis du føler dig tryg ved det. Det kan gøre det nemmere at få orderne ud, og det giver dem en indsigt i dig og din verden, som kan komme dig til gavn, i forhold til undersøgelsen, og hvad der skal ske videre i din sag.  

Gode tanker herfra - Tanja

Tanjas billede
Tanja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program