Latterligt kraftige blødninger efter samleje
Latterligt kraftige blødninger efter samleje
Hej. Inden for de sidste 3 måneder har jeg fået en kæreste. Alting er dejligt, og vores sexliv har været normalt, dog lige indtil jeg fik kraftige blødninger et par dage efter. disse blødninger er sket 2 gange nu, hvor jeg altså bløder i 2-3 uger ca. Denne blødning skal lige siges, at den altså ikke stoppet før min næste menstruation er færdig. (er på p-piller, så har regelmæssig menstruation normalt). Jeg bløder så kraftigt at jeg skal skifte bind hver 1,5 time, og ligesådan en supertampon. Det påvirker min hverdgag utroligt meget, da jeg ikke altid har tid til at gå på toilettet, men også mig psykisk. Jeg føler mig decideret ulækker, fordi jeg vågner op om morgenen og ved jeg har blod over det hele.
jeg mister så meget blod at jeg nu er på nogle jernpiller, fordi jeg mister så meget blod. Jeg har det fysisk dårligt, altså, svimmelhed, kvalme, døsighed, hovedpine, fordi jeg mister den mængd blod jeg gør.
Jeg har gået rundt og troet at det var normalt, for det er sket før da jeg havde haft sex med en anden, fordi jeg var for tør da han trængte ind. Men jeg er ikke tør når jeg skal til at have sex med min kæreste, tværtimod, så jeg går ud fra det ikke er rifter i skeden, som er det mest normale.
Jeg har snakket med lægen, og skal til en gynækologisk undersøgelse snart, men jeg fik ikke rigtig svar på fra ham hvad det evt kunne være.
Livmoderhalskræft ligger til min familie, og både min mormor og mor har fået fjernet deres livmoder, så jeg går rundt med tanken konstant om at det kan være det, selvom jeg godt ved der sikkert er en anden forklaring på problemet.
Jeg føler bare at det her ødelægger mig både fysisk og psykisk, min hverdag, men også mit sexliv med min kæreste, utroligt meget. Håber i kan hjælpe
- Tak!
Kære du!
Tak for dit spørgsmål! Det lyder virkelig ikke særlig rart og det er heller ikke normalt, at man skal bløde kraftigt efter samleje. Det kan jeg godt forstå påvirker din hverdag. Jeg synes, at det er rigtig godt, at du har taget kontakt med din egen læge og at du skal til gynækologisk undersøgelse. Du skal være opmærksom på, at det er helt okay at ta kontakt med din egen læge igen, hvis du synes, at det hele blir værre i ventetiden på gynækologen!
Blødning ved samleje kalder man på læge-sprog "kontaktblødning". Det kan stamme fra enten skeden, livmoderhalsen eller livmoderen. Oftest skyldes det en rift, som du også er inde på. Kraftigere blødninger kan skyldes irritation af livmoderhalsen pga. fx. infektion og i dit tilfælde tænker jeg også, at det evt. kan have en sammenhæng med dine p-piller. Det er faktisk ganske sjældent at blødning er det primære symptom ved livmoderhalskræft hos en ung kvinde som dig. Selvom jeg godt kan forstå din bekymring, når det er i familien.
Det er meget vigtigt at udelukke, at du kan være gravid. Hvis du ikke allerede har gjort det, vil jeg anbefale dig at tage en graviditetstest også selvom du er på p-piller.
Blødningen du oplever kan altså skyldes forskellige ting og der kan være mange HELT godartede årsager til din blødning. Det er helt rigtigt at det er gynækologen, der skal hjælpe med at finde årsagen og løse problemet. De er eksperterne til det. MEN som sagt: Det skal udelukkes at du kan være gravid. Og hvis du synes, at blødningen er blevet værre eller du er blevet mere skidt siden du var hos lægen første gang, så skal du ringe til din egen læge igen. Så kan han/hun fremskynde processen.
Håber det var et svar du kan bruge og forhåbentligt også føler dig en lille smule mere rolig!
God bedring og de allerbedste hilsner fra Gerda